9.3.06

Erik Skyum har fået et af sine anfald og det går denne gang ud over Hans Otto Jørgensen. ESN er meget omhyggelig med at beskrive bogen og teksterne (så vi ved hvad vi taler om), og det er godt for ellers kunne jeg da ikke have troet vi havde læst den samme bog.
Det ærgrer ham tydeligt, at der ikke er tale om hverken digte eller noveller, således at der ikke er nogen faste genreformer "at skrive sig op imod" som det hedder, og det frirum, han beskriver teksterne som, bliver således bare en formløs og derfor igen tankeløs plapren.
... Set på den måde fremstår de hver især og samlet som metafor for en kraft, som er livets og samtidig kunstens: deres vigtigste funktion er at henvise til den blotte æstetiske produktivitet - i og med at de udfolder den. Skal man formulere det positivt, kan man kalde metoden for rendyrket praksis, uden andet formål end at holde fantasien stuevarm. Skal man antyde et forbehold, kan dette udtrykkes sådan, at Hans Otto Jørgensen ingenting har at sige og nok heller ikke ønsker at finde en original måde at sige dette sit ingenting på.
Undskyld mig Erik, men det er simpelthen noget pis.
Det er een ting, at man måske ikke synes, alle de små stykker er lige vellykkede og interessante, men det er for billigt at hive den gamle avantgardestråmand frem igen - for det er jo den det handler om med dens endnu mere slidte liv/kunst papnæsemaske, dig og Søren Ulrik holder af at give den på, når I skal bringe et offer til Kunstens store midsommerbål.
Det er een ting, at man kan være uenig med teksterne - og med Hans Otto for den sags skyld - men det kan da ikke være rigtigt, at de derfor er "uformidlede kvababbelser" og "ubearbejdede fordomme". Det er noget vrøvl. Det er jo åbenlyst bearbejdede fordomme.
Det er een ting, at man kan synes godt om ideen om en kanon, men derfor behøver det vel næppe at være pinligt, at nogen laver en absurd parodi på ideen om at national identitet kan fanges i ti værker. Lad os lige tage den i sin helhed:
KANON FOR ÆNDER
Dykand, gravand, krikand, papand, rapand, skeand, sortand, spidsand, troldand, vildand.

Ja, undskyld igen, men jeg synes gudhjælpemig det er morsomt. (Jeg havde selv tænkt på at lave en kanon over det danske vejr, det RIGTIGE danske vejr, sne juleaften og den slags, men det bliver nok ikke til noget nu, momentet er lissom forpasset og kulturministerens kanon er allerede glemt).
Det er een ting at blive krænket over, at nogen i en tekst gør sig lystig over ens tro, men derfor behøver man jo ikke i sin krænkelse overse, at teksten faktisk gør sig lystig over en hyklerisk tro, som er en politisk maskering.
Det er een ting at være så forhippet på at al litteratur skal være mesterværker, at man slet ikke kan læse andet som andet end mellemrum mellem bemeldte mesterværker. Men derfor behøver man vel ikke anstrenge sig for at sætte sure miner op og kede sig i mellemtiden.
Det er een ting stadig at hænge fast i en erindring fra for ca. tredive år siden om at politisk litteratur er en synd mod kunstens autonomi og en utidig sætten sig op mod de erkendelsesmæssige kategoriers selvstændighed - men derfra til at sige at en forfatter som skriver om stats- og andre ministre ikke har noget at sige, er der alligevel et spring.
Det er een ting at holde fast i ovennævnte æstetiske absolutisme, og det indebærer, at man helt lukker øjnene for at der skulle være noget som helst gyldigt udtryk i fx. readymades, at (re)kontekstualisering af en tekst kan ændre dens betydning, selv om dens egne indre strukturer forbliver præcis de samme.
Okay det var så alligevel en del ting.