Kristians første roman er kommet - til blandede anmeldelser. Hvad der overrasker mig mest: At ingen af dem (anmeldelserne) har mere spændende overskrifter end "Smagen af mad" eller "Spaghetti alla puttanesca i en syndflod af blod", eller (ja ja, okay, – nej, egentlig, helt ærligt!) "Appetit på livet". Hvorfor er der ingen der bare hedder "Karpe diem" eller "Grib karpen" - hvorfor er der ingen der griber fat i James Bond-temaet, den gastronomiske agent der rejser verden rundt og drikker Dry Martinies stirred not shaken: "Licens til at æde", "Mit navn er McCoy - Robin McCoy". Der er hundredevis af muligheder og Kristian ville selv have været elsket at finde på dem ("Shit happens" er måske lidt indforstået men også præcist nok). Romanens egen titel "Livret" er godt nok osse lidt kedelig, men den har det handicap, at den er tvunget til at bevare en vis alvor, da det jo nu er en ret alvorlig bog.
Hvorfor skriver ingen af dem, at de slugte bogen i tre mundfulde? (Okay, det gjorde de måske ikke, det gjorde jeg). Jeg tænker over det, fordi bogen jo handler om en anmelder, om smag og om de metaforer vi bruger til at begrebsliggøre vores værdier (det vi kan både li´og lide). Hvis man skal diskutere det kræver det skarphed i sproget, klarhed og bevidsthed om metaforerne.