Det nye Vagant er kommet og, som Susanne skrev i kommentaren nedenfor bl.a. med et interview med Georg Johannesen. Men der er mere og bedre ting end det: Øyvind Berg har skrevet et essay om Tu Fu, hvor han når frem til, at det billede bogen (som han ligesom alle andre elsker) tegner af digteren er det idealiserede billede af en ungkommunist fra DDR anno 1968.
Jeg har vist nævnt det før, men en af mine store drømme (måske mit PROJEKT) er at lave en stor kombineret oversættelse, mono- og biografi. Jeg fandt lige den her gamle note:

Her er to andre digte:

I en båd om Vinteren.

Den røde sol blomstrer i nøgne kviste.
Jeg ror mod strømmen i kold medvind,
op ad floden til bækken, de samme rødder af sten.
Det kolde vand lukker sig som et ar.
De døde kommer aldrig tilbage.
De levende græder, løftede årer drypper.
Floden drejer, jeg ser et svagt lys: Hvor?
Bølgerne bliver urolige før natten.

Vinter på Flodens Dyb.

Blomster og blade kommer frem ved himlens vilje,
Yangtse og bækken deler de samme rødder af sten.
Skyerne bliver tidligt røde og skyggerne dybere,
mens vores båd efterlader et ar i det kolde vand.
Så let at fælde fortvivlede tårer som Yang Tsu
og så svært at hidkalde en flakkende sjæl som Chü Yüan.
Vinden lægger sig ikke før natten. Bølgerne stiger.
Hvem tager imod vore årer? Hvor skal vi lægge til land?

Det første af disse to er Georg Johannesens geniale norske gendigtning, den anden min egen mindre geniale, lidt mere filologisk korrekte. Jo mere jeg læser det første digt jo mere imponerende virker det. Johannesen bytter om på linierne, han fjerner hensynsløst de navne, der må formodes at være norske og danske læsere ubekendte, han fejllæser, omskriver, ignorerer rimene og overtræder stort set alle de regler man kan sætte op for oversættelse med rimelighed. Men hans resultat er ikke alene et meget smukt digt, det er også et digt som har rystet de samme elementer som Tu har brugt sammen på en helt anderledes måde til noget der smager så tæt på originalen som man kan komme. Disse elementer inkluderer den røde himmel, blomster og kviste, floden og bækken, rødder af sten, det kolde vand, et ar, tårer, de dødes fravær, aftenvinden, årerne, nattely, bølgerne, den kommende nat, sorg, usikkerhed om fremtiden. Hvad Johannesen ikke kan oversætte og derfor vælger at se bort fra er den klangbund navnene og de syntaktiske tvetydigheder giver: Yang Chu var ikke bare en grædende mand, han var en prototaoistisk filosof fra det 4. århundrede f.kr. hvis udsagn er samlet i bogen Lieh Tzu. Det fortælles at han engang gav sig til at græde ved en korsvej fordi han vidste at hvadend han valgte den ene eller den anden vej ville det blot lede til nye korsveje med det resultat, at han blev mere og mere fortabt (hvis Robert Frost ikke havde været så stoisk blot at sukke “somewhere ages and ages hence” og var begyndt at tude, kunne en dristig oversætter måske have brugt ham - eller på en eller anden snu måde have lavet Tus allusion om til en til “The Road Not Taken”... efter dette ville man naturligvis være nødt til at finde en tilsvarende snu henvisning man kunne skifte Chü Yüan ud med). Johannesens løsning er mere simpel og direkte. Han gør gråden til sorg over tidens gang og dødens uafvendelighed, og glemslen og fraværet af fortidens spøgelser bliver på samme måde til dødens uigenkaldelighed.