I fredags udkom det nye nummer af dbp, nu hos ATHENE og tillykke med det. Redaktionen har fået en god ide, i hvert fald på papiret en god ide og måske osse i virkeligheden en god ide. Skønt relationen mellem det, der findes på papiret og virkeligheden osse i dette tilfælde er lidt ubestemmelig. Ideen er at bede alle de forfattere, som i år har fået det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, bidrage med et stykke tekst. Der er hele 8, og det er oprigtig talt en ørkenvandring at komme igennem dem. I hvert fald den halvdel af dem, som skriver på romaner eller det, der ligner. Man må retfærdigvis sige, at uddrag af romaner selvfølgelig altid vil have det problem, at der mangler noget, at teksten ikke kan samle sig og præsentere sig som det kunstneriske hele, den (forhåbentlig) er tænkt som.

Når det er sagt, vil jeg gerne citere nogle ord Bukdahl skrev om Jesper Wung Sungs skolelærerroman, og som jeg holder meget af: "Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, jeg vil anbefale romanen, ikke engang seminarieelever og skolelærere, som nemlig har det hårdt nok i forvejen: Hvad skal de med en så nedslående mimesis?"

Netop, en så nedslående mimesis - hvad skal man ellers kalde det:

Over for mig sad en kvinde i en forvasket batikkjole, der var trævlet op forneden. Hun havde en gul kasket på, der reklamerede for et autoværksted. Hendes ansigt var fyldt med blodsprængninger. Hun rokkede frem og tilbage i sin stol. De andre mennesker i venteværelset havde slidte joggingsæt på i skrigende nuancer. Blusen og bukserne matchede ikke hinanden. For store, hvide kondisko. Deres hår var uplejet og fedtet. Kinderne udhulede. Deres øjne var sunket ind i ansigtet, der havde et gråligt skær over sig. Nogle af dem rystede på hænderne, som havde de abstinenser. En ældre mand sad med ryggen til mig og så ind i væggen.

Eller:

Jeg går gennem vinterbyen. Blæsende, kold, grå. Intet nyt under solen. Beskidte snedriver, afbrændte nytårsraketter, det er allerede flere dage siden at folk væltede ud af boligblokke og murermestervillaer i deres stiveste puds, slæbende på fyrværkeri i dyre domme, stak deres raketter ned i tomme champagneflasker (for det meste mousserende vine), hvorpå himlen eksploderede. Der er bunker af udsmidte juletræer på gadehjørnerne, og bag dem ligger vinden på lur. Nøgen januar. Endnu et år. Blevet til nogle stykker efterhånden, halstørklædet strammer. Hos en fotograf er der billeder af nygifte med brudebuketter, nydøbte i fine hvide dåbskjoler og generte konfirmander. Så mange forventningsfulde smil og glade ansigter i ét vindue. Akja, hvad skal man sige?

Måske skal man bare holde sin kæft? Eller:

Gerda kløede sig på benet mellem støvlerne og de blå elastikbukser. Det var svært at finde tøj, man følte sig tilpas i efterhånden. Selvfølgelig havde hun lagt sig lidt ud gennem årene, det var meget naturligt, men det var også noget med modellerne. Men bare fordi man er blevet ældre, vil man stadigvæk gerne være smart. Hun holdt øje med Jytte, der foldede sin jakke sammen over stolens ryglæn. Hun glattede det blanke stof med hænderne. Jytte gik altid i den samme slags tøj.

Sådan kunne man blive ved med side efter side af dansk normalprosa om dansk normalhverdag, dvs. denne let nedslåede eller resignerede eller ganske ganske lidt vrængende eller til andre tider ganske ganske lidt medlidende psykorealisme. Men her stopper det, for vi har det allesammen hårdt nok i forvejen, og hvad skal vi med det?


PS.
En dag gik en mand på arbejde, og på vejen mødte han en anden mand, som efter at have købt et polsk hvedebrød var på vej hjem til sig selv.
Det var sådan set det hele.