1.5.10
Jeg ville egentlig skrive et åbent læserbrev til Thomas Thurah ("Kære Thomas, Hvad fanden har du gang i..."), som i Politiken i dag slutter en seksstjernet anmeldelse af med rituelt at svine forlaget (altså Basilisk) til og kalde os både højrøvede og fedterøvede – men jeg gider ikke, og jeg har ikke tid, og den tid jeg har, vil jeg hellere bruge på at læse og genlæse Renés fremragende 1.maj-tale her.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Hvad anmelder han? Jeg kan ikke finde det på nettet, og har ikke en avispusher indenfor umiddelbar rækkevidde.
/M
Marai.
"Der er noget højrøvet ved forlagets beslutning om ikke at udstyre bogen med et introducerende forord eller efterord til en i Danmark så godt som ukendt forfatter. Og noget paradoksalt - og fedterøvsagtigt - over til gengæld at skrive lidt til anmelderen i pressemeddelelsen." Th. Thurah.
Nu kan man selvfølgelig slynge arrogance-anklager i hovedet på hinanden i al evighed, men jeg er efterhånden - og det kan være Thurah også finder det paradoksalt - kommet til at opfatte omnibusmedierne som grundlæggende arrogante idet de åbenbart går ud fra en forestilling om den mere eller mindre hjælpeløse læser, når det kommer til SELV at OPSØGE, PROCESSERE og VURDERE INFORMATION.
Selvfølgelig kunne der have været et for- eller efterord. Tilfældigvis blev det ikke til noget. Så man undvære, der er til gengæld meget fyldige noter.
Thurah har vidst et eller andet imod Basilisk (men ikke bøgerne), se nedenstående uddrag fra hans anmeldelse af Kornél Esti i Information, 25/7 2007:
"Forlaget, der fortjener ubegrænset ros for udgivelsen, men efter min smag overspiller sin rolle som eksklusivt lilleforlag (ærlig talt, hvor kedelig har en bog lov at præsentere sig!?), meddeler, at Kosztolányi er en central og uomgængelig forfatter i ungarsk litteratur og har virket inspirerende på en af landets yngre sønner, den formidable postmoderne historiefortæller og skrønemager Peter Esterházy.
Javist.
Men jeg synes godt, man kunne have valgt et mere nutidigt og direkte selling point og vil gerne levere ét: det nemlig, at man skal lede længe i vore dages bognyheder for at finde en så elegant litterær maskerings- og fordoblingskunst, som den gamle ungarer sætter i scene med den elskelige og forargelige Kornél Esti, der igen er sine sytten eller helt nøjagtig atten, for så mange kapitler består bogen af, masker og afprøvninger."
Nu synes jeg selvfølgelig ikke om at TT angriber mit yndlingsforlag, men jeg synes alligevel I reagerer meget voldsomt. Jeg skrev selv til jer og efterlyste flere oplysninger på bøgerne for nylig. Hvis ellers man er i Google-land - hvad jeg ikke lige var da jeg manglede oplysninger - er det da rigtigt at man bare selv kan undersøge sagen. Men jeg forestiller mig også - helt usandsynligt gammeldags selvfølgelig - at man står med en af jeres bøger i hånden i en boghandel og overvejer at købe den og vender den om og tjekker flapperne ... Men måske sælger I kun bøger direkte fra nettet? Det er jo faktisk heller ikke i en boghandel jeg køber jeres bøger.
Pia
Hej Pia
Jeg ved ikke om vi ligefrem reagerede meget voldsomt, jeg fik jo aldrig skrevet det læserbrev, fordi det vel osse gik op for mig at der var vigtigere ting i livet at bruge tid på, men jo jeg indrømmer at vreden flammede op i mig og gør det nu igen ved at blive kaldt højrøvet (ikke af dig selvfølgelig, af Thomas). Márai er en forfatter, der er udgivet tre gange tidligere på dansk (to af bøgerne på Gyldendal, jeg tager det for givet at de begge to har introducerende efterord, Thomas? Gyldendal har jo ingen højrøvede fornemmelser). Hvor mange gange skal en forfatter introduceres?
Det er rigtigt, at vi har valgt en minimalistisk stil i udformning af omslag (vi kunne fx i det mindste have valgt at skrive om Márai, hvilke bøger der allerede er kommet på dansk). Jeg kunne komme med flere forskellige grunde til dette, men de bunder alle sammen i det at vi selv opfatter os som boglæsere og kærlige bogejere, ikke bogsælgere. Vi er – og det er selvfølgelig her højrøvetheden kommer ind i billedet – ikke i formidlingsbranchen. Og ja, du har ret, billedet af bogkøberen, som står med Márai i hånden i en boghandel og overvejer om hun skal købe den, ER gammeldags. Det sker måske i ti forskellige butikker i hele Danmark. Vi sælger langt flere bøger via nettet og bogklubben (tusind tak til alle betalende medlemmer), og de bøger, folk køber hos danske boghandlere, må de selv bestille først, for Bog&Idé gider sgu da ikke have vores bøger liggende.
okay, "voldsomt" er måske ikke lige det rette ord ...
De har faktisk netop i et anfald af sandhed skiftet navn til Få bøger & Ingen ideer.
Send en kommentar