16.10.03

Et par forskellige mennesker har uafhængigt af hinanden gjort mig opmærksom på denne artikel om det danske teaters tilstand - begge med en slet skjult omvendt nationalistisk glæde over, at her kommer der endelig en udefra, som er i stand til at se igennem den danske selvtilfredshed og sætte tingene i rette pespektiv. Well, nu skal man måske være varsom med at placere al sin tiltro til en mand som ikke taler det sprog stykkerne spilles på.
But worse [værre end "a depressing, tawdry, paper-thin travesty of a play"] was to come, in the shape of Dada, a theatrical tribute to the spirit of Marcel Duchamp at the alternative Kaleidoscope space. Touted by director Martin Tulinius as "a combination of traditional theatre and performance theatre", this egregious spectacle was concocted with the aid of pantomime donkeys, naked accordion players traversing the stage with "Da Da" painted on their wobbling buttocks and a religious procession exalting a urinal. The only really spontaneous moment came in a sequence concerning the Danish suicide rate: "Young people are killing themselves at the drop of a hat these days," a character proclaimed. It was a cue to bring out the dancing girls, who high-kicked along to an ode to self-killing.
I Information var Dada ellers blevet kaldt "skelsættende teater i verdensklasse," så hvem har ret?
Hvis det virkelig er i verdensklasse, hvordan kan det så være, at jeg kedede mig så bravt? Kan det hænge sammen med at Martin Tullinius i dette interview siger: "Eksistentialismen ligger nok latent i alt, hvad jeg har lavet. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig en eksistentialist, men det er de store fortællinger, der interesserer mig." Men er eksistentialisme og dada ikke to nogenlunde diametralt modsatte ting? I hvert fald er forestillingen besat af ideen om selvmord på en måde som hverken er morsom eller tragisk - undtagen i filmoptagelsen af den faldende mand fra WTC.

Ingen kommentarer: