28.9.04

AT SE DIG SE

Mælkevejen går ned i lunger
Du står og kigger op
Kun et samfund væk.
Stjernerne over vores
Losseplads, mineralogisk
Venlige, lader os een gang sove
Morti Vizki

26.9.04

Hej Kaj

shiogoshi ya
Erna hagi nurete
umi suzushi
Hej ko

Der står du jo på
bjergskråningen og leder
efter en blå tyr

18.9.04

60 sekunder.
En interessant og nådesløs opgave. På 60 sekunder har man ikke andet at falde tilbage på end sine egne klicheer og rygmarvsreaktioner. Det gør de så. Laugesen, med den arketypiske Laugesensætning "Sådan har det altid været". Tafdrup med sne og tid. Henrik Have med en monumental skrivemaskine. Stochholm med "Digtet er alt". Flere af den slags små ting tak! (filmen, ikke digtene)

15.9.04

An overwhelming 49.9 percent of Americans responded enthusiastically to the Bush speech.
(18/1 2001)

14.9.04

NIENDE DEL

Jeg griber fat i et enkelt spor, som egentlig ikke har med Peter Højrups bog at gøre.

Opererer du med sondringen mellem ”privat” og ”personlig”? Det virker ikke sådan, og det er jo ellers en af de gamle travere i dansk litteraturkritik, især som normativt vurderingskriterium. Jeg tror også, den er vigtig i denne sammenhæng.

Som bekendt lyder diktummet, at digtningen skal være personlig, men ikke skal være privat. Det personlige defineres da som det private, blot lutret for det kedeligt selvbiografiske, det, der – som kontingente begivenheder og følelser – knytter sig til den enkeltes livsomstændigheder. Det er så at sige det aspekt af ens følelses- og stemningsunivers, der stammer fra det faktum at man er som alle andre: Et menneske. Og derfor også det aspekt af samme univers, der er genkendeligt og relevant for alle andre. Siger man.

Hvis man nu ophæver det normative aspekt, og i stedet ser diktummet som en beskrivelse af en måde at gestalte subjektivitet på i litteraturen, ja, så tror jeg man kan forstå, hvorfor både det selvbiografiske og det polyfone er del af det samme opgør, nemlig opgøret med det, vi (kritikerne og mange andre) af mangel på bedre kalder centrallyrik. Centrallyrikken er jo om noget forestillingen om lyrikken (og litteraturen), som et sted, hvor jeget taler intimt på det alment menneskeliges vegne. Den er ”det personlige jeg”s genre.

I forestillingen om det lyriske jeg som et ”renset”, ”personligt” og ”alment menneskeligt” jeg ligger der en autoritet, som ikke er knyttet til det (blot og bart) selvbiografiske, men til bestemte opfattelser af digtningens potentiale – og som altså er inkarneret i en bestemt måde at fremstille ”jeg’et” på i digtningen: I en bestemt opfattelse af den digteriske røst. Jeg tror heller ikke det er forkert at sige, at en række yngre forfattere har det – lad os sige – svært med netop denne form for autoritet. Man føler ikke, man kan eller bør påtage sig den ”røst”, der ligger i centrallyrikken, fordi man ikke føler sig parat til at tale på det alment menneskeliges vegne. Godt for det: Det kan til tider føles som et overgreb (en form for følelsesmæssig antastelse: Lad være med at postulere, at det dér er alment menneskelige vilkår), når yngre digtere alligevel gør det – især når de gør det i middelmådige digtsamlinger.

I stedet skriver man selvbiografisk og/eller polyfont. Det betyder så også, at henvisningen til det selvbiografiske paradoksalt nok bliver en måde at undergrave sin egen forfatterautoritet. Det er en måde at påpege, at man ikke taler på det alment menneskeliges vegne, men fra et bestemt, givent perspektiv, nemlig ens egne og partikulære. Det betyder måske også, at Peters bog om noget artikulerer et personligt, men ikke privat jeg – i al fald for undertegnede, der ikke kan afkode de selvbiografiske lag.

Køber du denne, noget svævende udredning? I så fald betyder det også, at den ”au(c)toritet” du taler om ikke stammer fra, at digtet søger at henvise til ”mig, forfatteren, der bor på den og den gade og har tre børn og rødt hår” og så videre. Men derimod henimod det ”personlige” jeg, der er en del af vores lyriske tradition. Det betyder paradoksalt nok også, at Per Aage Brandts diktum skal vendes om. Centrallyrisk poesi er fiktion, opfører sig i al fald på samme måde som fiktionen gør det. Som bekendt undlader den fiktive tekst at henvise til faktiske, konkrete begivenheder. Til gengæld henviser den (implicit, men overordentligt ofte) til mere ”almene” sandheder om det at være menneske i verden … det lyder højtravende, men hvis man læser anmeldelser af romaner kan man se, hvordan bøgerne i praksis tages som udsagn om verden, ikke i konkret, men i overført og mere almen betydning. Og er i øvrigt tradition for forståelsen af det fiktive, der har rødder helt tilbage hos Aristoteles. Det fiktive er så at sige det faktiske, befriet for kontingensen – helt som det personlige er det private, renset for kontingensen.

Nå, det blev noget teoretisk. Og i øvrigt stærkt inspireret af filosoffen Paul Ricoeur, som jeg har været inde på tidligere.

Du har jo også selv arbejdet med selvbiografiske træk i digtningen – jeg husker en passage fra din debut, hvor Jeppe (Brixvold?) og andre digterkolleger optræder. Kan du genkende min beskrivelse?



hmm. tjah, jeg har i hvert fald tidligere opereret med den skelnen. I dag må jeg sige, jeg har meget svært ved at finde noget fornuftigt at bruge den til. Jeg har svært ved at forstå den simpelthen. Teoretisk er der den forskel, du gør rede for, at det personlige er renset for det (underforstået ligegyldige) private. Men... nej, jeg forstår det ikke, for hvad er det så, der gør det personlige personligt? Og hvordan kan det personlige samtidig være alment menneskeligt? Jeg mener, jeg vil jo ikke anfægte, at vi alle sammen går rundt og er personer på samme tid som vi er mennesker, men ... jeg burde gå ind og læse min Villy Sørensen.

Det er sandt at jeg osse har brugt masser af selvbiografiske træk – jeg tror næppe der er nogen digter der ikke har det. (Jeg har osse i endnu højere grad hældt talrige totalt private bekendelser ud i Svanesøsonetterne.) Du har helt ret i, at virkningen af det umiddelbart er at undergrave den der forestilling om, at digteren, digterjeget, er en slags ideelt menneske, ikke ideelt i moralsk forstand, men i den forstand at det er renset for alt muligt, som måtte minde læseren om, at de ord, hun læste, er skrevet af en bestemt privat person. Grundlæggende er mit problem velsagtens at jeg ikke tror på det der rensede jeg. Jeg kan heller ikke forstå hvordan det kan tale intimt.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå hvorfor nogen digtere og kritikere har haft behov for at påpege, at man ikke kan reducere digtet til selvbiografi. Man kan ikke forklare et digt med henvisning til den og den hændelse i digterens liv og tid. Men man kan jo kontekstualisere digtet. Som jeg sagde tidligere er jeg ikke et hak interesseret i autenticitet, men nok så meget i den personlige eller private stemme der taler fra et særligt sted i verden. Jon Helt Haarder taler i Eg. Jag, Jeg. om en måde at lade biografien åbne en tekst snarere end at bruge den som facitliste. Der er en lang diskussion om den slags ting der, ja, hele bogen handler selvfølgelig om det.

Harder bruger nogle begreber, han henter hos sociologen Goffman: At være onstage, dvs. at spille en rolle, at optræde i offentlige sammenhænge, svarer såvidt jeg kan se i denne sammenhæng ret nøje til det personlige, mens at være backstage er at befinde sig i intimsfæren, at være privat. Det er så en af Harders pointe at de æstetiske fag benytter sig af en forkærlighed for onstage-ytringer til at legitimere sig selv som tilsyneladende objektive videnskaber. Det er tydeligt at i den her optik befinder værket sig onstage, mens skriveprocessen befinder sig backstage. For nylig så jeg en artikel i Morgenbladet hvor Espen Stueland hævdede, at opfindelsen af DVD-mediet og muligheden af at gøre oplevelsen af film interaktiv og tilføje specielle versioner og kommentarer var af stor betydning osse for litteraturen. Eller sådan husker jeg det, han sagde, måske fordi det svarer meget nøje til min egen oplevelse. En af de mest inspirerende oplevelser jeg har haft i de senere år var at se den udvidede version af Eventyret om ringen, og høre alle kommentarsporene og alle de overvejelser, der gik forud for filmen og høre anekdoter fra optagelserne. At komme backstage med andre ord. Jeg misunder i parantes bemærket filmfolk to ting: Dels at de er fælles om arbejdet, dels at det er så praktisk, så bestemt af logistik, at alting skal så planlægges nøje, at der altid er praktiske problemer, som skal løses.

Det centrallyriske jeg i vores tradition befinder sig afgjort onstage. En af grundene til at jeg blev meget optaget af den kinesiske lyrik er en bog af Stephen Owen, som hævder (meget overbevisende) at forskellen på europæisk og kinesisk poesi er, at den ene er fiktion, den anden en art dokumentarisme, derunder selvbiografi og historieskrivning. Kinesisk litteraturhistorie består for en stor dels vedkommende af netop den form for biografistisk reduktionisme jeg nævnte ovenfor. Det kan man så vælge at se som naivitet; de har ikke forstået kunstens autonomi, de har ikke fattet skriftens fravær af nærvær osv. Man kunne osse forstå det som en anden måde at behandle digtet som kulturelt artefakt på, som noget der er en del af en større kontekst og aldrig har været tænkt som noget autonomt. En stor del af den kinesiske lyrik er lejlighedsdigte, noget den vesterlandske tradition længe har set ned på.

Lige nu drømmer jeg iøvrigt om en poesi for hvilken det personlige/private er helt irrelevant, fordi den ikke tager udgangspunkt i og ikke beskæftiger sig med noget jeg, men i stedet går dokumentaristisk til værks. The Inkblot Record er et eksempel på noget sådant.



Det er interessant med forestillingen om det personlige som ”onstage”. I så fald er den dén rolle eller maske, man påtager sig, når man vil spille ”intim”, dvs. ikke-offentlig, i det offentlige rum. Det passer meget godt til en forestilling om det centrallyriske jeg som en retorisk konstruktion. Men det passer ikke ind i en hel række æstetikteoretiske forestillinger om litteraturens og især lyrikkens særegenhed. Og det passer heller ikke med en hel række digteres selvforståelse.

Men måske er analysen alligevel for orienteret mod retorik og roller? I al fald må man så også medgive, at også ”det private” er en sproglig stil, snarere end et spørgsmål om sandhedsværdi eller faktisk situerethed i en konkret situation. Jeg er f. eks. ikke interesseret i, om Frank O’Hara faktisk har været på vej til fest det eller det sted, eller faktisk gjorde det og det, da en eller anden døde, eller mens han skrev sine digte. Jeg interesserer mig for den friskhed – de ændringer i jegfiguren og de ændringer, friskheden skaber i min måde at læse på – som hans henkastede stil skaber.

Det undrer mig i øvrigt, at du på den ene side beskriver centrallyrikkens jeg som du gør, og tydeligvis ikke bryder dig om det som retorisk greb, og på den anden side meget præcist beskriver stemmen i Peter Højrups bog med samme termer. At kalde den en røst, vi hører, men ikke ved hvor kommer fra (var det ikke sådan), er for mig umådeligt tæt på det centrallyriske jegs centrale karakteristika: Den er bærer den intime henvendelses træk i sig, men har renset enhver form for kontingens, der kunne placere intimiteten i en konkret situation (dvs. en ikke almengørbar situation), bort. Eller?


Jeg må sige at jeg er interesseret i fakticiteten af O’Haras digte. Jeg gentager at det ikke er et spørgsmål om autenticitet men om kontekst. For mig er O’Haras liv interessant som en sfære der ligger rundt om hans værk. Well, som sagt er O’Hara ikke en af mine store helte, men i princippet. Hvis jeg læser en biografi om en digter og hans værk, i hvert fald en, der som O’Hara bruger løs af sit eget privatliv, så beriger det, det forøger værket. Man kan også vælge at se skellet - hvis man absolut vil holde fast i det - mellem personlig og privat ganske enkelt som en spørgsmål om relevans. I så fald er det private det der er irrelevant for læserens oplevelse af digtet.

Selvfølgelig har du ret i at O’Haras henkastede stil er, ja netop en stil, men når du siger at du er ligeglad med hvad der faktisk skete, så føler jeg lidt at vores roller er byttet om i forhold til tidligere, hvor det var mig der “ikke interesserede mig for hvad der står i bøgerne, men kun hvordan det står der.” Eller hvad?

Hvis det ikke passer med æstetikteorier om lyrikkens særegenhed så er det sådan set ok med mig. Lad falde hvad ikke kan stå, som Per Aage siger om psykoanalysen. Hvis lyrikken har en særegenhed, hvad man kan tvivle ret kraftigt på, så tror jeg i hvert fald ikke at det giver nogen særlig frugtbar mening at lede efter kriterierne for den i dens måde at gestalte subjektivitet på. Hvis det endelig skulle være ville jeg hellere lede efter den i de formelle måder at organisere sprogmaterialet på.

Hvad angår Peters bog: Når jeg læser f.eks. (.... bruger MEGET lang tid på at lede efter citatet, før det går op for mig, at det ikke er fra En hjelm af gyldne kviste, men fra Forudsætninger - pointen er imidlertid den samme ...): “Denne vinter / er kisten så let, at jeg kan bære den alene” så ved jeg jo godt hvad det betyder. Eller rettere (og jeg indrømmer at det faktisk vitterligt er noget helt andet): min læsning af det fragment determineres i høj grad af en viden om forfatterens forhold. Det gør mig til en i denne sammenhæng priviligeret læser, i hvert fald indtil der engang om halvtreds år kan tænkes at komme en biografi eller en anden kontekstualisering af Peters værk. Jeg oplever altså ikke at den er renset for kontingens, selv om jeg kan se at konkrete situationer er transformerede og forvredne. Det samme gælder i mindre grad for Lars Skinnebach og endnu mindre igen for Ursula.

Hvad jeg måske reagerer imod er måske ikke så meget centrallyrikkens retoriske greb, fiktionaliseringen af subjektet, som det er begrænsningerne ved de æstetiske teorier, du nævner. Det jeg famlende forsøger at sige, kan jeg famlende formulere således: For mig er digtet (værket) et sprogobjekt som interagerer med al den viden vi som læsere nu iøvrigt bærer rundt på om verden, om forfatteren, om anden litteratur, om os selv. Helt naturligt fører Jon Helt Harders indlæg i Eg. Jag. Jeg. til en diskussion om nykritikkens og litteraturteoriens hellige ko – værkets autonomi. Men lad os dog få slagtet den ko - den har forlængst gjort sit, den har trukket os bort fra en kritik der var blind for værkets formelle karakteristika.

Og nu jeg har svunget mig op til manifestagtige højder så har nykritikken (og dens efterkommere) jo også omvendt et TABU, nemlig forfatterens intention. Hvorfor ikke åbne døren på klem for den med det samme? Hvorfor ikke antage at forfattere udgiver deres bøger med en intention om at blive læst og gøre en forskel. Men hov det var jo netop det vi startede med, at forfattere burde være ambitiøse på andet end rent formelle vegne.

jah ... jeg ved ikke hvor du vil gå videre herfra...

11.9.04

En dejligt dybdeborende og grundig anmeldelse i Berlingske Tidende.

9.9.04

Basilisk holder fanen højt!

7.9.04

Knud Pedersens FLUXUS-arkiv.

2.9.04

Smukt vejr i New York. Jeg ville ønske jeg var der.

1.9.04

Bueskytte ramt af grå stær!