"Det politiske" som udgangspunkt for poesien? Men hvilket politisk? Hvaffornoget?
Musik og poesi på det rytmiske konservatorie i aften. Med politik som et genkommende emne (det fortrængtes genkomst?): Hos Peter Laugesen (og Singvogel) som en del af den endeløse strøm, en vigtig del selvfølgelig - gerne den del der leverer pointerne til slut. Hos Michael Burgess som velmenende og meget direkte kritik af de amerikanske magthavere. Hos en fantastisk morsom croonende Pablo som en slags sociologisk undersøgelse af f.eks. kontraktforholdet mellem stat og individ. Eller mellem deltager og arrangør i sponserede tv-udsendelser.
I forhold til det virkede ØKs oplæsninger/trædender i går fuldstændigt tandløse. Morsomme måske men hvor længe er det sjovt at tæske løs på billedet af den indadvendte selvoptagede digter - hvornår bliver det selv selvoptaget?