"By machine we mean the book's capacity and method for storing information by arresting, in the relatively immutable form of the printed word, the flow of speech conveying that information.The book's mechanism is activated when the reader picks it up, opens the cover and starts reading it. ... The book organizes content along three modules: the lateral flow of the line, the vertical or columnar build-up of the lines on the page, and thirdly a linear movement organized through depth (the sequential arrangement of pages upon pages)" - Nichol & McCaffery
Det sidste er ikke nogen naturlov - man kan sagtens t�nke p� futuristiske ord i frihed eller kalligrammer, der ikke f�lger liniens eller spaltens format. Og man kan t�nke sig samlinger af l�sark, der ikke er organiseret (p� en forudlagt m�de i hvert fald) i dybden. (Faktisk er avisen et eksempel p� en langt mere fleksibel maskine end den traditionelle bog. Den kan ikke bare indeholde billeder og tegninger og en til tider n�rmest labyrintisk typografi, men ogs� krydshenvisninger og et veritabelt netv�rk af narrative forl�b (forts�ttes s.14...). Og det vel at m�rke uden at det g�r den det allermindste vanskelig at l�se).
Denne definition p� bogmaskinen findes i TRGs 2. rapport, som handler om fort�llingens eller narrativitetens struktur. Fort�llinger er selvf�lgelig karakteriseret ved, at de folder sig ud i tid, oftest i l�ngere tid end det tager at l�se en enkelt side i en standartbogmaskine (i bogmaskinen er tid til en vis grad lig med rum, det todimensionelle hvide rum den enkelte bogside udg�r enheden for). For romanen (og novellen med for den sags skyld) er siden noget, der skal overvindes (det er heldigvis let at g�re) for at n� frem til fort�llingens egen syntaktiske enhed - afsnittet, kapitlet - d�r, hvor en passende m�ngde information er afleveret, uden at l�seren er blevet besv�ret af bogmaskinens mekaniske egenskaber.
Selv om digtsamlinger s�dvanligvis pr�senteres af pr�cis den samme slags bogmaskine som romaner, er m�den, de f�r maskinen til at virke p�, ikke helt den samme. Vi ved alle sammen, ligegyldigt om vi l�ser digte eller ej, hvordan digte ser ud, et meget hurtigt blik p� en enkelt bogside er nok til at fort�lle os - f�r vi overhovedet registrerer et eneste ords betydning - at dette er poesi. De fleste digte arbejder med bogsidens rum - jvf. S�ren Ulriks id� om digtet som en skulptur der ikke kan v�re (eller vare) l�ngere end en side - alene ved at have en l�s h�jremargen, som forstyrrer det l�sende bliks flydende bev�gelse.
Hvad er det for en slags forstyrrelse denne ganske lille aktivering af bogmaskinens mange muligheder afstedkommer? Og hvorfor er den s� tiltr�kkende?