Tolvte og (i hvert fald i denne omgang) sidste kapitel.

Et rystende tegn på, at man har tabt hovedet, er, når man tænker på en lille ting, som er svær at observere, og finder den hvid og tolker det til sin kærligheds fordel; et kort øjeblik senere opfatter man, at den i virkeligheden var sort, og man konkluderer igen, at det taler i ens kærligheds favør.