Udpost

2011-11-14T21:26:00.000+01:00

2011-11-13T01:36:00.001+01:00

Måske burde man aldrig læse biografier, eller aldrig læse dem færdig i hvert fald; de slutter altid deprimerende.
Det er i særlig grad tilfældet med den her.

2011-10-26T12:28:00.002+02:00

Det kommer vel næppe til at trække de store overskrifter i Danmark men så skriver jeg det lige her: Åbenbart døde Friedrich Kittler i sidste uge.

2011-10-10T16:25:00.001+02:00

Kharms og andre ting.

2011-10-03T14:47:00.002+02:00

Fandt det her læserbrev i en mappe. Med ting skrevet sammen med René. Har ingen erindring om det. Sikkert skrevet dengang vi lavede hyldestsange. Med lidt held er pianettet nu endelig blevet stillet op i det fjerne loftsrum, det burde være blevet i. Så lad os fejre det i dag.

LÆSERBREV:

Hvordan spiller pianettet?
Det spiller om dygtige muslimske piger,
Ligestillede, slørfrie arbejdsbier
Og spiller som om det er meget lettet

Over at stå med løvefødderne dybt i muld
Og tale den sunde fornufts sunde sag,
At tale og spille den hver eneste dag;
Klimpre optagelseskravene til det danske kuld:

Tørklæder hører til hos Morten Korch og konsorter
Det er kuk at gå med bur over hovedet
Hvor var vi, hvis Svantevit havde ledet?
Havde vi båret jilbabber i stedet for skjorter?

Hvem skal beskytte vores ærefulde tradition
For fuldstændig upartisk stillingtagen
Til alt og alle (på nær folk der går i lagen)
Og forsvare pianettets partis position?

Hvis ikke vi danske råber vagt i gevær,
Og ikke bekæmper enhver ulighed, der ikke er dansk,
Enhver uretfærdighed, der er udenlandsk,
Ender det med et Ragnarok her.

Det ender med assyrere her og hittitter der
Det ender med sære krydderier i vor sylte
Det ender med lammefrikadeller fyldte
Af slagtekød fra en shohet eller Khmer.

2011-09-21T18:51:00.001+02:00

"Folket" er ofte den abstraktion man tyr til, når man vil demonstrere sin glæde over at ikke alle er lige så kloge som en selv.

2011-08-03T15:13:00.002+02:00

Herzbergs lov

Het duurt altijd langer dan je denkt,
ook als je denkt
het zal wel langer duren dan ik denk
dan duurt het toch nog langer
dan je denkt.

2011-05-17T12:29:00.002+02:00

Brecht vs. postproduktion fortsætter her.
En lille rettelse: Det er ikke mig, der har oversat Leibovicis betahæfte, det er Lene Asp Frederiksen.

2011-04-07T00:26:00.001+02:00

To construct a career based on the ephemerality of the meme is at once thrilling and terrifying.

2011-03-27T20:23:00.005+02:00

Jeg læste op her i går, der var mange fine ting faktisk. Til lejligheden havde jeg konstrueret en maskine, der kan lave digte baseret på en (modificeret udgave af) Mette Østgaard Henriksens digt "Skelet til poetisk selvudfyldelse", der selv er baseret på Søren Ulrik Thomsens "Aftenens guld". Faktisk kan den lave ca. 2 x 10^27 (2 kvadrillarder) forskellige digte. Mine eksperimenter med digtmaskiner er foreløbige resultater af et større projekt og udspringer ikke så meget af en interesse i computerskabt poesi i sig selv.

Her er et link til en netudgave af maskinen. (Der er muligvis nogle problemer med tekstkodningen, jeg kan ikke finde ud af det).

Hvis du vil have din helt egen Søren-og-Mette-Maskine kan du downloade den til Mac her og til Windows her. Jeg har forsøgt at teste den, og det virkede i Mac 10.5 og 10.6 og i Windows 7. Man skal dog have Java installeret (hvilket OS X har automatisk, jeg ved ikke med Windows, men ellers er det på java.com).

Hvis der er noget, der ikke virker, så skriv en note - jeg kan dog ikke love, at det er noget jeg kan løse.

2011-03-10T12:46:00.000+01:00

Stendhal på vej.

2011-03-07T13:22:00.000+01:00

Detektiven Pessoa.

2011-03-05T22:42:00.001+01:00

Noter om Thomas Bernhard.

2011-03-05T14:03:00.001+01:00

“Jonathan Franzen and Ian McEwan seem to me to be almost the same writer - big baggy pillows that you fall into, basically 19th century novelists ...."

2011-03-01T12:38:00.002+01:00

Og tendensen for litteraturen i det hele taget (+ en forklaring på hvorfor man ikke skal udsende bøger i sommerferien...)

2011-02-28T22:48:00.000+01:00

Dårlige tider og fremtidsudsigter for poesien...

2011-02-17T13:06:00.001+01:00

Blecher skal indtages langsomt og i små doser ...

2011-02-15T16:46:00.003+01:00

I 2009 deltog jeg i en studiekreds på Galleri Q "Vedr. tekst" og optrådte sammen med Ida Börjel. Jeg tror, det var meningen, at der skulle være kommet et eller andet opsamlende dokument ud af det, men det blev vist aldrig til noget. Jeg skrev den her tekst og lægger den her nu. Tak til Ida og til Amalie og de andre arrangører.

2011-01-29T14:13:00.004+01:00

Meget lille bidrag til diskussion om køn.

Vi ved alle sammen at kvinder ikke forstår offside-reglen i fodbold. Jeg har ved selvsyn og nøje observation kunnet konstatere at forbavsende mange mænd ikke er i stand til at forstå de (skulle man tro) forholdsvis enkle regler om at bruge hænderne. Dette kan være årsag til megen ufrugtbar men engageret debat. Her følger derfor i uredigeret version de relevante afsnit fra Fodboldloven.

Hands:

Det er tilladt forsætligt (med vilje) at spille bolden med skulderen, forudsat at bolden ikke rører armen. Det er ikke tilladt at spille bolden med hånd eller arm, hvis det sker forsætligt, eller som følge af, at spilleren har forsøgt at gøre sig unaturligt høj eller bred. En reflekshandling er i fodboldlovens forstand forsætlig. Dommeren skal tage følgende i betragtning ved sin vurdering:

– Håndens bevægelse mod bolden – eller boldens bevægelse mod hånden Afstanden mellem modspilleren og bolden (kommer bolden uventet ?)

– Håndens position alene betyder ikke nødvendigvis, at der foreligger en forseelse.

– Det er også en forseelse at spille bolden med en genstand, som holdes i hånden (f.eks. tøj, benskinne)

– Det er også en forseelse at ramme bolden, med en genstand, som kastes (f.eks. støvle, benskinne) Uden for hans eget straffesparksfelt gælder de samme begrænsninger for målmanden som for alle andre spillere, hvad angår det at spille bolden med hånden.

Personlig straf: Der er tilfælde, hvor der kræves en advarsel for usportslig opførsel i forbindelse med, at en spiller forsætligt spiller bolden med hånden, f.eks. hvis en spiller

– med groft overlæg spiller bolden med hånden for at forhindre, at en modspiller erobrer den

– forsøger at score ved ulovlig brug af hånden. Hvis forseelsen betyder, at der fratages en oplagt scoringsmulighed, skal spilleren udvises. Den personlige straf skyldes ikke, at spilleren forsætligt spiller bolden med hånden – men at der foreligger en uacceptabel og unfair handling, som forhindrer en scoring.

2011-01-20T13:10:00.001+01:00

2011-01-20T02:52:00.001+01:00

"Jeg blev nødt til at gå herover. Hun har jo overhovedet ingen humor!"

2010-12-18T15:20:00.002+01:00

Bogproduktion for begyndere.

(Denne blogpost promoverer, opfordrer eller tilskynder på ingen måde til brugen af marihuana, hash, nikotin eller andre legale eller illegale substanser i væske- eller rygbar form under produktionen af bøger, periodica, unika eller andre publikationer.)

2010-12-14T15:20:00.002+01:00

"Der kan – i kraft af den generaliserede anæstesi - ikke længere findes den sensus communis, som endnu hos Gadamer er et væsenstræk ved kunsten. Det er en udvikling som har stået på i mere end 100 år, og hvis fuldbyrdelse i dag er et faktum som hele formidlingsindustrien – der i kunstens navn sætter alt muligt andet i stedet for kunsten - er et vidnesbyrd om. Kunsten er ganske enkelt forsvundet fra den offentlige scene. Det vil måske bekymre dem, der havde regnet med at skulle leve af kunsten (den sande kunst er, idet den blev privat, dermed også – o skræk! – blevet gratis!); men ser man sig omkring i kunstnermiljøerne, vil man opdage at flere og flere – ubekymret - erkender at det, de i virkeligheden er i færd med, allerede er noget andet end at producere kunstværker for et parasitært marked og endnu mere parasitære institutioner: det er at drive en virksomhed, et arkiv eller et bibliotek; eller det er at blive politisk aktivist, når nu ingen andre vil ..."

KNO

2010-11-17T20:38:00.000+01:00

Det stinker.

2010-11-16T16:15:00.001+01:00

DO NOT DO THIS UNLESS YOU WANT TO BE KNOWN AS A CREEPER.

2010-11-15T18:16:00.002+01:00

Susanne Staun tager ladegreb på sin salonriffel før hun stiger ind i bobslæden. På vej ned ser hun sig til stadighed omkring med sammenknebne øjne og plaffer forbitret løs på de tilskuere der forekommer hende at tilhøre indspiste kliker.

Christina Hagen, Olga Ravn, Ida Maria Hede, Marie Kudahl, Asta Olivia Nordenhof og Ina Munch Christensen har konstrueret en bobslæde arrangørerne kun kan betegne som obskøn. Den er dekoreret med graffittiagtige slogans ("Ned med heteronormativiteten!" o.lign.). Eftersom de er seks og slæden kun har plads til fire må to af dem hænge sammenkrøbne udenfor, en på hver side. Vi nægter at deltage i nogen form for konkurrence, skriver de i deres fælles manifest, vi nægter at blive reduceret til objekter i begærsøkonomien. Vi nægter at se os selv som feminister og fremfor alt at se os selv som ikke-feminister. Iøvrigt udgør vi ikke en gruppe.

Troels Kløvedal og Ib Michael har sat en ansøgning i avisen om to ekstra gaster til deres klassiske træbobslæde Fjeldgubben. Annoncen henvender sig primært til friske drenge og piger med lyst til en pause fra studierne og til at opleve verden set fra en bobslæde samt med tålmodighed til at høre på to gråhårede mænds endeløst langtrukne skrøner. Alt andet lige vil blondiner have fortrinsret.

Jørgen Leth har ikke nogen bobslæde. I stedet forestiller han sig en bobslæde og hvordan han sving efter sving styrer den uendeligt omhyggeligt i den perfekte kurve ned gennem banen. Efter seks timer glider den i superslow over målstregen og Leth springer ud af den, totalt udmattet men med adrenalinen pumpende i hele kroppen.

Jens Jacob Toftegaard skal til at stige ned i sin bobslæde da han kommer i tanke om en anekdote om Knud Romer han må fortælle. Og en til. Og en til. Så fortæller han en anekdote fra sine studiedage sammen med Jan Sonnergaard. Og en om en unanvngiven men let genkendelig kvindelig teaterinstruktørs seksuelle fantasier. Pludselig er solen gået ned og alle er forsvundet.

Hans Edvard Nørregaard-Nielsen ser på sin bobslæde. Åh havde det dog bare været en kane, tænker han.

2010-11-12T14:59:00.001+01:00

"René Jean ligner en klassisk poet med udvasket undertrøje - Martin ligner en matematiklærer, men sammen er de dynamit" (Tranekvidder fra i går)

2010-11-11T17:43:00.005+01:00

Team Basilisk stiger ned i bobslæden. Holdet består af Majse Aymo, René Jean Jensen og Martin Larsen. Pilot er Peter Højrup. De kommer ned i en udmærket tid, men ikke mange lægger mærke til det. Ved bunden bliver de modtaget af venner og bekendte.

Claus Beck-Nielsen stiger ned i bobslæden. Det er faktisk mere en skeleton-kælk. Han kaster sig frygtløst ned gennem første sving, men styrter og bliver slået ihjel. Under resten af konkurrencen bliver han liggende i svinget og stønner.

Carsten Jensen har samlet følgende hold til sin bobslæde: B.S. Christiansen, Carsten Mørch og ham der fra Operation Bøllebank. Carsten Jensen sidder bagerst og stirrer hele vejen ned med rank nakke og rynkede bryn ud over banen. Så snart slæden er i mål giver han sig til at skrive sine iagttagelser ned i en bog på 600 sider.

Jens Christian Grøndahl har ikke en bobslæde men et karosseri fra en Mercedes, der er blevet skrællet og tilpasset perfekt til turen ned gennem banen. Han kører elegant, men kommer ikke i mål i nogen særligt hurtig tid. Alligevel samler fotografer og journalister sig om ham da han åbner døren og træder ud, og badet i blitzlys fortæller han om sine erfaringer med banerne i Frankrig.

Leonora Christina Skov er pilot for et hold bestående af 3 lesbiske østtyskere fra Hillerød. Så snart de kommer i mål indgiver de officiel protest over at konkurrenter, arrangører, dommere, tidtagere og tilskuere hovedsageligt er mænd.

Mikkel Thykier styrer sin bobslæde ned gennem banen så let at mederne ikke efterlader det mindste spor i isen. "Det var mig der gjorde det," udtaler han bagefter til en gruppe uforstående reportere, "jeg havde intet med det at gøre."

Morten Søndergaard og Niels Lyngsø har konstrueret en helt særegen bobslæde. Den har meder på begge sider af skroget foruden dem på bunden, og det gør at den kan glide gennem svingene med ekstra udnyttelse af centrifugalkraften. Thomas Thøfner har udstyret den med en GPS-navigator og et gyroskop.

Hans Otto Jørgensens bobslæde trækkes hele vejen ned af et firspand af jyske malkekøer.

Før Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne og Jess Ørnsbo skal sætte sig ned i deres bobslæde udbryder der slagsmål om hvem af dem der skal styre den. Da de endelig kommer afsted slår slæden i første sving et gevaldigt slag og forsvinder ud over banens rækværk mens tre højlydte og ophidsede stemmer stadig høres fra dens indre.

Niels Frank nægter kategorisk at sætte sig ned i "den helvedesmaskine". Da han omsider bliver overtalt og slæden suser afsted, skriger han som en stukken gris hele vejen ned. Da han bliver interviewet bagefter går hans smil fra det ene øre til det andet og han udstøder skingre jubelråb.

Jens Blendstrup forsøger at styre sin bobslæde hele vejen tilbage til Risskov, 1978, mens Lars Bukdahl sidder bag ham og med fægtende arme beretter om P. Sørensen-Fugholm og Storm Ps ture på sidstnævntes selvbyggede bobslæde.

Suzanne Brøggers bobslæde bliver kørt ned gennem banen af Keld Zeruneith og Pablo Llambias. I mellemtiden tager Brøgger selv elevatoren ned til bunden, hvor hun står og venter iført læderbukser og fjerhat, da slæden ankommer. Hun leverer herefter en sviende kritik af hele arrangementets plumphed.

Mette Moestrup har fyldt sin slæde med en 2.G fra Nørre Gymnasium. De har fået til opgave at arbejde sammen og endvidere så vidt muligt at involvere publikum i projektet med at få bragt slæden ned til mål.

2010-11-09T13:57:00.000+01:00

I. Sicut quodammodo tenebras semper minima forma lucis lector semper quodammodo litterarum.

2010-10-29T18:04:00.001+02:00

Et indlæg om weekendens store oplæsningsarrangement fra manden, der muligvis er Danmarks største røvhul. Han har et par ganske udmærkede pointer, synes jeg, men i sin ufattelige selvfedme glemmer han da vist at nævne, at når han hver måned hæver sin faste kulturredaktørgage (som jeg er sikker på er mindst tre gange så stor som gennemsnittet af de omtalte forfatteres årlige indtægter), kommer de 25% via dagbladenes momsfritagelse lige op af statskassen.

2010-10-16T23:22:00.004+02:00

Benoît Mandelbrot 1924-2010

2010-10-12T14:15:00.002+02:00

Ting jeg ikke lige kan gennemskue:
Hvad for en kat?
Hvordan tudegrim?
Hvilke trækroner?
Hvorfor skal skønheden leve længe?
Hvad er det for en måned?
Og møllen?

2010-10-04T16:58:00.002+02:00

Milde himmel!

2010-10-01T17:16:00.001+02:00

Dagens ord: fiddevavpoesi.

2010-09-30T22:45:00.000+02:00

Ladbrokes tror virkelig på poeterne! (Yeah, right).

2010-09-09T14:40:00.000+02:00

Åh nej! Fejl afsløret i det danske sprog!

2010-09-09T13:37:00.000+02:00

Den store nordiske skammebog vol. 1

2010-09-01T18:28:00.001+02:00

For dem af os som aldrig fik det der kursus i litterær teori: Hurra for Yale.

2010-08-31T21:34:00.000+02:00

Higgs, Higgs,
Glorious Higgs...

2010-08-20T00:08:00.002+02:00

DIGT 18/8 17.48-51 (efter Sofi Oksanen)

Væggene har ører
Og ørerne har øreringe
Og ringene har perler
Og perlerne har skaller
Og skallerne har finner
Og finnerne har ører.
Og ørerne har flipper
Og flipperne er stive
Og stiverne holder teltet
Og teltet har vægge
Og væggene har ører.

2010-08-09T20:34:00.004+02:00

"Now we have no working definition of irony anymore -- thanks, John Ashbery!"

Okay, det er måske lidt overdrevet, men jeg kunne egentlig meget godt lide den liste.

2010-07-30T12:15:00.000+02:00

det er fuckd at blive hackd

2010-07-07T23:21:00.001+02:00

Who was Bolitho Blane?

2010-06-17T22:17:00.000+02:00

didah-didah.

2010-06-10T11:25:00.002+02:00

Her er åbningsscenen vi talte om. Jeg siger med vilje ikke åbningssekvens af, ja åbenlyse grunde. Men den er kun 8 minutter lang, jeg huskede den som længere, måske husker jeg alt som længere. (Det kan dog UMULIGT være tilfældet for scenen med pigen og katten.)

2010-05-28T21:27:00.002+02:00

Peter Nielsen keder sig. Han er blevet træt af at høre på Carsten Jensen. Hvorfor er der ikke nogen andre, der vil sige noget? Her er et forslag: LÆS EN BOG! Jeg ved godt, det ikke er lige så ophidsende som kulturjournalistik og "debat". Men i tørkeperioder kan det da måske forsøges?

2010-05-26T23:53:00.003+02:00

I nat, natten før den nye bog kommer fra trykken, to nætter før jeg skal læse op fra den og bedømmes i kritikersalonen her – jeg vil overlade det til mere øvede drømmetydere at afgøre hvilken af disse to begivenheder, der har haft den største betydning – havde jeg en drøm, et mareridt, af den slags, man fører dagbog for at kunne skrive ned. Jeg har ingen dagbog, så jeg skriver den her.
I drømmen har jeg valgt at gå til audition som operasanger på det Kgl. Teater. Jeg skal synge en arie, Nessun dorma. Jeg er nervøs, med god grund skal det vise sig; så snart akkompagnementet går i gang, går det op for mig at jeg nok burde have øvet mig i forvejen. Som det er, synger jeg helt skævt, kan ikke huske hverken ordene eller melodien. Jeg er som en X Factor-freak. Efterhånden som arien skrider frem går det dog bedre og bedre; det lykkes sågar at ramme flere af tonerne rent til sidst. Alligevel er der naturligvis en altgennemtrængende følelse af ydmygende pinlighed. Det værste er, at tilhørerne, af hvilke jeg kender mindst en temmelig godt, insisterer på, at det ikke var så dårligt på trods af nogle åbenlyse problemer. At jeg nok skal prøve igen en anden gang. Jeg følges med dem ud, vi taler høfligt med hinanden om andre ting.

2010-05-21T17:34:00.002+02:00

FORÅRSKÅDHED HOS GYLDENDAL?

Forlaget opjusterede i dag forventningerne til min snart kommende, finurlige og tankevækkende bog således at første oplag nu bliver trykt i 600 eksemplarer! Og garantihonoraret vokser og vokser. Hurra!

2010-05-20T02:28:00.002+02:00

Titler jeg glæder mig til:

Dulle Griet-banden
Vagina-dialogerne (desværre var meningen at jeg selv skulle skrive denne, hvilket utvivlsomt betyder at den forbliver en drøm).
Alting slukkes (okay rimelig indforstået men alligevel)

GOTT IM HIMMEL!! En enkelt Long Island ice tea og en enkelt Mojito og så kan man ikke holde den slags for sig selv. Pinligt!

2010-05-18T15:36:00.003+02:00

ADDENDUM
til noter og kommentar her.

Jeg er ved at læse Bengt Jangfeldts biografi Med livet som insats – berättelsen om Vladimir Majakovskij och hans krets. Til kredsen hører i allerhøjeste grad Lili Brik, som i hvert fald de første par hundrede sider (så langt jeg er nået nu) er næsten lige så meget hovedperson som Majakovskij selv. Men så er der et afsnit der lyder sådan her:

Lili bar livet ut på en stor hemlighet, som bara en annan person var invigd i: Roman Jakobson, som en gång av en "ren tillfällighet" blev vittne till en händelse som om den blev känd "helt skulle förändra Lilis biografi". Han avslöjade aldrig vad det rörde sig om men på frågan hur hemligheten skulle förändra hennes biografi om den kom ut svarade han: "Som förändringar förändrar."

HVAD?!! tænker man, det kan du da ikke bare skrive! Hvis en romanforfatter havde skrevet et sådant afsnit i sin roman og aldrig var vendt tilbage til det, ville man opfatte det som håbløst, koket, totalt undergravende. En sådan pistol KAN man bare ikke hænge op i første akt uden at nogen bliver skudt i tredje!

UPDATE:
For en noget anderledes oplevelse af den oprindelige diskussion se her.

2010-05-10T00:56:00.000+02:00

Åh, disse minder...

2010-05-01T14:13:00.002+02:00

Jeg ville egentlig skrive et åbent læserbrev til Thomas Thurah ("Kære Thomas, Hvad fanden har du gang i..."), som i Politiken i dag slutter en seksstjernet anmeldelse af med rituelt at svine forlaget (altså Basilisk) til og kalde os både højrøvede og fedterøvede – men jeg gider ikke, og jeg har ikke tid, og den tid jeg har, vil jeg hellere bruge på at læse og genlæse Renés fremragende 1.maj-tale her.

2010-04-29T16:00:00.002+02:00

Jeg er endelig endelig endelig ved at læse korrektur på Hvis jeg var kunstner, som skal komme om en måneds tid. Et af afsnittene lyder:

Hvis jeg var kunﬆner ville jeg komme i tanke om syltede ferskner og pærer med råkrem.

Tilsyneladende har Dansk sprognævn nu bestemt, at creme ikke længere (eller rettere: igen ikke) må staves med k. Jeg tror nu, jeg vil lade det stå. På den måde kommer det lille ubetydelige afsnit, som mest af alt er en slags skjult hilsen til Joe Brainard, både til at indeholde en barndomserindring og en erindring om det nu afviklede ord.

Råkrem † 1985-2005

2010-04-13T16:43:00.002+02:00

Jeg har fået læst Anthony Graftons The Footnote – a curious history som på tysk har en titel med mere schwung: Die tragischen Ursprünge der deutschen Fussnote. Men da det egentlig er en temmelig kedelig bog passer den kedelige titel måske bedre. Desværre handler bogen ikke om fodnoten som sådan eller dens historie, det der interesserer Grafton er snarere historiografi og fodnotens helt specifikke anvendelse som videnskabeligt redskab i historievidenskaben (bortset fra at i det længste af bogens seks kapitler (eller føltes det bare sådan?) glemmer han fodnoten helt og taler bare om ecclesiaster og oldkyndige i det sekstende århundrede).
Nå men det lykkes ham trods alt at fortælle et par anekdoter, jeg her vil gengive:

We owe to [Pierre Bayle] the preservation of Caspar Scioppius' description of the sparrow he watched, from his student lodging at Ingolstadt, having intercourse twenty times and then dying – as well as Scioppius' reflection, "O unfair lot. Is this to be granted to sparrows and denied to men?"

og (skønt bogen handler om fodnoter og selvfølgelig er spækket med dem, og skønt Grafton roser fx Gibbon for hans elegante, litterære og ironiske brug af fodnoter, er de stort set alle sammen komplet ligegyldige og består blot af henvisninger. Men på aller sidste side kommer det her citat fra en bog om Harry Belafonte):

Belafonte also recalls how the citation codes Du Bois used stimied his first efforts at self-education: "So when I was on leave [Belafonte var sømand på det tidspunkt (ML)] going into Chicago, I went to a library with a long list of books [hvis titler han havde fundet i Du Bois' fodnoter (ML)]. The librarian said, 'That's too many, young man. You're going to have to cut it down.' I said, 'I can make it very easy. Just give me everything you got by Ibid.' She said, 'There's no such writer.' I called her a racist. I said, 'Are you trying to keep me in the darkness?' And I walked out of there angry."

2010-04-09T23:26:00.000+02:00

Den polske antologi.

2010-04-07T18:34:00.003+02:00

Jeg kan på en måde også godt lide den konfrontatoriske tone fra Bruce Andrews-interviewet:

I always felt like the problem with the curriculum in literary studies is not that it can’t accommodate so-called language poetry, as an addendum, as an extra thing; it can, I think. But the problem is that, for us, the other stuff is in the way. There’s a sense that for us to actually have the kind of presence in literary culture that we would like to have, we need to have our work actively delegitimize other work, to clear a space for it. Pluralism isn’t it. There literally has to be a detonating quality, where we put a little bomb under people’s expectations, so that they say well now that I’m excited about this, this other stuff seems hopelessly boring and I’m no longer interested in it, period. I remember when Dworkin was on the faculty at Princeton he said one of his greatest achievements was to get Robert Frost taken off the required reading list. To me that’s the issue.

René sagde at han havde talt med Jørgen Michaelsen om noget der måske var noget andet, men med en lignende idé om at kunsten er nødt til at være destruktiv. Var det Højholt der sagde "man destruerer sig vej frem"? (Eller var det Gustava Brandt?) Nej komon! Selvfølgelig var det Højholt.

2010-04-07T18:07:00.002+02:00

Betabloggen er officielt åbnet nu og lad mig i den anledning citere en note til Thomas Lundbos fine oversigtsartikel om nutidens franske poesi(er) i det nye nummer af Vinduet (som ellers handler mest om Sebald):

På Oslo Poesifestival 2007 var et af de første indslag på programmet en paneldebat om lyrikkens status. Salen var halvfuld, panelet bestod af fem repræsentanter for forfatterne, forlagene, medierne, kritikerne og den litterære institution iøvrigt. Det blev den sædvanlige klagesang, om at lyrikken er i færd med at blive marginaliseret, fortrængt og dø ud, at den sælger for lidt, formidles for dårligt, ofres på kommercialiseringens alter og må holdes kunstigt i live. Man kan bryde sig om en sådan udvikling eller ej (for så vidt som situationen nu adskiller sig fra den for, lad os sige, femten år siden), men det, som måske burde give mere anledning til bekymring, var, at ingen i dette panel, så vidt jeg husker, stillede spørgsmålet, om hvad poesien eller lyrikken kan være, hvordan den evt. bør være, hvilke muligheder den har for at være relevant i det samfund, den eksisterer i. Alle – hvis man ser bort fra et par røster, der hævede sig fra salen – syntes at være enige, om hvad lyrikken/poesien var, og om at det var det, den skulle og burde være. Netop det forekommer mig at være et større krisetegn end lave salgstal og manglende omtale i de store medier.

2010-04-05T03:07:00.001+02:00

Papirknivspoeten

2010-03-22T16:58:00.002+01:00

Hvilket minder mig om Kejser Josef 2.s bemærkning om Figaros bryllup: "For mange toner."

2010-01-28T01:54:00.002+01:00

Mere flueknepperi:

... Det giver en radikalt anden komposition, men hensigten er den samme. Det var den også hos den nyligt afdøde forfatter David Foster Wallace, hvis hovedværk er en roman med den sigende titel Infinity, uendelighed....

Øh, nej Carsten. Den hedder Infinite Jest, som også er en sigende titel, selv om det ikke helt lyder som bind fire i Ejersbos trilogi. Men hensigten er den samme. Sikkert. Hvad den så end er.

2010-01-06T21:32:00.001+01:00

Dette er en fantastisk anmeldelse!

2009-12-16T19:25:00.001+01:00

Tao Lin om Thomas Bernhard:

"I liked the main character because his shit-talking seemed existential, it was not a man who seriously believed he was better than other people, that some kind of art form or life was better than some other kind, or that he was actually doing more important things than anyone else. He seemed to have endless shit-talking in his head all the time, irregardless of his situation, and he seemed to know this, and therefore be able to look at it and not believe it. He seemed just really depressed about life. Alone in bed he probably shit-talked life, death, and other existential things rather than specific people (which I believe he probably generally felt sympathy towards). I hear some people talking shit and I feel like they would actually kill the other person, if given the chance, “powered” by the force of their own abstract shit-talking. I believe the narrator would rather kill himself than kill someone else. I enjoyed Woodcutters by Thomas Bernhard."

2009-12-07T02:37:00.001+01:00

Jeg gentager mig selv (smilende):
GO TO HELL!

2009-11-29T14:34:00.000+01:00

DIGTEREN ER EN COWBOY MED PODAGRA

2009-11-23T15:29:00.002+01:00

It makes people happy when the good guys win

+

Jeg indrømmer at jeg bliver en lille smule irriteret over at ikke engang Lillian kan stave John Ashberys navn rigtigt.

2009-11-09T17:53:00.002+01:00

Altings a

vand af af bar drak alt fra af at af da af at kan plads af halvt

af talt af hans varm Alt af vand kan tak af dag dag kan man

gangs kan at man alfa skal dag har ja af har at kaj kan skal af

plads fra af af langt langt man kan man man kan sag satans stand

Al man har at var af rask bag af fra da af fra man af fra man

har man af af sand fra han hans af af at man kan hav man

man af arts af at fra gang har af fra at at man at man af at

langt har svagt at man man at man af klart at kan fra hav at da

Af man fra fra skal af at langt hvad da at adgang skal svar at

har af da har skabt af alt alt Han at skal at var da Adam var

han at stand at at navn hans halvt Halvt af ham garn har da hvad

af har sad svagt af klar af palads af svar ham har skal nat vand

mark fra akt at at fra af mands at kan Aha da har har af skal

har har mandala fra af af af af af var at var rand af kan man

sagt a man skal dag nat af at af at var man var var man man

har man man af har kan alt kan af at var at at af at at

kald at har at sag lad da af kan af af at at fra a kan at at

at var sang kan man at kan man har Wang sagt At at af at

Alt vand har vand af fra man man kan hvad angst man af har var

var var at at af at da da at Man fra at han at skak af nat

var Wang han an Han han kan at af Han at Han at han hans

fra kan han han Langt han han har hans ham han ham han han

Halvt da han hvad han han af ad at alt skal hans vand at kan

kan samt dag langt fra langt fra han af Han han svar Han ham

af bag af fra af Hvad at al han smag af han var as all kan

sad at drak nat Hvad At kan hvad var var nat var af at at af

at var man at Lars Ja da fald af tabt at at at plads at at

alt fra var at Hav fra at fladt af hat fra skal at har har haft

af fra har sat

(monovokal analyse af .det stof alting er gjort af.)

2009-10-28T18:19:00.000+01:00

Caroline om kunst og poesi + en helt ny side af Philip Larkin.

2009-10-26T22:14:00.003+01:00

Til hvem det nu måtte interessere: Monogrammer kan nu bestilles på det Kongelige Biblioteks Læsesal. Læs mere:
http://tiny.cc/monogrammer

2009-10-14T03:08:00.002+02:00

Mere om Holger Bech Nielsen og LHC.

2009-10-06T13:33:00.002+02:00

Digtet om Den Store Ener

DSE er forfatter
DSE står uden for alting
DSE skriver det ingen andre tør skrive
DSE skriver det ingen andre kan skrive
DSE skriver det ingen andre vil skrive
DSE er en hård hund men blød indeni
DSE gennemskuer os alle
DSE er besat af gruppementalitet.
DSE har en tese det er nødvendigt at forholde sig til
DSE er på det rene. Med det hele.
DSE er fløjtende ligeglad med de andre Store Enere
DSE tager chancer.
DSE gentager ikke sig selv.
DSE vil sætte fingeren på det fortrængtes byld og trykke til
DSE provokerer
DSE vil få smæk
DSE vil have smæk

2009-08-30T13:34:00.001+02:00

Det regner hver dag her.
Det er meget fantasisk.

2009-08-29T14:06:00.002+02:00

I går læste jeg en af de mest rædselsfulde romaner nogensinde. Den hed Søhestenes dal og var skrevet af en psykolog.

2009-08-28T11:59:00.000+02:00

Der sidder en skovsnegl på min postkas´
En smuk og bedårende fyr.
Hva´ laver en skovsnegl på en postkas´?
Det er et ret sliberigt dyr.

2009-08-25T18:23:00.001+02:00

Er på Hald. På vej i toget læste jeg Haralds Trivia 2. Den er fantastisk!

2009-08-17T18:03:00.005+02:00

Nogle preliminære og forsøgsvise notater til en model for afklaring af placering af politisk og andet ansvar

Lad os sige, at C er en politibetjent som 1) tæsker en demonstrant A med sin stav og 2) arresterer en iraker B i en kirke. Lad os endvidere sige, at disse handlinger er resultat af en kæde af forudgående handlinger foretaget ikke bare af A, B og C, men af en hel række personer og myndigheder D - I.
Jeg foreslår nu, at vi bruger et rutediagram som det ovenstående til at forsøge nærmere at bestemme eller i det mindste få et klarere billede af hvorledes ansvaret α for handlingerne 1) og 2) kan flyde mellem aktørerne A - I på forskellige måder og forskellige retninger, på en sådan måde, at det næsten kan være umuligt at få øje på eller placere. Ordet ansvar skal ikke her nødvendigvis forstås synonymt med det moralske skyld (der definitorisk implicerer en moralsk transgression), men angår udelukkende hvilke aktører, der må stå til regnskab for hvilke handlinger.
Lad os sætte det samlede ansvar for hver handling 1) og 2) til indekstallet 100.
Lad os da først se på den forholdsvis enkle sag 1) som involverer aktørerne A, C og D. Demonstranten A bryder loven og forstyrrer den offentlige orden ved (fredeligt) at nægte at udføre Cs anvisninger. C er nu i sin gode ret til at udøve sit grundlovssikrede magtmonopol. Ansvaret for 1) kan således i udgangspunktet sættes til α(A)=100 og α(C)=0. Imidlertid er dette magtmonopol naturligvis ikke uindskrænket, og såfremt C udøver vold, der overskrider Cs beføjelser, skifter ansvaret for denne handling fra A til C. Hvis C eksempelvis tæsker umotiveret løs på A, må ansvaret for dette ansættes til α(C)=100, α(A)=0. I en ophedet situation kan begge parter bære en del af ansvaret for tilspidsningen af situationen, og det kan være svært at afgøre præcis, hvordan det proportionelle ansvarstal skal fordeles. Imidlertid forbliver det samlede ansvar α altid konstant: α(X1)+α(X2)+...α(Xn)=100, hvilket er afgørende, for det illustrerer, at ansvaret nok kan skubbes rundt i diagrammet, så det bliver usynligt, men det får det aldrig til at forsvinde. Vi starter med at hælde ansvaret i fra toppen og observerer, hvordan det fordeler sig ned gennem diagrammet.

Lad os nu se på den betydeligt mere komplicerede situation 2).
Her har vi i første omgang B, som har nægtet at overholde landets love, og C, som er sat til at håndhæve disse. I lighed med 1) har vi her som udgangspunkt en aktør B, som bryder loven ved (fredeligt) at opholde sig på en geografisk position han/hun ikke har hjemmel til. Som udgangspunkt har vi således α(B)=100. Til trods for at C er den mest synlige aktør i sagen, synes det åbenlyst at Cs ansvarstal – α(C) – her er ret lavt men ikke 0. Politibetjenten udfører et arbejde, han er blevet beordret til og bliver via politikorpsets kommandostruktur på den måde fritaget for egentligt ansvar for sine handlinger; det er i stedet den, som giver ordren, dvs. politimesteren/politidirektøren D, som står til ansvar for politiets samlede opførsel. Dette fritager naturligvis ikke C for a) ansvaret for handlinger der går ud over de magtbeføjelser han er blevet tillagt samt b) ansvaret for i særlige tilfælde at nægte at udføre ordrer, der er urimelige med de tilhørende konsekvenser, det vil have for Cs egne jobforhold. Lad os tentativt sætte* α(C)=5, hvilket foreløbig efterlader os med α(B)=95.
Det næste, vi skal se på, er α(D). Egentlig adskiller Ds situation sig ikke meget fra Cs – også D er forpligtet ifølge loven til at anvende magt til opretholdelse af selvsamme. Modtager D således en anmeldelse fra fx E om et brud på loven er D forpligtet til at handle. D står endvidere direkte til ansvar for F, som leder etatens øverste myndighed. F står til gengæld til ansvar for sin overordnede G, der er øverste ansvarlig for den udøvende magt og for opretholdelse af Loven, H.
Ud over det personlige ansvar D har (på helt samme måde som C), hviler en større del af ansvaret for fortolkning og prioritering på D. Lad os derfor sætte α(D)=10.
Den direkte årsag til Bs lovbrud er en bestemmelse af E. Denne bestemmelse formodes at være i overenstemmelse med loven H, men rummer alligevel altid en personlig fortolkning, som foretages af de medlemmer (i enkelte tilfælde blot af formanden men ellers som regel af flere medlemmer), der sidder i E. Da vi ikke ved, hvem der træffer præcis hvilke afgørelser, kan vi ikke splitte α(E) op på enkelte medlemmer, således som et mere komplet diagram ellers ville kræve det. Vi sætter α(E)=10.
I en højprofileret og særlig situation er der næppe nogen tvivl om at D vil vælge at konferere med F og F med G. Lad os sætte α(F)=10 og α(G)=5, eftersom dette utvivlsom falder inden for Fs ansvarsområde.
Da H er en upersonlig instans, passerer ansvar modstandsløst igennem den direkte til I, som er Lovens ophav. Her gemmer sig utvivlsom størsteparten af det ansvar, vi leder efter: α(I)=40. Det er klart at man godt kunne detaljere diagrammet endnu mere og dele I op i medlemmer af I og endvidere forlænge linjerne til de vælgere, der har stemt på Folketingets medlemmer. Men i et repræsentativt demokrati er meningen netop, at Folketingets medlemmer skal tage ansvaret for Lovens udformning, og Folketinget er Lovens direkte ophav, så det forekommer mest naturligt at lade sagen ende her med flg. værdier:

α(B)=20
α(C)=5
α(D)=10
α(E)=10
α(F)=10
α(G)=5
α(I)=40
α(B-I)=100

Kort kommentar: Det er klart, at tilskrivninger af værdi er afhængig af ideologiske forudsætninger. I en ren Lov-og-Orden-ideologi fx er såvel politi som øvrige medlemmer af den udøvende magt lige så gennemstrømmelige som Loven selv. Her er ansvaret udelukkende et spørgsmål, der angår Lovgiveren og Lovbryderen. Her ville α(C-H)=0.

* Idet vi er bevidste om at disse fastsættelser er højst diskutable og variable i forhold til en samlet vurdering af situationen. Pointen her er ikke at bestemme sande værdier, men at fremlægge en model til en mere detaljeret analyse af dem.

2009-07-18T04:06:00.001+02:00

This is a triumph! (via Christian)

2009-07-09T21:35:00.001+02:00

Attituderelativismen genoplivet.

2009-06-29T23:05:00.003+02:00

Dæmonisk?

Engleagtigt?

2009-06-26T12:52:00.001+02:00

Lipogram in E: Writing as a form of a workout is paradigmatic to Oulipian praxis.

2009-06-22T13:12:00.001+02:00

III

Mikkel beskriver i det tredje af bogens tre forord en form for læsning, der ikke orienterer sig efter “musikalitet, spændstighed, skæve syner og billeddannelser, elegance, sensibilitet, charme, indlevelsesevne, humor, indsigt osv.” Man kunne måske fortsætte listen med endnu mere vulgære ting såsom spændingskurver, plot, underholdning – alle de ting, man ville kunne sammenfatte som de steder i en tekst, hvor sproget selv eller teksten selv bliver et show i aller bredeste forstand, bliver et verbalt fyrværkeri eller psykologisk indtrængende, gribende simpelthen, eller, hvis man var mere giftig ville man sige show-off; alle de steder, hvor forfatteren virkelig viser os, hvad han kan. Og jeg siger, hvad han kan med vilje for selv om jeg ikke vil sige andet om de to andre bøger her, vil jeg lige gøre opmærksom på den lidt løse forbindelse mellem de her show-off kvaliteter og så det vi tit forbinder med typisk maskuline kvaliteter, de egenskaber det stærke subjekt har, evnen til at lukke af for de intime følelser, den evige trang til at demonstrere for den ydre verden at man har styr på tingene, alle de der klassiske maskuline klicheer. Som Mikkel så rigtigt skriver i hæftet om Vincent Gallo, handler Buffalo ‘66 om en person, der forsøger at tage den maskulinitet på sig, men gang på gang på ydmygende og meget komisk vis bliver frataget den værdighed, som hele den der maskuline forestilling (og 'forestilling' kan man her både forstå som idé og som show) er baseret på. Der gemmer sig et elegant ordspil her, måske kunne man sige at maskuliniteten netop er en maske, som når den rives af igen og igen, blotter det intime ansigt, der skjuler sig bagved.

Men tilbage til den type læsning som søger noget andet. Hvad for noget andet? En ‘stumhed’ foreslår Mikkel, eller noget ufuldkomment, sprækker, hvor noget andet kan dukke frem. Det kunne være skitser, udkast, det kunne være steder, hvor forfatterens mangler afslører sig, tekster der er ‘døde’ som Norén kalder dem, eller forarbejder (som bogen her, det kan næppe komme som nogen overraskelse, at bogen er et forsvarsskrift for sig selv). Men hvorfor skal vi dog læse den slags, kan man med god ret spørge? Er det ikke forfatterens opgave, at gøre tingene færdige og gøre sig umage, og er vi ikke bedst tjent med at læse tekster, der viser os forfatteren i hans eller hendes fulde flor?
Den her anden måde at læse på peger tilbage på romantikken som den tid, hvor man begyndte at læse fragmentet som litterært udtryk og se skitsen som kunst. Men det er ikke historien det handler om her, og det er heller ikke, tror jeg, selv om jeg ikke kan overskue, hvordan det evt. hænger sammen, den romantiske tanke om det sublime overfor det skønne.

I stedet taler Mikkel om intensitet overfor imtimitet, ikke nødvendigvis sådan at det ene optræder på bekostning af det andet, men ud fra en idé eller muligvis iagttagelse om at den moderne litteratur (og der findes kun moderne litteratur i den her bog, men jeg er ikke sikker på at det ville stille sig anderledes med al den anden litteratur vi kender fra den vestlige kanon, i hvert fald i det vi forstår ved litteratur i snævrere forstand), al den moderne litteratur har satset ensidigt på intensiteten, mest emblematisk med Nietzsches udtryk om at ‘føde en dansende stjerne’. Idéen om intensitet kobles så sammen med forestillingen om subjektet, jeget (på den måde kunne man måske sige, at det emblematiske moderne intense værk er ‘Sangen om mig selv’?); mens intensitet er koblet til subjekt forudsætter intimitet altid to subjekter i en møde-situation. Modernismen ser Mikkel altså som gennemsyret af jegets problem, især af jegets ubodelige ensomhed, dets konstitutionelle eksil i forhold til verden og vi får en litteratur, som, selv om den ikke altid handler om dem, kommer til at tage udgangspunkt i angst og ensomhed og hvor intensiteten måske forsøger at opfylde sig selv til ekstase, ek-stase, som betyder at stå uden for sig selv eller som vi siger på dansk, at være ude af sig selv.
Hvorimod det ikke er angsten men altså den i og for sig lige så problematiske følelse ved ikke ensomheden men genertheden som bliver udgangspunkt for den intime løsning.

Men lad os lige vende tilbage og spørge igen, hvorfor det nu var vi skulle læse skitser og ufuldkommenheder, og hvad det har med intimitet at gøre?
Jo, hvis vi nu for et øjeblik forestiller os, at det at skrive ikke er et sted at præsentere eller gestalte erfaringer, men et sted at gøre erfaringer, hvilket er noget som en vis del af den moderne litteratur godt kunne finde på at hævde, og det gælder ikke mindst den del af litteraturen, som nærmer sig litteraturteori – ikke akademisk teori, der netop har til opgave at samle og videregive viden – den litteratur som digter med begreber, som bruger begreber til (jeg citerer): “det imaginære arbejde, der altid har været litteraturens”, “at skabe forestillinger”, hvis vi tror på det, så bliver skitsen et sted, som er nærmere erfaringen selv end værket – for værket er det sted, hvor erfaringen formuleres, håndteres og stabiliseres med de krav til indre sammenhæng det muligvis medfører. Det er klart, at det vi møder i skitsen eller med Mikkels eksempel i Anti-Ødipus’ arbejdspapirer, det er ikke erfaringen selv, det er stadig skrift, men man kan forestille sig at det er et “mellem-område, et område mellem erfaringens forvirring og erkendelsens klarhed.” Måske er det med den forvirring idéen om intimitet opstår. At vi er tættere på forfatteren end vi nogen sinde kan komme i værket – værket er i al gængs moderne litteraturteori jo autonomt, en størrelse i sig selv, et sprogligt objekt frigjort fra sin skaber.

2009-06-22T12:30:00.000+02:00

II

Litteraturens betingelser er altså verdens betingelser, som en ofte gentaget formulering lyder. Litteraturens betingelser er som allerede antydet, at den indgår i et socialt spil. Nu kan man inden for det sociales felt påstå alle mulige ting om litteraturen – at den fylder for lidt i offentligheden, at forfatterne fylder for meget i offentligheden, at bogens vilkår på det frie marked er vanskelige, at forfatterenes økonomiske forhold er elendige, at litteraturen bør (eller ikke bør) engagere sig i den politiske virkelighed; man kan se på litteraturens sociale funktioner på alle mulige niveauer.
Det er Mikkel ikke interesseret i. Det er ikke det, han vil tale om. Han vil tale om litteraturens helt grundlæggende måde at være social på, dvs. den måde dens henvendelse til læseren finder sted på. Nærmere bestemt vil han rette blikket mod litteraturens manglende evne til at skabe et intimt felt for sin læser, et intimt møde mellem den læsende og den skrivende eller i den bedste af alle verdener måske mellem to skrivende, en skriftens møde og udveksling i det intime rum, hvor ‘læser’ og ‘skriver’ ideelt set er indbyrdes udskiftelige begreber. Flere gange nævnes brevvekslingen naturligt nok som model for denne skrift.

Hvis jeg skal væve lidt videre på det, og her taler jeg altså på egne vegne og ikke på bogens (men det gælder jo sådan set alt det jeg siger), så vil jeg sige, at den model for litteratur (jeg vil gerne kalde det en model for litteratur for selv om Mikkel nogle gange polemiserer mod litteraturen som sådan, andre gange mere specifikt mod modernismen og antyder at den (litteraturen/modernismen) overhovedet ikke er i stand til at tilvejebringe et sådant møde, så er jeg af den opfattelse, at det kan litteraturen faktisk godt, det møde er faktisk muligt), brevvekslingens eller det intime rums model for litteraturen, den virker ganske genkendelig for mig som en læsningens poetik (hvis man kan tale om det, det mener jeg sagtens, man kan); når jeg læser vil jeg ofte læse som en, der søger at lytte efter hvad forfatteren forsøger at sige mig, som om forfatteren taler direkte til mig. Derfor synes jeg osse jeg har et meget intimt forhold til de forfattere, jeg holder af. Hvis jeg omvendt oplever, at forfatteren forsøger at tale til et ‘publikum’ af læsere, hvis beskaffenhed på forhånd er bestemt, fx til ‘offentligheden’, bliver jeg let irriteret eller ligefrem frastødt. Den intimitet jeg taler om her, er en konstrueret intimitet, men det betyder ikke at den er uautentisk.

2009-06-22T00:34:00.003+02:00

Første del af det jeg prøvede at sige ved receptionen for udgivelse af de tre bøger, Entre: Mikkel Thykier, Skyggeboksning og Gennem mig gik hun i seng med en afdød (hun tog et lig i munden).

I

Den her bog starter i og for sig med en misforståelse: Forfatteren begynder med at notere sig det pudsige faktum, at før man går i gang med at læse en bog på engelsk, kan man risikere at skulle igennem en ‘prologue’. Og før den har man måske allerede skullet læse en ‘introduction’. Før den er man muligvis stødt på et ‘foreword’. Og før det kan man endda have skullet læse eller, hvis man ikke har orket det, skullet bladre sig forbi et ‘preface’. De tre første, siger Mikkel (lad os tillade os at være så familiært intime, at vi bruger forfatterens fornavn), de tre første svarer vel på dansk nogenlunde til henholdsvis ‘prolog’, ‘indledning’ og ‘forord’. Men hvad med ‘preface’? hvad er det? Det ansigt, der vises før teksten? Eller noget, der er før ansigtet? (s. 19) Det lyder mærkeligt, sådan noget har vi vist ikke på dansk? Men misforståelsen her er jo så at preface kommer af lat. præ + fari, for + tale; det har intetsomhelst med noget ansigt at gøre. Et ‘preface’ er endvidere tit noget, som er skrevet af en anden end selve forfatteren og det er ofte karakteriseret ved at være underskrevet med navn, tid og sted lige som et brev.
På den måde bliver via en skæv betydning altså adskillige begreber som den her bog tager op som problematiske allerede sat i spil: Ansigtet, identiteten, navnet, bogen, brevet, litteraturen, de personlige pronominer.

Det første af de tre forord bogen rummer starter med en kort opregning af nogle af de vanskeligheder Mikkel har haft med at få udgivet bøger og få dem udgivet sådan som han gerne ville have det, vanskeligheder, der, kan man forstå, dels har været rent praktiske, dels har været resultat af en særlig litteraturopfattelse, en ideologi måske ligefrem, en litteraturopfattelse som spejler en opfattelse af det civile samfunds måde at organisere sig selv på:

“Litteraturens muligheder for eksistens er stort set de samme som betingelserne for liv i dagens verden; litteraturen organiseres efter de samme betingelser som dem, det enkelte menneske og dets liv i dagens verden er organiseret efter; bøgerne og deres muligheder bliver en spejling af borgernes muligheder; det, der er en begrænsning af det enkelte menneskes liv og dets muligheder for at vise sig som et liv, er også en begrænsning af, hvordan litteraturen kan blive en del af verden”. (24)

[Her følger så et citat af et citat, som næsten helt sikkert er et selv-citat – dem er bogen nemlig fuld af]:

“Den civile verden, og heriblandt de litterære institutioner, er organisatorisk set ikke åbne for alternativer til de civile principper (om identitet m.m.), hvilket for mig at se betyder, at litteraturen kun i begrænset omfang udgør et frit område eller et kritisk potentiale.” (25)

Ideen her er, at forlagene spejler Staten i deres måde at organisere bøgerne på:

“Mod det sættes et ønske om, at der kunne skabes en litteratur, der lader hånt om de dyder ved udgivelse, der er en forlængelse af politiske og samfundsmæssige normer, en slags vision eller utopi om litteratur som en form for civil ulydighed: Udgivelse uden navn, uden ophavsrettigheder etc.” (25)

Endnu mere konkret kommer det til udtryk i den måde Statens Kunstfond støtter kunsten og de krav der hører med til det, hvor bogen bliver en form for stabiliserende identitetsskaber fordi kun den der har udgivet (flere) bøger på den rigtige klassiske måde kan komme i betragtning til støtte. Jeg citerer igen:

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet og dens værdi.” (29)

Den ideologi afvikler muligheden af at bogen kan fungere som et kritisk objekt – selv om bogen selvfølgelig kan være kritisk som tekst, selv om den kan omhandle de her ting, selv om den kan beskrive kritisk, kan den ikke selv fungere som et kritisk objekt fordi selve dens henvendelse er indfattet i bog- og identitetsideologien.

Løsningen for Mikkel forekom så i en periode at være at skrive navnløse bøger, dvs. bøger i hvilke forfatteren stod lige så anonym over for læseren som læseren er anonym for forfatteren. På den måde ville måske et egentligt møde (et utopisk møde, ansigt til ansigt) være muligt. Men den idé kan man jo så sige, at der tages endelig afsked med her nu i dag.

2009-06-09T23:32:00.002+02:00

Pär Thörn, Lygten, 9/6, 14.59 - 15.41, reportage, direkte (forskudt)

14.59 begynder Pär på 3. kapitel af Röda Rummet, alfabetisk. Han fortæller noget om en maoistisk sekt. 5 gange Aristoteles. Og nu 'att'. 15.02 færdig med 'att', Videre med 'av'. Nå, det var ikke så længe. Nu B. 15.04. Vi er nået til C. Og straks videre til D. Nu næsten syngende 'den'. 15.07. Allerede ved E! Det går strygende. 15.08, vi er ved F. 'För' lyder som en sirene. Ordene forvandler sig. 15.12: G. H bliver en ordentlig omgang. Bliv dog færdig med det 'han'. Tak. Åh, så kom 'hans'. Nu lukkede nogen døren udefra, det gad drukkenboltene udenfor fandme ikke høre på mere. 15.17. Vi er kommet til I. Det er ret sjovt. Pärs stemme har det fortsat fint, lyder det som om. 15.19. Så ramte vi 'jag'. Og lynhurtigt videre til K. Hvem mon Kristina er? 'Kvarter' efter tyve minutter. Og hvem er Lundell? Hvis han hedder sådan? Ellers er der ikke mange navne, ikke mange personer åbenbart? Jeg har aldrig læst Röda Rummet. Jeg har aldrig læst Stridberg [sic]. Nå, Montanus var med? Jeg har dog set Ett Drömspell eller hvordan det nu staves. Det var i London. Opsætningen var flot, men jeg husker ikke noget som helst. Det var i Barbican. 'Nogot' nu. Update: 15.25 og vi er ved 'och'. Puha! Vi er iøvrigt fire publikummer. Dvs. de tre øvrige optrædende og arrangøren. Jeg gad vide om der er lige så mange ord, der begynder med s på svensk som på dansk? 6 bind af ODS. Det starter nu. 15.29. Vi begynder at kunne se en ende på det. En af publikummerne gav op her ved 'syllogisme'. Så! 15.35 og vi er ved T. 'Tiden'. Og 'till'. Er der to l'er i det? Jeg kan ikke stave på svensk. Jeg tror ikke engang det kommer til at vare tre kvarter. T er snart færdigt. Det blev det, mens jeg skrev sætningen. Nu er det næsten bare V (men først 'upp'). Og 'ur'. Og 'ut'. 15.40. Så er der kun de tre sidste vokaler tilbage. 15.41. Det er næsten slut. Det er næsten 'över'.

2009-05-26T14:32:00.000+02:00

Go to hell.

2009-05-24T02:10:00.002+02:00

Jeg er overbevist om, at Duchamp må have følt præcis, som jeg føler nu, da han fik idéen til Étant Donnés. Det er et projekt lidt i samme skala. Rent fysisk mener jeg, og muligvis også tidsmæssigt. (Jeg er naturligvis helt klar over, hvor vildt det er at sammenligne sig selv med Duchamp)

Jeg kan ikke se, hvordan det i praksis skal kunne lade sig gøre. Men folk har jo bygget katedraler, og det er trods alt ikke en katedral.

De her præliminære noter (/fantasier) er nok en del af værket selv.

2009-05-24T00:52:00.003+02:00

Jeg har netop, lige efter at have skrevet HJVK 297 og mens jeg stod og læste Borums essay om Heiberg og Ibsen, fået en idé til noget, der kunne blive det mest spektakulære og smukkeste værk, jeg nogen sinde laver. Jeg vil ikke skrive mere om det nu, bare notere tidspunktet ned.

2009-05-13T18:43:00.002+02:00

Det er lidt forsinket gået op for mig, at det fine tidsskrift Trappe Tusind i sit seneste nummer har oversat Badious teser. Så jeg vil lige citere mig selv:

[...]
Jeg tror den 15. tese er forkert.

2009-05-01T13:03:00.002+02:00

Om et par uger er der igen poesifestival i Literaturhaus. Programmet består igen af de dybt nedslående åben-vogn og kirkegårdsoplæsninger. Men tilsyneladende kommer Peter Waterhouse.

2009-04-30T00:28:00.001+02:00

Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.

En Nat, måske en Martsnat,
saa mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø.

Grethe Risbjerg Thomsen (1925-2009)

2009-04-15T13:27:00.001+02:00

Århus er virkelig stedet at være de næste par dage. Desværre.

2009-04-14T20:48:00.003+02:00

Nyeste forskning viser sensationelt at Plinius havde ret mht. elefanter: "De hader mus mere end noget andet dyr, og hvis de har set en mus røre ved foderet i deres stald, nægter de at spise."

2009-04-12T02:49:00.001+02:00

God påske.

2009-04-11T12:50:00.000+02:00

The American Trilogy Revisited

2009-04-09T14:48:00.002+02:00

En kort reklame: Jeg læser op sammen med Sissel Bergfjord, Maja Lee Langvad og Pär Thörn i Bønnes antikvariat i Blågårdsgade i aften. Det er fra kl. 19. Eller 19.30. Eller deromkring. Det er lige ved siden af Props!

2009-04-06T14:13:00.002+02:00

Før jeg glemmer det: Jeg så Ole Birk Olesen i Deadline i fredags tale om x-statsministerens eftermæle. Han var skuffet. Det var en skuffet mand, der talte, og han gentager sin skuffelse her. Hvad der slog mig, var at OBOens klagesang var og er formuleret som avantgardens, den politiske avantgardes, foragt mod mainstreampolitikken, mod at blot følge flertallets meninger, mod at re(a)gere efter opinionsundersøgelser snarere end efter de sande høje idealer. Og selvfølgelig mod manglen på vilje til at opdrage folket i disse sandheders højere tjeneste.

Jeg gider ikke diskutere Anders Fogh eller liberalistisk ideologi her, men det er bemærkelsesværdigt i hvor høj grad det står i modsætning til OBOs virke som smagsdommer, hvor han ganske vist også åbenbart gerne vil have opdragelse og klare og enkle budskaber, men i praksis afviser al anden formidling og ethvert andet budskab end det alle og enhver kan fatte og det alle og enhver sådan set kender i forvejen før de går i biografen og ser filmen (eftersom jo filmen er den eneste kunstart alle og enhver kan forholde sig til). Hvordan (kunne man spørge nu sig selv) kan man hylde den politiske avantgardes idealer og på samme tid være så blind ikke bare for den æstetiske avantgardes* faktiske værker, men også for ethvert forsøg på at diskutere æstetiske værdier?

Svaret er selvfølgelig åbenlyst og OBO giver det sådan set selv: Det æstetiske har ganske enkelt ingen værdi, enhver æstetisk bearbejdelse af en ide er blot støj på linjen, dvs. den direkte linje til Meningen. Den eneste mulige æstetiske værdi (men den er netop ikke æstetisk, den er kommunikationsmæssig) er klarhed. Derfor kan kunst også reduceres til to kategorier: Meningsfuld underholdning og meningsløs underholdning. Underholdning er det under alle omstændigheder; noget vi køber for penge i vores fritid og forbruger og derfor hensynsløst kan tillade os at stille specifikke krav til mht. personlig og øjeblikkelig stimulering.

Altså: Politiske værdier er vigtige, æstetiske værdier fjollede og ligegyldige. Det er hvad politisk ideologi altid ender med at sige – paradoksalt nok ved at æstetisere politikken. For (hallo!) klarhed og meningsfuldhed er jo æstetiske værdier og de står jo til diskussion eller burde gøre det.

*Husk på: "Æstetisk avantgarde" er her et ekstremt vidt begreb. Det omfatter al den kunst, som ikke sælges til hundredetusindvis af mennesker.

2009-03-28T13:12:00.002+01:00

Kære Susanne Staun

Du har ret, og osse jeg har muligvis i et svagt øjeblik brugt krimigenren til at positionere mig selv som elitær, som hævet over ... ikke så meget dem der, som fx min mor, har været krimilæsende i mange år, men over den altopslugende modebølge af kommercielt bras, der er skyllet ind over bogmarkedet de sidste par år. Jeg undskylder, for - igen - du har ret; der gemmer sig sikkert gode romaner også i den genre, det ved du sikkert mere om end jeg gør, for jeg orker ikke at grave mig gennem alt lortet for at finde guldklumperne. Men jeg må indrømme, at jeg nok ville have lettere ved at tage dig alvorligt, hvis du derudover vidste lidt om, hvad du taler om. Når du taler om Forfatterskolen, åh jeg orker det næsten ikke, men ... hallo! Udelukkende smalle forfattere? Ingen episke forfattere? Ingen genreforfattere? Kan jeg ikke bare nøjes med at nævne Christian Dorph?
Og når du taler om homogeniteten i kunststøtten ... suk. Erling Jepsen er det samme som Maja Lee Langvad? Lars Skinnebach og Synnøve Søe? Men nej, det er da rigtigt, at de i hvert fald har det til fælles, at de ikke skriver krimier. Du kunne jo så evt. have nævnt, at det gør et af litteraturudvalgets medlemmer selv.

2009-03-27T19:52:00.001+01:00

Jobjægeren, fortsat.

(dette er i parantes bemærket udpostpost nr 1000)

2009-03-25T21:29:00.002+01:00

Jeg fik mit første makuleringsbrev i mandags. Min første bog er nu på vej til æggebakkefabrikken. Den har ligget og samlet støv i mange år (8), så der er ikke noget at sige til at de (altså Gyldendal) gerne vil have ryddet ud. Jeg kender det kun alt for godt, det med gamle usælgelige bøger, der ligger og fylder op. Men Kim har jo ret: Behøvede de helt at forsvinde?
(Svar: Nej, det behøvede de ikke og det gør den heller ikke).

2009-03-20T22:37:00.002+01:00

via Laure Limongi

2009-03-12T22:48:00.000+01:00

Min tredje iagttagelse: På trods af at det er en fryd at læse hele bogen, lukker jeg den alligevel med fornemmelsen af at der er et digt jeg holder meget mere af (eller på en meget mere ligefrem måde holder af) end resten. Det er det længste, "VIL JEG TAGE DIN SØN", et epithalamion som begynder:

VIL JEG TAGE DIN SØN til ægtemand? Ja, gerne
nu du spørger. Jeg vil passe og pleje ham og lære ham
at holde af dansk mad, selv om det er svært, også for mig.
Jeg vil lære ham at stave bedre, men at sproget
skulle rumme sin egen usynlige ånd har jeg aldrig troet på, og det
vil jeg ikke lære ham. Jeg vil ikke tale dansk til ham, at tale
et fremmed sprog i sit eget land er gunstigt for den kritiske distance,
der skal til for at se sig selv udefra uden at være udenfor.
Tænk bare på ordene knajter og sutsko.
Jeg vil mene hvad jeg siger, og ellers ikke sige det.
...

Det fortsætter over tre sider med en lang række enkle, morsomme og rørende leveregler, og med en diktion, slår det mig pludselig, jeg synes at kunne genkende fra Kenneth Kochs digte, fx "Nogle overordnede anvisninger" hvori der bl.a. står:

Ja, det var så her jeg nåede til og jeg ved ikke hvad det var jeg tænkte på hos Koch. Men det kunne være noget som

Når
Nydelsen er blid bør du nyde den og
Når den er heftig så tillad den, så vidt
Muligt, at nyde dig. Smerte bør
Behandles så effektivt som muligt. For at "helbrede" en død blæksprutte
Holder du den i et ben og slår den mod en sten.
[...]

osv.