SIDSTE NYT OM NARRATIONSTEORIEN!

Den brandtske narrationsteori forudsiger at der findes fem og kun fem forskellige typer af narration. Den simpleste er den – i bred forstand – realistiske: Fortælleren fortæller om genkendelige begivenheder i et genkendeligt fiktionsrum. Men en fortæller kan afvige fra den realistiske fortællings lige vej til højre eller til venstre: Går han til venstre, kan der indføres magiske elementer enten lokalt eller globalt. I første tilfælde får vi fantastik, i andet eventyr. Han kan også gå til højre og indføre umulige begivenheder, igen på enten lokal eller global skala. I det første tilfælde får vi en groteske, i det andet en absurd fortælling. Til disse fem typer kunne man knytte fem typiske forfattere, fx. Borges (F), Tolkien (E), Balzac (R), Kafka (G) og Kharms (A).
Alt dette er velkendt. Spørgsmålet er, hvorfor det forholder sig sådan. Det er her, den nyeste forskning har gjort fremskridt. En fortælling fortæller om begivenheder, som finder sted i et større omgivende rum.

Vi kan nu spørge hvad forholdet mellem det indre og det omgivende rum er? I den realistiske fortælling er der ingen klar grænse mellem dem – der er bare fortalte og ufortalte begivenheder. I den fantastiske fortælling er der sket noget i begivenhedsrummet, som er uforklarligt i forhold til det omgivende rum. Dette har en tendens til at skabe en uhyggelig stemning: Borges' personer reagerer ofte ved at forsøge at ignorere det uforklarlige, men forfølges af det som af genfærd (spøgelseshistorier er måske fantastikkens arketype) . I eventyret er alt fantastisk, alting kan ske. En vis mild forundring indfinder sig; det er den måde hobbitterne reagerer på den store verden på - alt kan ske derude, men selv om man ikke forstår reglerne er de der alligevel.
Den groteske historie roterer omkring en begivenhed, som ikke bare er uforklarlig, men indenfor det omgivende rums iøvrigt velordnede forhold komplet umulig. En mand forvandles pludselig til en kakerlak. Grotesken virker som regel ikke uhyggelig som det fantastiske, for man efterlades ikke med en uvished men med en vrængen – grotesken er således ofte morsom. I den absurde historie hænger intet sammen. Begivenheder indenfor fortællingens rum synes slet ikke at have nogen baggrund – det er umuligt at sige noget om det omgivende rum, for når der ingen sammenhæng er, kan man fx. ikke forestille sig hvordan personerne kan tænkes at reagere efter at historien er slut. Det kan også være morsomt, men i længden indfinder en udmattelse sig. Måske er det derfor Kharms' historier er så korte? Finnegans Wake er absurd i denne forstand og (derfor?) umulig at læse fra ende til anden, som en normal roman med et plot.
De nærmere detaljer må afvente offentliggørelse til kommende publikationer af Brandt m.fl.