30.8.09

Det regner hver dag her.
Det er meget fantasisk.

29.8.09

I går læste jeg en af de mest rædselsfulde romaner nogensinde. Den hed Søhestenes dal og var skrevet af en psykolog.

28.8.09

Der sidder en skovsnegl på min postkas´
En smuk og bedårende fyr.
Hva´ laver en skovsnegl på en postkas´?
Det er et ret sliberigt dyr.

25.8.09

Er på Hald. På vej i toget læste jeg Haralds Trivia 2. Den er fantastisk!

17.8.09

Nogle preliminære og forsøgsvise notater til en model for afklaring af placering af politisk og andet ansvar




Lad os sige, at C er en politibetjent som 1) tæsker en demonstrant A med sin stav og 2) arresterer en iraker B i en kirke. Lad os endvidere sige, at disse handlinger er resultat af en kæde af forudgående handlinger foretaget ikke bare af A, B og C, men af en hel række personer og myndigheder D - I.
Jeg foreslår nu, at vi bruger et rutediagram som det ovenstående til at forsøge nærmere at bestemme eller i det mindste få et klarere billede af hvorledes ansvaret α for handlingerne 1) og 2) kan flyde mellem aktørerne A - I på forskellige måder og forskellige retninger, på en sådan måde, at det næsten kan være umuligt at få øje på eller placere. Ordet ansvar skal ikke her nødvendigvis forstås synonymt med det moralske skyld (der definitorisk implicerer en moralsk transgression), men angår udelukkende hvilke aktører, der må stå til regnskab for hvilke handlinger.
Lad os sætte det samlede ansvar for hver handling 1) og 2) til indekstallet 100.
Lad os da først se på den forholdsvis enkle sag 1) som involverer aktørerne A, C og D. Demonstranten A bryder loven og forstyrrer den offentlige orden ved (fredeligt) at nægte at udføre Cs anvisninger. C er nu i sin gode ret til at udøve sit grundlovssikrede magtmonopol. Ansvaret for 1) kan således i udgangspunktet sættes til α(A)=100 og α(C)=0. Imidlertid er dette magtmonopol naturligvis ikke uindskrænket, og såfremt C udøver vold, der overskrider Cs beføjelser, skifter ansvaret for denne handling fra A til C. Hvis C eksempelvis tæsker umotiveret løs på A, må ansvaret for dette ansættes til α(C)=100, α(A)=0. I en ophedet situation kan begge parter bære en del af ansvaret for tilspidsningen af situationen, og det kan være svært at afgøre præcis, hvordan det proportionelle ansvarstal skal fordeles. Imidlertid forbliver det samlede ansvar α altid konstant: α(X1)+α(X2)+...α(Xn)=100, hvilket er afgørende, for det illustrerer, at ansvaret nok kan skubbes rundt i diagrammet, så det bliver usynligt, men det får det aldrig til at forsvinde. Vi starter med at hælde ansvaret i fra toppen og observerer, hvordan det fordeler sig ned gennem diagrammet.

Lad os nu se på den betydeligt mere komplicerede situation 2).
Her har vi i første omgang B, som har nægtet at overholde landets love, og C, som er sat til at håndhæve disse. I lighed med 1) har vi her som udgangspunkt en aktør B, som bryder loven ved (fredeligt) at opholde sig på en geografisk position han/hun ikke har hjemmel til. Som udgangspunkt har vi således α(B)=100. Til trods for at C er den mest synlige aktør i sagen, synes det åbenlyst at Cs ansvarstal – α(C) – her er ret lavt men ikke 0. Politibetjenten udfører et arbejde, han er blevet beordret til og bliver via politikorpsets kommandostruktur på den måde fritaget for egentligt ansvar for sine handlinger; det er i stedet den, som giver ordren, dvs. politimesteren/politidirektøren D, som står til ansvar for politiets samlede opførsel. Dette fritager naturligvis ikke C for a) ansvaret for handlinger der går ud over de magtbeføjelser han er blevet tillagt samt b) ansvaret for i særlige tilfælde at nægte at udføre ordrer, der er urimelige med de tilhørende konsekvenser, det vil have for Cs egne jobforhold. Lad os tentativt sætte* α(C)=5, hvilket foreløbig efterlader os med α(B)=95.
Det næste, vi skal se på, er α(D). Egentlig adskiller Ds situation sig ikke meget fra Cs – også D er forpligtet ifølge loven til at anvende magt til opretholdelse af selvsamme. Modtager D således en anmeldelse fra fx E om et brud på loven er D forpligtet til at handle. D står endvidere direkte til ansvar for F, som leder etatens øverste myndighed. F står til gengæld til ansvar for sin overordnede G, der er øverste ansvarlig for den udøvende magt og for opretholdelse af Loven, H.
Ud over det personlige ansvar D har (på helt samme måde som C), hviler en større del af ansvaret for fortolkning og prioritering på D. Lad os derfor sætte α(D)=10.
Den direkte årsag til Bs lovbrud er en bestemmelse af E. Denne bestemmelse formodes at være i overenstemmelse med loven H, men rummer alligevel altid en personlig fortolkning, som foretages af de medlemmer (i enkelte tilfælde blot af formanden men ellers som regel af flere medlemmer), der sidder i E. Da vi ikke ved, hvem der træffer præcis hvilke afgørelser, kan vi ikke splitte α(E) op på enkelte medlemmer, således som et mere komplet diagram ellers ville kræve det. Vi sætter α(E)=10.
I en højprofileret og særlig situation er der næppe nogen tvivl om at D vil vælge at konferere med F og F med G. Lad os sætte α(F)=10 og α(G)=5, eftersom dette utvivlsom falder inden for Fs ansvarsområde.
Da H er en upersonlig instans, passerer ansvar modstandsløst igennem den direkte til I, som er Lovens ophav. Her gemmer sig utvivlsom størsteparten af det ansvar, vi leder efter: α(I)=40. Det er klart at man godt kunne detaljere diagrammet endnu mere og dele I op i medlemmer af I og endvidere forlænge linjerne til de vælgere, der har stemt på Folketingets medlemmer. Men i et repræsentativt demokrati er meningen netop, at Folketingets medlemmer skal tage ansvaret for Lovens udformning, og Folketinget er Lovens direkte ophav, så det forekommer mest naturligt at lade sagen ende her med flg. værdier:
α(B)=20
α(C)=5
α(D)=10
α(E)=10
α(F)=10
α(G)=5
α(I)=40
α(B-I)=100

Kort kommentar: Det er klart, at tilskrivninger af værdi er afhængig af ideologiske forudsætninger. I en ren Lov-og-Orden-ideologi fx er såvel politi som øvrige medlemmer af den udøvende magt lige så gennemstrømmelige som Loven selv. Her er ansvaret udelukkende et spørgsmål, der angår Lovgiveren og Lovbryderen. Her ville α(C-H)=0.


* Idet vi er bevidste om at disse fastsættelser er højst diskutable og variable i forhold til en samlet vurdering af situationen. Pointen her er ikke at bestemme sande værdier, men at fremlægge en model til en mere detaljeret analyse af dem.