Tydefjas (part II)

Mere vedr. multituden: Jeg er en idiot, fordi jeg overhovedet ikke havde tænkt på, at multitude og solitude jo tudeligvis er det samme ord, bare omvendt, om jeg så må sige. Min fremmedordbog insisterer på, at alle ord, der ender på -tude, alle dem jeg kan finde i hvert fald, kommer fra fransk; attitude, etude, platitude ... og også solitude, men altså hallo! vi ved da i hvert fald alle sammen, at man ikke befinder sig en mandag i regnvejr på Solitydevej. Ordet kommer i dag til os via Hardt og Negri, hvis Empire, jo er skrevet på engelsk, men er dybt funderet i fransk filosofi. Det lader til, at de selv bruger ordet i Spinozask forstand (og at Spinoza, som skriver på latin, har det fra Hobbes, der ligeledes bruger latin).
Nej, altså, selv om ordet, hvis rod naturligvis er latinsk, kommer til os via både fransk og engelsk, så giver det jo ingen mening at udtale det multityde; hvis man ville være frankofil skulle man jo så sige myltityde, hvilket ingen ved sine fulde fem ville gøre. Jeg holder fra nu af stenhårdt på [-'tuðə]!