31.1.07

"Kun et par hundrede af Danmarks ca. 1800 organiserede skribenter har skribentvirksomheden som heltidsprofession, men alle henter social identitet i at opfatte sig som forfattere."

Hans Hertel,Encyklopædien

18.1.07

Jeg har lige genlæst min post nedenfor og er bange for, at jeg kom til at lyde som om jeg har opdaget en eller anden ældgammel esoterisk hemmelighed. Jeg har ledt efter mine notater, som er endnu mere fragmenterede og usammenhængende end jeg huskede det. Jeg vil lige give mig lidt tid til at samle dem, men jeg mener sagt i korthed at have ret gode argumenter for, at det alfabet, vi kender, i en vis forstand ville kunne forstås bedre som flg. række
a - b - g - d - m - n - e - i - j - l - c - s - f - ø - o
- p - q - t - w - v - u - y - h - r - k - x - z - æ - å
skønt dette i sig selv, som det vil fremgå, er en forvanskning.
     Dette er baseret på en blanding af fonologiske og grammatologiske argumenter, hvilket ikke skulle overraske nogen, da vores alfabet jo er et fonetisk baseret skriftsystem.
    Jeg hævder på ingen måde, at denne teori er endegyldig, men jeg synes nok, jeg tør sige, at den bygger på et par bemærkelsesværdige opdagelser.

17.1.07

Holger Juul hævdede for nogle dage siden på ploggen (det ikke ualmindelige synspunkt) at rækkefølgen af alfabetets bogstaver er tilfældig, og at ingen kender grunden til, at de er placeret, som de er. Det er sandt, at det er en ældgammel orden, og at de færreste kender logikken bag. Det er sandsynligvis osse rigtigt, at der i århundredernes løb har sneget sig visse forvanskninger ind i den oprindelige rækkefølge. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive en bog (eller i det mindste en artikel) om dette emne, men jeg frygter, jeg aldrig får det gjort. Så en af de nærmeste dage vil jeg her fremlægge de absolut foreløbige resultater af mine studier af det, jeg kalder Rationalfabetet.

16.1.07

Vladimir Bortkos filmatisering af Bulgakovs En hunds hjerte lagde gaderne øde i Moskva, da den blev sendt på russisk tv, skriver Mette Dalsgaard, og den er en af de mest bestjernede film på IMDB. Det er lidt svært at forstå hvorfor. Men værd at se er den da, joda.

15.1.07

Where have all the hippies gone...?

11.1.07

Peter Nielsen har skrevet en kommentar i Informeren. Jeg har ikke læst romanen der omtales. Kommentaren lyder nogenlunde sådan her:


Den gerontiske kritiker


Den gerontiske kritiker er karakteriseret ved fra fødslen at have været uden mindste sans for litterær legesyge. Han eller hun tager eksempelvis aldrig en romans forskellige udsagn for pålydende men grubler omhyggeligt over den indre ironi og relativering, der kan finde sted i et litterært værk. Den gerontiske kritiker kan også være karakteriseret ved periodisk at regredere til et dybere eksistensniveau. Oftest sker det, når kritikeren havner i sin egen dybsindigheds vold og ikke længere er i stand til at se klart.

Et eksempel på det sidste er Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Kasper Thomsens nye roman Malonecity. Han fik lov at anmelde bogen i Dagbladet Information, og fik dermed mulighed for at hælde sin galde ud over bogen. Thomsens roman havde i mellemtiden placeret sig i fred og ro langt fra hitlisterne, og når man samtidig på forhånd er disponeret til at hade forfatteren, så er det dømt til at gå galt.


Dannede klassicister

Det var på en måde forventeligt, at Erik Skyum-Nielsen ikke ville bryde sig om Kasper Thomsens roman. Denne klassicisternes klassicist er mere til velafbalancerede finesser og harmoniske beretninger end til ambitiøst eksperimenterende prosaværker. Han kan kun sætte intetsigende etiketter som 'grasserende' og 'fortænkt' på romanen og kalde Thomsen 'forskruet, forvirret og furiøs', fordi hans system ganske enkelt ikke kan rumme, at den bog på én gang forholder sig til den litterære overlevering og tradition og samtidig er en fornyelse af den danske romantradition. Og her er det så, det gerontiske sniger sig ind: I stedet for at anerkende egne begrænsninger, må han absolut skrive sig ud i en spiral af mavesure tirader, hvor han kommer længere og længere væk fra den bog, han skriver om. Jeg har i øvrigt så megen veneration for Skyum-Nielsen, at jeg tilgiver ham dette fejltrin. Han er en kritiker med en original røst og næse for den gode og velskrevne litteratur. Derfor tilgiver jeg ham hans gerontiske afsky ved alt, der formmæssigt er frækt og stikker af fra den litterære konvention.

Man kunne i den gerontiske sammenhæng også nævne den selvhypede kritiker, Mikkel Bruun Zangenberg, der på internetsiden Litlive.dk for nogen tid siden mente, at Thomsens roman var både anstrengende og især anstrengt. Det ligner et udsagn, man trækker i en automat. Det er efterhånden kendetegnende, at det for kritikerne mere handler om at spille en rolle. Med disse kritikerattituder er det vigtigere at være en dannet klassicist eller poststrukturalistisk intellektuel med en pinlig besættelse af døde hvide mænd end at gå dybere ned i værkerne. Med tiden finder man dog ud af at bruge disse anmeldelser som en omvendt målestok. Hvis kritikeren kan lide en bog, er det sikkert en dårlig bog. Og hvis ikke, er det en god idé at tjekke den.

Det, der er mest mistrøstigt er, at der er så lavt til loftet. Alle vegne støder man ind i fordomme. Det spændende er jo ikke denne sort/hvide for og imod Kasper Thomsens roman, men derimod hvordan en mere kvaliceret diskussion af, hvordan en roman som Malonecity på en og samme tid kan rumme traditionelle episke træk og være en fornyelse af den danske romanform. Hvorledes romanen godt kan være stor litteratur selv om den ikke er en bestseller. Det kunne også være spændende at diskutere, hvorfor de litterære moder gør, at det på bestemt tidspunkter er svært at indoptage bestemte værker, fordi de ikke lige passer i tidens kram. Der er rigeligt tid til at blive voksen.

Dette gør mig glad og tilfreds.

4.1.07

Det rumænske postbud er nået frem!