Notes on war aesthetics (Joshua Schuster):
"We know of course that war demolishes the field of aesthetics, but this destruction occurs not without an aesthetics of its own. The war machine uses any available means at victory, raiding the icebox of art whenever it is deemed necessary. Most infamously, the Nazis aestheticized their military regime to extremes, harnessing total social and cultural control to the cultivation of a Reich, generating brutal energy with a dialectic of myth and war. But the Nazis were not an aberration in aestheticing the war machine, and probably since the beginnings of organized warfare the two spheres have been coupled not only for expedience but also in the name of enhanced experience. War has always needed a vision of future aesthetic harmony for it not to cycle into chaotic bloodshed, and art has been deployed for furnishing creative battle schemes to developing the character of a soldier (the "art of war" is not a paradox) ..."

P� lydsporet til Star Wars - Episode II-dvd'en (som jeg lige har set) er der en af producerne, som indr�mmer, at de i den store afsluttende slagscene har hugget en masse tricks fra andre moderne krigsfilm. Han giver ingen eksempler men det er selvf�lgelig s�dan noget som Saving Private Ryan han snakker om; de rystende og uskarpe billeder, kaotiske klip, "h�ndholdte" kameraer og den slags. "H�ndholdte" i g�se�jne fordi der s�dan set ingen kameraer er, det hele er billeder skabt p� computere, hvilket jo i h�jeste grad viser hvordan det, der for dogmefilmene p� en eller anden m�de synes at st� som en garant for "�gtheden" eller "autenticiteten" i historien, i virkeligheden i allerh�jeste grad er et formelt �stetisk trick af den slags dogmeideologien vil udrydde fordi de er "falske" og �stetiserende.
Anywayz, et sl�ende trick ved SW (og et som til geng�ld adskiller den fra andre moderne krigsfilm) er at der ikke er noget blod. Lemmer og s�gar hoveder hugges af, men s�dan nogen lunde den eneste lille bitte blodsdr�be vi ser er en lille plamage p� Obi-Wans l�r efter at han tilsyneladende n�rmest har mistet det ene ben (Anakin mister selvf�lgelig den ene arm uden at det koster blod. (Okay, m�ske har jedierne en s�rlig selvhelende kraft der �jeblikkeligt f�r deres s�r til at gro sammen? Men hvad med stakkels Jango Fett som mister hovedet - hans s�n samler hjelmen op og igen er der ikke den mindste antydning af blod!).
Grunden til at det er sl�ende er naturligvis, at det er lige pr�cis p� den m�de den amerikanske h�rledelse gerne vil pr�sentere ogs� virkelig krig p� - som en teknokrig med overm�de smukke maskiner og overm�de smukke eksplosioner, hvor ingen kommer til skade (at bl�de er nemlig det �stetiske udtryk par excellence for at f�le smerte, ogs� metaforisk, "mit hjerte bl�der" osv...) og de onde bare bliver "sat ud af spillet".
Film er som (var det?) Truffault en gang sagde "smukke mennesker i smukke omgivelser, der g�r smukke ting" og krig er det perfekte scenarie for dette. Som Schuster osse n�vner g�r forbindelsen mellem kunst og krig helt tilbage til Illiaden, dvs. i realiteten tilbage til den europ�iske litteraturs f�dsel. Det ville selvf�lgelig v�re det glade vanvid at kritisere SW for at "�stetisere" krigen og pr�sentere en renskuret version af den. Der er derimod i allerh�jeste grad grund til at r�be alarm, n�r nogen fors�ger at pr�sentere virkeligheden som om den var en film (eller et digt eller en roman for den sags skyld). Eller grund til at v�re ekstra kritisk i hvert fald. [Kunne dette v�re grundlag for en etisk kritik af det der kalder sig selv "realisme"?]