31.7.04

Tue og jeg har ikke helt opgivet ånden. Her kommer FEMTE DEL:


Nu har jeg lige ligget og genlæst I morgen findes systemerne igen. Jeg tror den helt naturlige umiddelbare reaktion på bogen er forvirring. For det ligner jo til forveksling (og det er det Ursulas bøger ikke gør) ganske almindelig monologisk centrallyrik. Digtene har sådan den helt rigtige Søren Ulrik Thomsen form og størrelse, og det er ganske vist en temmelig overfladisk betragtning, men det første visuelle indtryk skaber med lynets hast en genreforventning.
Og der er jo da også et lyrisk jeg i bogen, som er tilstrækkeligt stabilt gennem bogen til at man kan holde det fast på nogle ting, at det har en kæreste, det på meget klassisk vis tiltaler “du”, at det (bliv)er far til en datter, at dets egen far dør, at det har en lyseblå skjorte osv. Og du og jeg kender jo så tilfældigvis Lars godt nok til at vide, at disse ting er nogle han har til fælles med det lyriske jeg (og den viden gør os iøvrigt inhabile til at anmelde bogen...?)
Men allerede fra starten bliver ideen om det monologiske jeg demonteret effektivt: Det første digt starter med en Baudelairesk henvendelse til læseren, ikke som hyklerisk ven, men som skeløjet ven. Lad mig citere: (Afsnittet hedder jo altså “Til læseren” ligesom Baudelaires digt.

Så føl dig frem, min skeløjede ven. Landsbyen, du kom til
er abstrakt og formiddagen. Naboen hælder varmt vand
over bilens rude, du vågner med et åbent sind
Søen frøs til den 11.2. Svanerne var allerede fløjet
de lød som et mangebenet bæst, den nat de lettede
Jeg er stadig bange. Er du mon blind, min ven? l morgen
kommer der nye gæster, det bliver dejligt. Vejret, som altid
ikke til at begribe i Danmark. jeg har det så fint
med edderkopper, de organiserer mine drømme og privatøkonomi
Har jeg andet? En ren skjorte, lyseblå som himlen om morgenen
og du kalder inde fra huset. Kan du i det mindste se
en hånd for dig? Jeg glæder mig sådan. Venlig hilsen

Det starter altså med en direkte tiltale som er sådan lidt finurlig-ironisk, og som straks slår over i en anden slags tiltale, hvor jeg’et fortæller du’et hvor det er henne. Det er allerede lidt underligt, men ikke usædvanligt i litteraturen - det er som, hvad hedder sådan en, prologisten? i et Shakespearestykke, der kommer frem foran tæppet og siger “Nu befinder du dig i Helsingør”. Det er osse lidt underligt at sætningen bare slutter “og formiddagen” men ok, man går vel ud fra at det betyder formiddagen er abstrakt (men hvad betyder så det?!)
Så kommer et nyt problem: Hvis nabo er det som vasker bilen? Du’ets igen formodentlig, som vågner med åbent sind. Men hvor kan jeg’et vide det fra, det med det åbne sind? Det er selvfølgelig heller ikke usædvanligt i lyrikken at forfatteren tiltaler sig selv “du” i et digt (det er et ret højstemt virkemiddel), så måske er det det, der er på færde - i så fald kan man baglæns læse landsbyen som noget fortælleren selv har oplevet og forlæns det samme med svanerne og søen. Men netop som man muligvis er faldet til ro i den læsning kommer en klar adskillelse mellem jeg’et (som er bange) og du’et, som er læseren, der startede med at være skeløjet og nu viser sig måske at være blind.
I næstsidste linie kalder “du” inde fra huset og her betyder du formodentlig hverken læser eller skriver, men kæresten, som skal vende tilbage mange gange i bogen. Det du glider en sidste gang over i læserens (igen i forbindelse med dennes evne til at se (at se er jo iøvrigt en fast metafor for at forstå)) før digtet slutter med en ny direkte tiltale.

Der er faktisk en mulig læsning (ser jeg i dette øjeblik) som kan holde styr på de tilsyneladende porøse grænser mellem jeg, du og læser: Man kan forestille sig at digtet er skrevet direkte til den nyfødte datter som måske er skeløjet (er småbørn ikke det før de rigtigt får lært at fokusere?), som har et splinternyt, dvs. åbent sind, som oplever både tid og sted som abstrakte, som kalder (skriger) inde fra huset, som vinker en hånd frem for sig måske uden at kunne se den, som digteren kan tillade sig at betro sin lidt barnlige forestilling om svanerne som et bæst, som digteren glæder sig til sit fremtidige liv sammen med, som først om lang tid vil kunne læse (og forstå) således at digtet må tage form af et brev til fremtiden.

Det er en elegant læsning (eller ideen er elegant i hvert fald), men osse rigeligt spidsfindig. Man kan ikke foretage den uden at have læst resten af bogen. Og den kan ikke fastholdes i resten af digtene.

Der er to ting jeg hele tiden tænker på (uden at kunne tænke det særlig klart) mens jeg læser bogen - dels destabiliseringen af udsigelsespositionen, dels den ofte stærkt moraliserende tone. Det er let at forestille sig at de to hænger sammen (hvorved man dog ikke skal se bort fra at begge har hver deres særegne æstetiske virkning) - at Lars kun kan lade teksten udbryde sådan noget som “Knep en socialdemokrat” og den slags ved ikke at optræde som autoritært lyrisk jeg. Og det er der Ursulas og Lars’ bøger har en grundlæggende lighed, synes jeg, mere end det overfladiske at de benytter sig delvis af en slags politisk jargon.

Igen er der så meget at sige, men jeg holder lige pause.



Jeg tror ikke, at Lars’ datter kan indsættes som ”læseren” og ”du’et”. Det er der kedelige, filologiske grunde til: ”Til læseren” blev trykt i Den Blå Port (55) allerede i 2001, et godt stykke tid før Sørine blev født (og undfanget, vil jeg tro). Mere generelt tror jeg, det er en blindgyde at ville producere en alt for konkret scene eller situation, som jeg’et og du’et er placeret i og som digtets sætninger skulle udspringe fra og pege tilbage mod. På den anden side har du ret i, at en række træk i samlingen er meget genkendelige (”Poppelgade, Poppelgade, her kommer min selvbiografi …” – Lars bor i Poppelgade). Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til din henvisning til centrallyrikken: Det er jo rigtigt for så vidt, at der et eller andet sted er en sansende og eksistentielt ladet subjektivitet på spil i bogen; det er ikke rigtigt, for så vidt digtenes teknik peger i en anden retning. Brugen af ellipse i andet vers (”og formiddagen”) minder f. eks. mere om Joyces måde at gengive Leopold Blooms bevidsthed på i Ulysses end om nogen dansk centrallyriker, jeg kender til – jeg tænker på sætninger som ”Mrs Marion Bloom. Not up yet. Queen was in her bedroom eating bread and. No book. Blackened court cards laid along her thigh by sevens.” Nå, det var et sidespor: Centrallyrisk syntaksopløsning kender man til: Denne form for afbrudte sætninger minder mere om ”The New Sentence”, hvilket i øvrigt både Niels Lyngsø og Niels Frank har påpeget (sidstnævnte ved et seminar på Testrup højskole).

Hvorfor ikke læse det som en på én gang venlig og foruroligende henvendelse til læseren, en næsten truende høflighed, advarslen om, at man her er kommet på gyngende grund, at vores normale måder at orientere sig i et digt på ikke slår til og at digteren ved det? Modereret af slutningens forhåbning: ”Jeg glæder mig sådan” til at vi mødes, ”Venlig hilsen” en-eller-anden (digteren, vel). Som om den blinde læser og hans dukkefører alligevel er forbundne, at de i fremtiden vil blive ligeværdige … og at magtens ubalance ikke så meget er noget at hovere over, som et beklageligt faktum, selv den almægtige må lære at leve med – men høfligt-utopisk ønsker sig ud af. (og er der så ikke alligevel en art ironi i det afsluttende ”venlig hilsen”?)

Og så er andre af du’erne alligevel indlejret i digtets scene: ”du kalder inde fra huset”, f. eks., kan ikke læses som en henvendelse til læseren. Hvad gør man så?

Læst uafhængigt af et eventuelt meta-aspekt, er digtet – og de øvrige tre digte i den første suite af I morgen findes systemerne igen – i mine øjne en art overgangstekst; i tone og tema ligger de mellem digtene fra debut’en Det mindste paradis og de senere, voldsomt vrængende passager i I morgen findes systemerne igen. De bærer stadig debutbogens idyl i sig, men de dystre understrømme er blevet langt stærkere. En sætning som ”Naboen hælder varmt vand/ over bilens rude”, svanerne, søen, gæsterne, orienteringen mod vejret og du’et, der kalder inde fra huset: Alt sammen reminiscenser fra den første samlings fokus på det nære liv, på livet udenfor storbyen, på familien osv. Det er påfaldende, at den større, sociale orientering, som man finder senere hen i bogen, slet ikke optræder her.

En yderligere kommentar: Et af de forbløffende ting ved Lars’ sproglige stil er evnen til ved hjælp af små adverbier at give de mest enkle, banale ytringer noget personligt, næsten rørende over sig: ”Er du mon blind, min ven?”, ”Jeg erstadig bange”, ”Jeg har det fint med edderkopper”, ”Jeg glæder mig sådan”. Teknikken betyder blandt andet, at digtene med en forbløffende hastighed kan gå fra vrængen til en form for skrøbelig sødme; den betyder også, tror jeg (nogen kommentarer?), at det personligt-rørende her ikke kommer til udtryk i en særlig sensibilitet overfor omverdenen, men snarere i en form for skrøbelighed. De peger på en blanding af høflighed og usikkerhed; måske mod, at intersubjektivitet og henvendelse spiller en central rolle i bogens positive eksempler på et menneskeligt sprog … men det er indledende, noget rodede tanker. Vigtigt dog, fordi brugen af adverbier genfindes hos Lars Frost og andre af de yngre ”eksperimenterende” forfattere. Tror jeg.

Ingen kommentarer: