30.4.09

Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.

En Nat, måske en Martsnat,
saa mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø.

Grethe Risbjerg Thomsen (1925-2009)

15.4.09

Århus er virkelig stedet at være de næste par dage. Desværre.

14.4.09

Nyeste forskning viser sensationelt at Plinius havde ret mht. elefanter: "De hader mus mere end noget andet dyr, og hvis de har set en mus røre ved foderet i deres stald, nægter de at spise."

12.4.09

God påske.

11.4.09

9.4.09

En kort reklame: Jeg læser op sammen med Sissel Bergfjord, Maja Lee Langvad og Pär Thörn i Bønnes antikvariat i Blågårdsgade i aften. Det er fra kl. 19. Eller 19.30. Eller deromkring. Det er lige ved siden af Props!

6.4.09

Før jeg glemmer det: Jeg så Ole Birk Olesen i Deadline i fredags tale om x-statsministerens eftermæle. Han var skuffet. Det var en skuffet mand, der talte, og han gentager sin skuffelse her. Hvad der slog mig, var at OBOens klagesang var og er formuleret som avantgardens, den politiske avantgardes, foragt mod mainstreampolitikken, mod at blot følge flertallets meninger, mod at re(a)gere efter opinionsundersøgelser snarere end efter de sande høje idealer. Og selvfølgelig mod manglen på vilje til at opdrage folket i disse sandheders højere tjeneste.

Jeg gider ikke diskutere Anders Fogh eller liberalistisk ideologi her, men det er bemærkelsesværdigt i hvor høj grad det står i modsætning til OBOs virke som smagsdommer, hvor han ganske vist også åbenbart gerne vil have opdragelse og klare og enkle budskaber, men i praksis afviser al anden formidling og ethvert andet budskab end det alle og enhver kan fatte og det alle og enhver sådan set kender i forvejen før de går i biografen og ser filmen (eftersom jo filmen er den eneste kunstart alle og enhver kan forholde sig til). Hvordan (kunne man spørge nu sig selv) kan man hylde den politiske avantgardes idealer og på samme tid være så blind ikke bare for den æstetiske avantgardes* faktiske værker, men også for ethvert forsøg på at diskutere æstetiske værdier?

Svaret er selvfølgelig åbenlyst og OBO giver det sådan set selv: Det æstetiske har ganske enkelt ingen værdi, enhver æstetisk bearbejdelse af en ide er blot støj på linjen, dvs. den direkte linje til Meningen. Den eneste mulige æstetiske værdi (men den er netop ikke æstetisk, den er kommunikationsmæssig) er klarhed. Derfor kan kunst også reduceres til to kategorier: Meningsfuld underholdning og meningsløs underholdning. Underholdning er det under alle omstændigheder; noget vi køber for penge i vores fritid og forbruger og derfor hensynsløst kan tillade os at stille specifikke krav til mht. personlig og øjeblikkelig stimulering.

Altså: Politiske værdier er vigtige, æstetiske værdier fjollede og ligegyldige. Det er hvad politisk ideologi altid ender med at sige – paradoksalt nok ved at æstetisere politikken. For (hallo!) klarhed og meningsfuldhed er jo æstetiske værdier og de står jo til diskussion eller burde gøre det.


*Husk på: "Æstetisk avantgarde" er her et ekstremt vidt begreb. Det omfatter al den kunst, som ikke sælges til hundredetusindvis af mennesker.