Lad os sige, at C er en politibetjent som 1) tæsker en demonstrant A med sin stav og 2) arresterer en iraker B i en kirke. Lad os endvidere sige, at disse handlinger er resultat af en kæde af forudgående handlinger foretaget ikke bare af A, B og C, men af en hel række personer og myndigheder D - I.
Jeg foreslår nu, at vi bruger et rutediagram som det ovenstående til at forsøge nærmere at bestemme eller i det mindste få et klarere billede af hvorledes ansvaret α for handlingerne 1) og 2) kan flyde mellem aktørerne A - I på forskellige måder og forskellige retninger, på en sådan måde, at det næsten kan være umuligt at få øje på eller placere. Ordet ansvar skal ikke her nødvendigvis forstås synonymt med det moralske skyld (der definitorisk implicerer en moralsk transgression), men angår udelukkende hvilke aktører, der må stå til regnskab for hvilke handlinger.
Lad os sætte det samlede ansvar for hver handling 1) og 2) til indekstallet 100.
Lad os da først se på den forholdsvis enkle sag 1) som involverer aktørerne A, C og D. Demonstranten A bryder loven og forstyrrer den offentlige orden ved (fredeligt) at nægte at udføre Cs anvisninger. C er nu i sin gode ret til at udøve sit grundlovssikrede magtmonopol. Ansvaret for 1) kan således i udgangspunktet sættes til α(A)=100 og α(C)=0. Imidlertid er dette magtmonopol naturligvis ikke uindskrænket, og såfremt C udøver vold, der overskrider Cs beføjelser, skifter ansvaret for denne handling fra A til C. Hvis C eksempelvis tæsker umotiveret løs på A, må ansvaret for dette ansættes til α(C)=100, α(A)=0. I en ophedet situation kan begge parter bære en del af ansvaret for tilspidsningen af situationen, og det kan være svært at afgøre præcis, hvordan det proportionelle ansvarstal skal fordeles. Imidlertid forbliver det samlede ansvar α altid konstant: α(X1)+α(X2)+...α(Xn)=100, hvilket er afgørende, for det illustrerer, at ansvaret nok kan skubbes rundt i diagrammet, så det bliver usynligt, men det får det aldrig til at forsvinde. Vi starter med at hælde ansvaret i fra toppen og observerer, hvordan det fordeler sig ned gennem diagrammet.
Lad os nu se på den betydeligt mere komplicerede situation 2).
Her har vi i første omgang B, som har nægtet at overholde landets love, og C, som er sat til at håndhæve disse. I lighed med 1) har vi her som udgangspunkt en aktør B, som bryder loven ved (fredeligt) at opholde sig på en geografisk position han/hun ikke har hjemmel til. Som udgangspunkt har vi således α(B)=100. Til trods for at C er den mest synlige aktør i sagen, synes det åbenlyst at Cs ansvarstal – α(C) – her er ret lavt men ikke 0. Politibetjenten udfører et arbejde, han er blevet beordret til og bliver via politikorpsets kommandostruktur på den måde fritaget for egentligt ansvar for sine handlinger; det er i stedet den, som giver ordren, dvs. politimesteren/politidirektøren D, som står til ansvar for politiets samlede opførsel. Dette fritager naturligvis ikke C for a) ansvaret for handlinger der går ud over de magtbeføjelser han er blevet tillagt samt b) ansvaret for i særlige tilfælde at nægte at udføre ordrer, der er urimelige med de tilhørende konsekvenser, det vil have for Cs egne jobforhold. Lad os tentativt sætte* α(C)=5, hvilket foreløbig efterlader os med α(B)=95.
Det næste, vi skal se på, er α(D). Egentlig adskiller Ds situation sig ikke meget fra Cs – også D er forpligtet ifølge loven til at anvende magt til opretholdelse af selvsamme. Modtager D således en anmeldelse fra fx E om et brud på loven er D forpligtet til at handle. D står endvidere direkte til ansvar for F, som leder etatens øverste myndighed. F står til gengæld til ansvar for sin overordnede G, der er øverste ansvarlig for den udøvende magt og for opretholdelse af Loven, H.
Ud over det personlige ansvar D har (på helt samme måde som C), hviler en større del af ansvaret for fortolkning og prioritering på D. Lad os derfor sætte α(D)=10.
Den direkte årsag til Bs lovbrud er en bestemmelse af E. Denne bestemmelse formodes at være i overenstemmelse med loven H, men rummer alligevel altid en personlig fortolkning, som foretages af de medlemmer (i enkelte tilfælde blot af formanden men ellers som regel af flere medlemmer), der sidder i E. Da vi ikke ved, hvem der træffer præcis hvilke afgørelser, kan vi ikke splitte α(E) op på enkelte medlemmer, således som et mere komplet diagram ellers ville kræve det. Vi sætter α(E)=10.
I en højprofileret og særlig situation er der næppe nogen tvivl om at D vil vælge at konferere med F og F med G. Lad os sætte α(F)=10 og α(G)=5, eftersom dette utvivlsom falder inden for Fs ansvarsområde.
Da H er en upersonlig instans, passerer ansvar modstandsløst igennem den direkte til I, som er Lovens ophav. Her gemmer sig utvivlsom størsteparten af det ansvar, vi leder efter: α(I)=40. Det er klart at man godt kunne detaljere diagrammet endnu mere og dele I op i medlemmer af I og endvidere forlænge linjerne til de vælgere, der har stemt på Folketingets medlemmer. Men i et repræsentativt demokrati er meningen netop, at Folketingets medlemmer skal tage ansvaret for Lovens udformning, og Folketinget er Lovens direkte ophav, så det forekommer mest naturligt at lade sagen ende her med flg. værdier:
α(B)=20
α(C)=5
α(D)=10
α(E)=10
α(F)=10
α(G)=5
α(I)=40
α(B-I)=100
α(C)=5
α(D)=10
α(E)=10
α(F)=10
α(G)=5
α(I)=40
α(B-I)=100
Kort kommentar: Det er klart, at tilskrivninger af værdi er afhængig af ideologiske forudsætninger. I en ren Lov-og-Orden-ideologi fx er såvel politi som øvrige medlemmer af den udøvende magt lige så gennemstrømmelige som Loven selv. Her er ansvaret udelukkende et spørgsmål, der angår Lovgiveren og Lovbryderen. Her ville α(C-H)=0.
* Idet vi er bevidste om at disse fastsættelser er højst diskutable og variable i forhold til en samlet vurdering af situationen. Pointen her er ikke at bestemme sande værdier, men at fremlægge en model til en mere detaljeret analyse af dem.
8 kommentarer:
Kan modellen også anvendes på ex. koncentrationslejre? (Uden sammenligning i øvrigt - som det hedder).
Er det ikke et problem at den enkelte borger ifølge modellen ikke bære noget ansvar, eller i hvert fald et ansvar der må være meget tæt på 0 (nemlig Folketingets ansvar/
stemmeberettigede antal borgere)?
Resultatet bliver, at den enkelte borger (i dette tilfælde mig) kan vaske hænderne og henvise til, at jeg har stemt ved sidste folketingsvalg og dermed gjort min demokratiske pligt. Når denne stemme så ovenikøbet er sat ved et parti, der forsøger at gøre opmærksom på, at det grundlag som udvisningerne foretages på, er i strid UNHCR's anbefalinger, må mit ansvar bevæge sig yderligere et stykke mod 0.
Jeg burde altså være kisteglad eller i det mindste føle mig fritaget for ansvar. Når det ikke er tilfældet, hænger det sammen med, at loven administreres på en måde, der er i modstrid med internationale konventioner og derfor ikke længere kan opfattes som "... en upersonlig instans, [ansvaret] passerer (...) modstandsløst igennem". Loven bliver i denne sammenhæng brugt som et redskab til at fremme den herskende regerings egne politiske mål (at slippe af med nogle muslimer), og dermed er adskillelsen af den lovgivende og den dømmende magt ophørt (og her taler jeg KUN om denne sag, selvom der utvivlsomt findes lignende tilfælde).
Et andet problem, som også handler om utidig indblanding fra den lovgivende magts side, er forskellige politikeres offentlige efterlysning af, at politiet snart "foretager sig noget", "får ryddet den kirke" osv. Dermed overlader man ikke til politiet at vurdere og prioritere hvilke opgaver de skal bruge deres ressourcer på for at opretholde landets love. Der er med andre ord tale om et bestillingsarbejde.
Vi har altså at gøre med en lovgivende magt, der blander sig både i den dømmende og den udøvende magts arbejde. Det drejer sig derfor ikke blot om en politisk uenighed, men om, at de regler og love samfundet er bygget på ikke længere respekteres. Når den lovgivende magt overskrider sine beføjelser, hvem er det så der har ansvaret for at opretholde demokratiet om ikke borgerne? Og her taler jeg ikke om væbnet revolution, men pligten til bestandigt at gøre opmærksom på, at der foregår ting, der ikke er i orden.
PS I forbindelse med "demokratiets spilleregler" (som det jo så smukt hedder) forekommer det mig uendelig latterligt, når integrationsministeren forsøger at bilde befolkningen ind, at den virkelige fare for demokratiet er en lille folk demonstranter, der ikke vil flytte sig, når politiet beder dem om det. Og tilmed har den frækhed at sige, at de ikke har forstået hvad demokrati er: Demokratiet består vel i mere end at sætte et kryds hvert fjerde år? Forsamlingsfrihed, ytringsfrihed bl.a. eller?
@ René – Ja, det er netop det den fx kan, om end oprettelsen og driften af en koncentrationslejr er en overordentlig kompliceret handling, der inkluderer mange flere aktører og derfor kræver et meget meget mere kompliceret diagram. At opstille et sådant diagram er ikke bare kompliceret, det kræver også en stor mængde faktuel viden.
@ Peter – Flere gode pointer, jeg kan ikke overskue at svare på det hele ... Jeg mener, at du kan føle dig ansvarsfri, hvilket ikke er det samme som kisteglæde (og ikke betyder at man ikke kan være indigneret). Er det et problem at den enkelte borger ikke bærer ansvar ifølge modellen - næ, det synes jeg ikke er et problem ikke for modellen i hvert fald; i et repræsentativt demokrati vælger vi netop folk til at tage ansvar og stå til ansvar for deres lovgivende aktiviteter. For at modellen skal fungere er det vigtigt, at det er et lukket system, der er tale om; hvis ansvaret bare kunne sive ud for neden og næsten asymptotisk nærme sig 0 ved at sprede sig til alle stemmeberettigede, så ville ingen lovgivere eller-håndhævere jo reelt have noget ansvar, de ville bare kunne pege ud på folke og sige æv bæv, det er jer selv, der har valgt mig.
Mht. problemet med den lovgivende magts blanden sig i den dømmende og den udøvende magt: Modellen indikerer jo netop, at den udøvende magt har et ansvar, eller mere konkret: Politimesteren kan ikke bare sige 'jeg fulgte ordrer'. Politimesteren kan og bør kunne drages til ansvar, lige meget hvor mange gange politikere har stillet sig op foran et kamera og forlangt, at politiet gør det ene eller det andet.
Og hvad angår integrationsministeren ... ja, jeg må bare sige, at jeg føler stor personlig skuffelse. Jeg så for nogle år siden (ligesom flere andre) hende som et eksempel på en fornuftig og anstændig borgerlighed, og nu minder hun mest om en begyndende senildement gammel hejre, når hun med et enkelt retorisk kølleslag forvandler fredelige demonstranter til "professionelt organiserede autonome voldsmænd".
Ang. modellen og konc.-lejren: Implicerer modellen her ikke, at alle parter tager del i en ansvarspulje? Gør det samme sig gældende for fanger i en koncentrationslejr - eller, mindre dramatisk - hvemsomhelst anden, der "kommer ud for" Loven, Politiet eller måske Særloven?
I så fald - hvordan?
Jo, det implicerer den. Men en aktørs andel af ansvarspuljen kan jo godt være 0. Det ville man vel med rimelighed kunne hævde om en jøde i en koncentrationslejr, hvis eneste forbrydelse var at være jøde (hvilket vel ikke engang officielt eller juridisk var en forbrydelse i Nazityskland?)
Man (jeg) kan ikke give noget generelt svar på hvordan. Diagrammet må opstilles og vurderes i hver enkelt sag.
Nürnberglovene, to nazistiske antijødiske racelove, Rigsborgerloven og Lov til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære, vedtaget af Rigsdagen i Nürnberg 15.9.1935. Den første lov fastslog, at kun statsborgere af "tysk eller artsbeslægtet blod" kunne være rigsborgere og nyde fulde politiske rettigheder. Den anden lov skulle sikre "det tyske blods renhed" og forbød bl.a. ægteskab og "kønslig omgang" mellem jøder og statsborgere af "tysk eller artsbeslægtet blod". En ministeriel bekendtgørelse af 14.11.1935 definerede en jøde som en person med mindst tre jødiske bedsteforældre. (Encyclo.)
Ændrer det noget på ansvarsfordelingen?
Næppe.
l?rt en masse
Send en kommentar