28.5.10

Peter Nielsen keder sig. Han er blevet træt af at høre på Carsten Jensen. Hvorfor er der ikke nogen andre, der vil sige noget? Her er et forslag: LÆS EN BOG! Jeg ved godt, det ikke er lige så ophidsende som kulturjournalistik og "debat". Men i tørkeperioder kan det da måske forsøges?

26.5.10

I nat, natten før den nye bog kommer fra trykken, to nætter før jeg skal læse op fra den og bedømmes i kritikersalonen her – jeg vil overlade det til mere øvede drømmetydere at afgøre hvilken af disse to begivenheder, der har haft den største betydning – havde jeg en drøm, et mareridt, af den slags, man fører dagbog for at kunne skrive ned. Jeg har ingen dagbog, så jeg skriver den her.
I drømmen har jeg valgt at gå til audition som operasanger på det Kgl. Teater. Jeg skal synge en arie, Nessun dorma. Jeg er nervøs, med god grund skal det vise sig; så snart akkompagnementet går i gang, går det op for mig at jeg nok burde have øvet mig i forvejen. Som det er, synger jeg helt skævt, kan ikke huske hverken ordene eller melodien. Jeg er som en X Factor-freak. Efterhånden som arien skrider frem går det dog bedre og bedre; det lykkes sågar at ramme flere af tonerne rent til sidst. Alligevel er der naturligvis en altgennemtrængende følelse af ydmygende pinlighed. Det værste er, at tilhørerne, af hvilke jeg kender mindst en temmelig godt, insisterer på, at det ikke var så dårligt på trods af nogle åbenlyse problemer. At jeg nok skal prøve igen en anden gang. Jeg følges med dem ud, vi taler høfligt med hinanden om andre ting.

21.5.10

FORÅRSKÅDHED HOS GYLDENDAL?

Forlaget opjusterede i dag forventningerne til min snart kommende, finurlige og tankevækkende bog således at første oplag nu bliver trykt i 600 eksemplarer! Og garantihonoraret vokser og vokser. Hurra!

20.5.10

Titler jeg glæder mig til:

Dulle Griet-banden
Vagina-dialogerne
(desværre var meningen at jeg selv skulle skrive denne, hvilket utvivlsomt betyder at den forbliver en drøm).
Alting slukkes (okay rimelig indforstået men alligevel)

GOTT IM HIMMEL!! En enkelt Long Island ice tea og en enkelt Mojito og så kan man ikke holde den slags for sig selv. Pinligt!

18.5.10

ADDENDUM
til noter og kommentar her.

Jeg er ved at læse Bengt Jangfeldts biografi Med livet som insats – berättelsen om Vladimir Majakovskij och hans krets. Til kredsen hører i allerhøjeste grad Lili Brik, som i hvert fald de første par hundrede sider (så langt jeg er nået nu) er næsten lige så meget hovedperson som Majakovskij selv. Men så er der et afsnit der lyder sådan her:
Lili bar livet ut på en stor hemlighet, som bara en annan person var invigd i: Roman Jakobson, som en gång av en "ren tillfällighet" blev vittne till en händelse som om den blev känd "helt skulle förändra Lilis biografi". Han avslöjade aldrig vad det rörde sig om men på frågan hur hemligheten skulle förändra hennes biografi om den kom ut svarade han: "Som förändringar förändrar."

HVAD?!! tænker man, det kan du da ikke bare skrive! Hvis en romanforfatter havde skrevet et sådant afsnit i sin roman og aldrig var vendt tilbage til det, ville man opfatte det som håbløst, koket, totalt undergravende. En sådan pistol KAN man bare ikke hænge op i første akt uden at nogen bliver skudt i tredje!

UPDATE:
For en noget anderledes oplevelse af den oprindelige diskussion se her.

1.5.10

Jeg ville egentlig skrive et åbent læserbrev til Thomas Thurah ("Kære Thomas, Hvad fanden har du gang i..."), som i Politiken i dag slutter en seksstjernet anmeldelse af med rituelt at svine forlaget (altså Basilisk) til og kalde os både højrøvede og fedterøvede – men jeg gider ikke, og jeg har ikke tid, og den tid jeg har, vil jeg hellere bruge på at læse og genlæse Renés fremragende 1.maj-tale her.