I nat, natten før den nye bog kommer fra trykken, to nætter før jeg skal læse op fra den og bedømmes i kritikersalonen her – jeg vil overlade det til mere øvede drømmetydere at afgøre hvilken af disse to begivenheder, der har haft den største betydning – havde jeg en drøm, et mareridt, af den slags, man fører dagbog for at kunne skrive ned. Jeg har ingen dagbog, så jeg skriver den her.
I drømmen har jeg valgt at gå til audition som operasanger på det Kgl. Teater. Jeg skal synge en arie, Nessun dorma. Jeg er nervøs, med god grund skal det vise sig; så snart akkompagnementet går i gang, går det op for mig at jeg nok burde have øvet mig i forvejen. Som det er, synger jeg helt skævt, kan ikke huske hverken ordene eller melodien. Jeg er som en X Factor-freak. Efterhånden som arien skrider frem går det dog bedre og bedre; det lykkes sågar at ramme flere af tonerne rent til sidst. Alligevel er der naturligvis en altgennemtrængende følelse af ydmygende pinlighed. Det værste er, at tilhørerne, af hvilke jeg kender mindst en temmelig godt, insisterer på, at det ikke var så dårligt på trods af nogle åbenlyse problemer. At jeg nok skal prøve igen en anden gang. Jeg følges med dem ud, vi taler høfligt med hinanden om andre ting.