Jeg oversatte engang et lille stykke af Gravity's Rainbow. Noget af det handler om svinehelten Plechazunga. Det er morsomt selv om man må indrømme det kun er ca. en tiendedel så surrealistisk som virkeligheden

Når natten falder på flakker børn rundt i gaderne med papirlygter i hænderne og synger Laterne, Laterne, Sonne, Mond und Sterne ... sfærer, der ude på landet i aftentimer så blege som sjæle, synger farvel til endnu en sommer. I en havneby nær Wismar omringer de Slothrop, mens han er ved at falde i søvn i en lille park, og fortæller ham historien om Plechazunga, Svinehelten, der engang tilbage i det 10. århundrede slog en vikingehær på flugt ved pludseligt at dukke frem af en tordenkile og jage dusinvis af skrigende nordboer tilbage i havet. Hver sommer siden dengang er en torsdag blevet afsat til at fejre byens udfrielse - torsdag da denne dag har navn efter Donar eller Thor, tordenguden, som sendte den gigantiske gris. De gamle guder havde selv helt oppe i det 10. århundrede godt tag i folk. Donar var endnu ikke helt blevet tæmmet og omdannet til Sankt Peter eller Roland, selv om ceremonien kom til at blive holdt ved byens Rolandstatue nær ved Peterskirken.
   I år er den imidlertid i fare. Skomager Schraub, som har påtaget sig rollen som Plechazunga gennem de sidste 30 år blev indkaldt sidste vinter til die Volksgrenadier og vendte aldrig tilbage. Nu samler de hvide lanterner sig omkring Tyrone Slothrop, bølgende i mørket. Små fingre prikker ham i maven.
    “Du er den fedeste mand i verden.”
    “Han er federe end nogen andre i landsbyen.”
    “Vil du ikke nok? Vil du ikke nok?”
    “Så fed er jeg da heller ikke-”
    “Sagde jo der ville komme en.”
    “Og også højere.”
    “-ligeetøjeblik, vil jeg ikke nok hvad?”
    “Være Plechazunga imorgen.”
    “Åh, vil du ikke nok?”
    Han er blevet blødsøden efterhånden, så Slothrop indvilger. De jager ham ud af hans seng af græs og ned til rådhuset. I kælderen ligger kostumer og rekvisitter til den her Schweinheldfest - skjold, spyd, hjelme med horn, lodne dyreskind, Thorshammere af træ og ti fod høje tordenkiler dækket af bladguld. Grisekostumet er lidt forbløffende - pink, blå, gul, klare blege farver, en Tysk Ekspressionismegris, plys udenpå, stoppet med strå indeni. Den lader til at passe perfekt. Hmm.
    Tilskuerne næste morgen er få og fredelige: børn og gamle og et par tavse veteraner. De invaderende vikinger er alle sammen børn, hjelmene hænger ned over deres øjne, kapperne slæber hen ad jorden, skjoldene er lige så store som dem selv og deres våben dobbelt så høje. Kæmpestore Plechazungabilleder med hvide plantestængler og røde og blå kornblomster vævet fast på ståltrådsrammer omkranser torvet. Slothrop venter gemt bagved Rolandstatuen, et usædvanligt humørforladt, stivøjet, krølhovedet, hvepsetaljet eksemplar. Sammen med Slothrop ligger et arsenal af fyrværkeri samt hans assistent Fritz, som er ca. 8 og en ægte Wilhelm Busch-karakter. Slothrop er en smule nervøs, uvant som han er med griseheltefestivaler. Men Fritz er en gammel rotte i faget og har kløgtigt medbragt et lakeret krus med en eller anden slags flydende hjerneskade med smag af dild og koriander og destilleret, medmindre Haferschleim betyder noget andet, af havregrød.
    “Haferschleim, Fritz?” Han tager en slurk mere og fortryder at han spurgte.
    “Haferschleim, ja.”
    “Nå ja, half a slime er vel bedre end slet ingen, ho ho....” Hvad det end er lader det til at have en øjeblikkerlig virkning på nervecellerne. Da alle vikingerne til de højtidelige toner af en blæserkoral fra det lokale orkester, pustende og stønnende har kæmpet sig hen til statuen, dannet geled og forlangt at landsbyen overgiver sig, opdager Slothrop at hans hjerne arbejder med mindre end sædvanlig klarhed. Hvorpå Fritz stryger sin tændstik og helvede bryder løs, raketter, romerlys, små sole og - PLECCCHHAZUNNGGA! en enorm ladning sort krudt blæser ham ud i det åbne med ild i røven, der øjeblikkeligt fjerner krøllen på hans hale. “Øh, ja, det er rigtigt, øh ...” Vraltende og med et stort grin brøler Slothrop sin replik: “Jeg er Donars vrede - og I skal i dag være min ambolt!” Afsted flygter de, en god brølende forfølgelse gennem gaderne i en syndflod af hvide blomster, små børn hylende, ned til vandet, hvor alle begynder at sprøjte hinanden til og dukke hinanden under. Så finder byens folk øllerne frem, vin, brød, kvark, pølser. Gyldenbrune Kartoffelpuffer løftes dryppende varme op fra rygende olie i sorte pander over små bål af tørv. Piger begynder at ae Slothrops snude og fløjlsskanker. Byen er reddet endnu et års tid.