31.12.03

Bag mig i toget sad en mand og hans datter på vel ca. 5 år. De sad og pludrede og snakkede hele vejen. Han var grænseløst irriterende fordi han hele tiden talte til hende som om hun var et barn - dvs. konstant manipulerende. De blev enige om at hun nok ikke skulle spise mere, hun havde fået så meget de sidste par dage. Hun udbrød "... så bliver jeg tyk. Jeg bliver TYK. Jeg bliver TYK." Han forsøgte, hver gang hun sagde det, at overbevise hende om at det gjorde hun ikke, men hun gentog det igen og igen, idet hun åbenlyst fandt ordet TYK utroligt underholdende. Det gik op for mig, at hun opfattede ordet ÆSTETISK, mens han ikke bare ikke fattede det, men åbenbart slet ikke havde nogen fornemmelse for, at et almindeligt ord kunne andet end BETYDE noget. Senere begyndte de at sige vrøvlevers og den slags, hvor ordene ikke KAN betyde noget, og det var åbenbart ok for ham. Men at sproget skulle kunne have begge aspekter i sig samtidigt var tilsyneladende ikke tænkeligt.
Jeg tænker at det er den slags mennesker, som omhyggeligt forsøger at analysere poesien for at finde ud af hvad det er for et hemmeligt indhold den har. Men
La poésie dit ce qu'elle dit en le disant.