10.10.03

Uagtet at bogen sikkert er endnu værre, er denne anmeldelse noget af det mest ubehagelige, jeg har læst i lang tid. Man kunne uden videre udsætte den for jøde-prøven og hvem ville det så være, der lignede en nazist? "Bogen sammenligner islam som totalitær politisk bevægelse med nazismen, og lighederne er faktisk slående" skriver vores alle sammens ynglingsvagthund Bent Jensen. Ja, det er klart. Hvis du sammenligner hvad som helst "som totalitær politisk bevægelse" kommer det til at ligne nazismen.
"Alle, der har fulgt med, kan med egne øjne se (...) hvordan muslimer insisterer på at markere deres tilstedeværelse ikke alene i det offentlige rum, men også i private virksomheder, hvor de ikke vil underkaste sig det gældende beklædningsreglement"
Sig mig lige, hvem det er, der er totalitær? Og hvilken religion er det som har monopol på at gøre opmærksom på sig selv i det danske offentlige rum - jeg hører kirkeklokker ringe ustandselig, men ingen muezzin kalde til fredagsbøn.
"Islams tilhængere deler verden op i to områder..." Gad vide hvem denne Islam er, og hvem det er, der er hans tilhængere? Det må i hvert fald være ham, der har udtænkt muslimernes strategi, deres store interkontinentale masterplan:
"Strategien består i, at muslimer masseudvandrer til Europas byer, hvor de opretter parallelsamfund, som ikke integreres i tilflytterlandenes kultur. Sådanne delvis autonome områder findes nu i alle større europæiske byer."
Bent Jensen har selvfølgelig ret i én ting, som er så indlysende, at man næsten ikke gider nævne det. At man skal holde øjnene åbne overfor fanatikere og religiøse overbevisninger der ikke tillader diskussion og andre afvigelser.
"Er forfatterne en hysterisk trio, der maler Allah på væggen?" Nej, altså Bent sikke et elegant ordspil, du der laver - Allah=Fanden. Er det ikke bare subtilt?

Ingen kommentarer: