5.1.06

Irving Layton døde i går. Det siger sikkert ikke så mange særlig meget her, men han var en fin digter, som var nomineret til N-prisen et par gange og måske ikke er så velkendt, som han kunne være i dag fordi "He was a profoundly sexist man, and relentlessly so" (se memorial-bloggen). Jeg oversatte for mange år siden et digt til Den Blå Port (tror jeg), men de ville ikke have det. Det kunne godt bruge en alvorlig revision, men jeg har vist ikke længere originalen, så jeg lader det stå som det er. Kongen er selvfølgelig Knud den Store.

Hvad end andet er poesien frihed

Hvad end andet er poesien frihed.
Glem retorikken, de løgnagtige kneb
Alle digtere før eller siden samler op. Fra floden
Rejser sig som grå kastratsangeres tynde stemmer - disen;
Popler og fyrretræer gror lige, men ege er knudrede;
Gamlinge må tale om døden, drenge smadre vinduer,
Kvinder hvile trofast hos deres mænd til sidst.

Og jeg, der gav min Kate et blåt øje,
Skabte til dets hastigt skiftende farver
En ubegribelig melodisk skala;
Balancerer nu på mine stylter af træ og danser
Og synger derved til de øverste vinduer.
Se hvor elegant jeg bukker i hoften.
Gør plads til disse stylter! Plads eller jeg falder!

Og en krone, siger jeg, til mit narrehoved.
Og dog er jeg ikke mere tåbe end Kong Knud,
Vor stammes hersker, der mønstrede og hånede;
Som halvt bedraget troede; og, som digter, savnede
De første hvide dønninger til at røre hans fødder;
Og derefter fordømte sit hof og den tåbelige proces
Med en mest forbløffende og ukongelig spøg.

Det var disen. Den ligger indeni som en skæbne.
En virkelig Jonas, den ligger rådnende som en lunge.
Og jeg kender mig selv i faldet og er en klovn,
Der bærer en krans af dis som krone;
Dis med lugt af døde æbler,
Dis svævende over sorte tusmørkevande,
Dis fra kirkegårdes broderlige grave.

Den skal få mig til at tigge om føde og til sidst
kaste mig knust og lammet, ved jeg, på vejen;
Som en stor tudse jeg så, hel men død,
Som Tiden havde ætset sort; Åh presset
Mod den fugtige jord bad den om indtræden.
Og jeg skal være den stivnede tudse, for syg af disen
Og omtumlet mærker jeg duften af dødelighed.

Og Tiden flammer op som en petroleumsovn
Og det den brænder, er minutterne jeg lever.
På visse middage har jeg set bilerne
Fjernt herfra bringe mig deres bakspejlssole;
Alt min hånd kunne nå var blå skærme,
Solene udslukte, chauffører med mørke briller
Og jeg måtte tro jeg havde rørt en ligvogn.

Så hvad end andet er poesien frihed. Lad
Langt borte de utålmodige kadencer afsløre
Polstringen på mine åndeløse stylter. Sving dig
O helt, i kødelige lunde, hud og glycerin,
og syng om lyst, solens ledsagende skygge
Som en vampyrvinge, stilheden i de døde fødder -
Din stav bringer genopstandelse, O arrige Konge.

1 Comments:

Blogger Tara Gowland skrev...

Hello!

I am Tara and I am a fan of Irving Layton's who is Canadian and now living in the US. Is this language Norwegian and you are from Norway? What poem is this and what book is it from? I would love to chat with you about what you like about Irving's poetry and how you became familiar with him in Norway!

Tara

P.S. I have reposted your entry here in my blog at http://irvinglayton.blogspot.com/ where I am compiling all Layton comments from the net.

08.28  

Send en kommentar

<< Home