Jeg vågner med den forfærdelige smag af hans finger i munden...

Dette er kun slutningen. På vej hjem fra en tur på værtshus i Farimagsgade, som åbenbart standser udskænkningen ved almindelig butikslukketid, går jeg forbi en bager, hvor pigerne er ved at rydde vinduerne. Jeg kigger efter donuts, de har kun vandbakkelser, der iøvrigt er bizart dyre. Derefter beslutter jeg mig for at tage en lidt usædvanlig rute hjem og er snart faret vild. Det lykkes mig efter et øjebliks total desorientering i det mindste at finde retningen hjem, skønt gaderne ser helt forkerte ud, og jeg ikke kan genkende noget i hvad der ellers skulle være et meget velkendt område.
Jeg går ned gennem en meget smal gyde, hvor der stinker, kommer ud på en vej igen, og det er nu tydeligt, at jeg ikke længere befinder mig på Østerbro, men i en amerikansk storby. Jeg går forbi en tankstation. Ved siden af den står et cirkustelt. Artisterne er ved at bryde op, jeg går forbi dem, de taler et eller andet østeuropæisk sprog. Længere henne er flere af de kvindelige artister (antager jeg) nøgne og glatbarberede og sidder overskrævs på mænd som i brydekamp. Jeg går forbi og op ad en trappe for at finde en udgang, idet jeg uden at vide det og uden at vide hvordan åbenbart er vadet ind i en stor bygning. Oppe på en trappeafsats er der flere nøgne kvinder, og jeg er ved at vende om af blufærdighed, men fortsætter for at komme ud. Da jeg når derop er de forsvundet. Jeg kan fortsat ikke finde vejen ud, men der er flere mennesker nu, nogle står i kø, jeg går ind gennem en åbning over hvilken der vist står skrevet CLOTURE [det er meget sjældent jeg drømmer skrift forekommer det mig].
Jeg befinder mig nu i en kæmpemæssig dancehall-agtig sal. Der er lyst, og der sidder folk rundt omkring ved bordene, klientellet synes at være midaldrende, både mænd og kvinder. Der er nogle kæmpemæssige bardiske, men tilsyneladende ingen til at udskænke noget. Jeg leder efter EXIT-skilte, men kan ikke finde nogle. Jeg føler ikke, at jeg egentlig skiller mig ud, mens jeg går rundt. På et tidspunkt kommer en asiatisk mand hen til mig og begynder med stærkt aggressive fagter åbenbart at opfordre mig til en eller anden seksuel handling. Jeg forstår ikke, hvad han siger, men han stikker sin hånd helt op i ansigtet på mig og begynder at røre mig med stive fingre. Helt instinktivt bider jeg ham i den ene finger, så hårdt at et lille stykke skind bliver siddende mellem tænderne. Jeg vågner med den forfærdelige smag af hans finger i munden.

Eller rettere: Jeg beslutter mig til at vågne idet jeg tydeligt hører mig selv tænke, at herfra kan drømmen kun fortsætte dybere og dybere ned i en verden af galskab og rædsel. Spiralling down er det verbum, jeg bruger.