Således var jeg allerede nået til den slutning, at vi aldeles ikke står frit overfor kunstværket, at vi ikke skaber det efter egen villie, men at det forud lever i os, og at vi må opdage det som en naturlov, fordi det på én gang er skjult og nødvendigt. Men den opdagelse, som kunsten formår at bringe os, er den ikke i grunden opdagelsen af det, der egentlig burde være det dyrebareste for os, som i almindelighed for bestandig bliver ukendt for os, vort sande liv, virkeligheden, sådan som vi har følt den, og i den grad forskellig fra det, vi tror, at vi fyldes af en mægtig lykke, når tilfældet bringer os den virkelige erindring derom? Jeg fandt en bekræftelse på denne tanke i den såkaldte realistiske kunsts falskhed; den ville ikke være så fuld af løgn, dersom vi ikke i livet havde fået den vane at give det, vi føler, et udtryk, der er så overordentlig forskelligt fra vor virkelige følelse, men som vi efter kort tids forløb antager for selve virkeligheden. Jeg følte, at jeg ikke behøvede at ulejlige mig med de forskellige litterære teorier, der en stund havde voldt mig uro - navnlig dem, som kritiken havde udviklet på Dreyfusaffærens tid og taget op igen under krigen, og som stræbte at kalde kunstneren ud af hans »elfenbenstårn« for at behandle emner, der hverken var frivole eller sentimentale, for at skildre de store arbejderbevægelser og, selv om man ikke ville skildre masserne, dog i det mindste undlade at beskæftige sig med ubetydelige lediggængere...