Kære Susanne Staun

Du har ret, og osse jeg har muligvis i et svagt øjeblik brugt krimigenren til at positionere mig selv som elitær, som hævet over ... ikke så meget dem der, som fx min mor, har været krimilæsende i mange år, men over den altopslugende modebølge af kommercielt bras, der er skyllet ind over bogmarkedet de sidste par år. Jeg undskylder, for - igen - du har ret; der gemmer sig sikkert gode romaner også i den genre, det ved du sikkert mere om end jeg gør, for jeg orker ikke at grave mig gennem alt lortet for at finde guldklumperne. Men jeg må indrømme, at jeg nok ville have lettere ved at tage dig alvorligt, hvis du derudover vidste lidt om, hvad du taler om. Når du taler om Forfatterskolen, åh jeg orker det næsten ikke, men ... hallo! Udelukkende smalle forfattere? Ingen episke forfattere? Ingen genreforfattere? Kan jeg ikke bare nøjes med at nævne Christian Dorph?
Og når du taler om homogeniteten i kunststøtten ... suk. Erling Jepsen er det samme som Maja Lee Langvad? Lars Skinnebach og Synnøve Søe? Men nej, det er da rigtigt, at de i hvert fald har det til fælles, at de ikke skriver krimier. Du kunne jo så evt. have nævnt, at det gør et af litteraturudvalgets medlemmer selv.

Jobjægeren, fortsat.


(dette er i parantes bemærket udpostpost nr 1000)

Jeg fik mit første makuleringsbrev i mandags. Min første bog er nu på vej til æggebakkefabrikken. Den har ligget og samlet støv i mange år (8), så der er ikke noget at sige til at de (altså Gyldendal) gerne vil have ryddet ud. Jeg kender det kun alt for godt, det med gamle usælgelige bøger, der ligger og fylder op. Men Kim har jo ret: Behøvede de helt at forsvinde?
(Svar: Nej, det behøvede de ikke og det gør den heller ikke).

via Laure Limongi

Min tredje iagttagelse: På trods af at det er en fryd at læse hele bogen, lukker jeg den alligevel med fornemmelsen af at der er et digt jeg holder meget mere af (eller på en meget mere ligefrem måde holder af) end resten. Det er det længste, "VIL JEG TAGE DIN SØN", et epithalamion som begynder:

VIL JEG TAGE DIN SØN til ægtemand? Ja, gerne
nu du spørger. Jeg vil passe og pleje ham og lære ham
at holde af dansk mad, selv om det er svært, også for mig.
Jeg vil lære ham at stave bedre, men at sproget
skulle rumme sin egen usynlige ånd har jeg aldrig troet på, og det
vil jeg ikke lære ham. Jeg vil ikke tale dansk til ham, at tale
et fremmed sprog i sit eget land er gunstigt for den kritiske distance,
der skal til for at se sig selv udefra uden at være udenfor.
Tænk bare på ordene knajter og sutsko.
Jeg vil mene hvad jeg siger, og ellers ikke sige det.
...

Det fortsætter over tre sider med en lang række enkle, morsomme og rørende leveregler, og med en diktion, slår det mig pludselig, jeg synes at kunne genkende fra Kenneth Kochs digte, fx "Nogle overordnede anvisninger" hvori der bl.a. står:

Ja, det var så her jeg nåede til og jeg ved ikke hvad det var jeg tænkte på hos Koch. Men det kunne være noget som

                                                       Når
Nydelsen er blid bør du nyde den og
Når den er heftig så tillad den, så vidt
Muligt, at nyde dig. Smerte bør
Behandles så effektivt som muligt. For at "helbrede" en død blæksprutte
Holder du den i et ben og slår den mod en sten.
[...]

osv.

Min anden iagttagelse: Det er en ren og skær fryd at læse Små guder. Ja, jeg tænkte faktisk helt bogstaveligt, da jeg var ca. 20 sider inde i bogen: Det er en fryd at læse denne bog. Hvorfor er det det? På sin egen måde er den skrevet med en perfektion man som kollega næsten tvinges til at reagere på med misundelse. Hvordan det?

Min anden tanke er lige at kigge på alle tårerne igen helt løsrevne fra deres kontekst:

"Hernede er der mening med det meste, selv de sædvanlige lakerede pytter langs alle kantsten, som levede byen af at hobe tårer op." (7)
"Bag hver halvrustne cykel lænet op ad en mur, gemte sig en spejlstump udformet som en tåre. Hvem skulle græde den?" (8)
"Ikke mere flæben i gule taxaer..." (16)
"... modtager for prisen for årets længste grædetur..." (23)
"Regnen [...] ramte mig og jeg fik den opgave at sortere dråberne efter Indre Nødvendighed (IN) og begyndte straks at græde, så opgaven blev endnu mere umulig." (24)
"Ville du sidde med fødderne dyppet i mine tårer[?]" (25)
"Du tuder." (28)
"Jeg vil beundre hans evne til at græde på de rigtige tidspunkter" (36)
"Før grædeturene, det våde i rectum og speculum" (40)
"Så bliver tårerne ikke vulgære..." (41)
"At ingen bekymrer sig om, hvordan tårerne står over badekarret..." (44)
"Til sidst skylles lykkepiller ned med tårer." (50)

Jeg har sikkert overset nogle, men nu slår det mig, at alle disse tårer så ofte snarere end at være resultatet af ophidselser vel næsten bør ses som emblemer på dem. Tåren er det poetiske symbol for alle menneskets små forbigående jordiske passioner. "We need to be bitches again" står der, men NF er virkelig ikke – ikke i den her digtsamling i hvert fald – særlig bitchet, snarere lidt af en drama queen.

Jeg lovede for lang tid siden Audiatur, at jeg ville skrive lidt om Niels Franks Små guder. Jeg fik det aldrig gjort. Dvs. jeg kom godt nok i gang med det, men blev aldrig færdig. Så det bliver jeg nok aldrig. Men jeg kan da lægge det, det blev til, ud her. Jeg fik ikke hørt hvad Henrik Petersen havde at sige om bogen sidste weekend. Det var sikkert ellers interessant.



Tudebogen

Min første iagttagelse: Der grædes meget i Små guder. Min første tanke efter have lagt bogen fra mig igen og med alle tårerne i erindring er at jeg vil skrive: Der grædes såvel af sorg (herunder fortrydelse) som af lykke, men mest af sorg og, tænker jeg af en eller anden grund, mest af kærlighedssorger, men egentlig allermest fordi sorgen er det synligste følelsesudtryk og Niels' poesi opsøger altid de vilde følelser. Det lykkelige menneske interesserer ikke denne poesi, kun for så vidt det græder af lykke; den rolige harmoni interesserer ikke denne poesi, som kører på en ophidselsens poetik; "Fjenden er kedsomheden" har jeg skrevet i mine notater, og jeg går ud fra at det er et citat, selv om jeg ikke lige har fået skrevet ned, hvor jeg har fundet det. Denne fjende kan bekæmpes med mange ting: Med rejser, med konstante forelskelser, med ulykke, med skønhed (herunder ikke mindst skønne metaforer), med sex. Og digtene opsøger alle disse ting.

Hvad handler det om?

(Men et sjovt billede er det, gud hvor har Nansensgade 77 kld. th. dog ikke ændret sig meget på tyve år)

"It did not escape him that his failing to write the book was rising to a meta level ..."