29.4.10

Jeg er endelig endelig endelig ved at læse korrektur på Hvis jeg var kunstner, som skal komme om en måneds tid. Et af afsnittene lyder:
Hvis jeg var kunstner ville jeg komme i tanke om syltede ferskner og pærer med råkrem.
Tilsyneladende har Dansk sprognævn nu bestemt, at creme ikke længere (eller rettere: igen ikke) må staves med k. Jeg tror nu, jeg vil lade det stå. På den måde kommer det lille ubetydelige afsnit, som mest af alt er en slags skjult hilsen til Joe Brainard, både til at indeholde en barndomserindring og en erindring om det nu afviklede ord.

Råkrem † 1985-2005

13.4.10

Jeg har fået læst Anthony Graftons The Footnote – a curious history som på tysk har en titel med mere schwung: Die tragischen Ursprünge der deutschen Fussnote. Men da det egentlig er en temmelig kedelig bog passer den kedelige titel måske bedre. Desværre handler bogen ikke om fodnoten som sådan eller dens historie, det der interesserer Grafton er snarere historiografi og fodnotens helt specifikke anvendelse som videnskabeligt redskab i historievidenskaben (bortset fra at i det længste af bogens seks kapitler (eller føltes det bare sådan?) glemmer han fodnoten helt og taler bare om ecclesiaster og oldkyndige i det sekstende århundrede).
Nå men det lykkes ham trods alt at fortælle et par anekdoter, jeg her vil gengive:
We owe to [Pierre Bayle] the preservation of Caspar Scioppius' description of the sparrow he watched, from his student lodging at Ingolstadt, having intercourse twenty times and then dying – as well as Scioppius' reflection, "O unfair lot. Is this to be granted to sparrows and denied to men?"
og (skønt bogen handler om fodnoter og selvfølgelig er spækket med dem, og skønt Grafton roser fx Gibbon for hans elegante, litterære og ironiske brug af fodnoter, er de stort set alle sammen komplet ligegyldige og består blot af henvisninger. Men på aller sidste side kommer det her citat fra en bog om Harry Belafonte):
Belafonte also recalls how the citation codes Du Bois used stimied his first efforts at self-education: "So when I was on leave [Belafonte var sømand på det tidspunkt (ML)] going into Chicago, I went to a library with a long list of books [hvis titler han havde fundet i Du Bois' fodnoter (ML)]. The librarian said, 'That's too many, young man. You're going to have to cut it down.' I said, 'I can make it very easy. Just give me everything you got by Ibid.' She said, 'There's no such writer.' I called her a racist. I said, 'Are you trying to keep me in the darkness?' And I walked out of there angry."

9.4.10

7.4.10

Jeg kan på en måde også godt lide den konfrontatoriske tone fra Bruce Andrews-interviewet:
I always felt like the problem with the curriculum in literary studies is not that it can’t accommodate so-called language poetry, as an addendum, as an extra thing; it can, I think. But the problem is that, for us, the other stuff is in the way. There’s a sense that for us to actually have the kind of presence in literary culture that we would like to have, we need to have our work actively delegitimize other work, to clear a space for it. Pluralism isn’t it. There literally has to be a detonating quality, where we put a little bomb under people’s expectations, so that they say well now that I’m excited about this, this other stuff seems hopelessly boring and I’m no longer interested in it, period. I remember when Dworkin was on the faculty at Princeton he said one of his greatest achievements was to get Robert Frost taken off the required reading list. To me that’s the issue.

René sagde at han havde talt med Jørgen Michaelsen om noget der måske var noget andet, men med en lignende idé om at kunsten er nødt til at være destruktiv. Var det Højholt der sagde "man destruerer sig vej frem"? (Eller var det Gustava Brandt?) Nej komon! Selvfølgelig var det Højholt.
Betabloggen er officielt åbnet nu og lad mig i den anledning citere en note til Thomas Lundbos fine oversigtsartikel om nutidens franske poesi(er) i det nye nummer af Vinduet (som ellers handler mest om Sebald):
På Oslo Poesifestival 2007 var et af de første indslag på programmet en paneldebat om lyrikkens status. Salen var halvfuld, panelet bestod af fem repræsentanter for forfatterne, forlagene, medierne, kritikerne og den litterære institution iøvrigt. Det blev den sædvanlige klagesang, om at lyrikken er i færd med at blive marginaliseret, fortrængt og dø ud, at den sælger for lidt, formidles for dårligt, ofres på kommercialiseringens alter og må holdes kunstigt i live. Man kan bryde sig om en sådan udvikling eller ej (for så vidt som situationen nu adskiller sig fra den for, lad os sige, femten år siden), men det, som måske burde give mere anledning til bekymring, var, at ingen i dette panel, så vidt jeg husker, stillede spørgsmålet, om hvad poesien eller lyrikken kan være, hvordan den evt. bør være, hvilke muligheder den har for at være relevant i det samfund, den eksisterer i. Alle – hvis man ser bort fra et par røster, der hævede sig fra salen – syntes at være enige, om hvad lyrikken/poesien var, og om at det var det, den skulle og burde være. Netop det forekommer mig at være et større krisetegn end lave salgstal og manglende omtale i de store medier.

5.4.10