30.1.06

Suk

29.1.06

Et smukt digt* af zshzh fra Perlmonks:



* Postet med kommentaren: "Anyone into Canadian politics?" Jeg ved ingenting om kanadisk politik. Men det er vist heller ikke nødvendigt.

26.1.06

Go Stanford!
Ikke så meget endnu. Men hør bl.a. Perloff. Eller Dalai Lama. Eller Dennett om såkaldt intelligent design.

24.1.06

Uh hvor er der stille her...

Hallo...?

Jo jeg er her endnu. Pt er jeg mere optaget af form end af indhold når det handler om netsider.
Og så er jeg træt af at blogger forlanger at jeg skal skrive lange bogstavkoder hver gang jeg vil sige noget. Det holder ikke! Det er ikke godt nok!

Jeg har fået samlet min lampe.

Og så er det jo kanondag. Hvis det er en fis i en hornlygte som Marie Tetzlaff sagde for lidt siden - og det er det jo - så er det en ordentlig en. En der blæser lyset helt ud.

11.1.06

Jeg aner ikke hvem de er - men de er cool.

10.1.06

Hmm... Stakken af bøger ved siden af sengen synes bare at vokse og vokse. De har ligget der længe, de nederste. På det seneste er den begyndt at mutere ...
Nederst, helt uden for rækkevidde ligger Anne Swärd og Projekt Perseus. Der er osse Halfdans samlede digte. Lidt længere oppe et nummer af Luj. Der er nogle andre tidsskrifter og under dem kan jeg skimte Brian Kim Stefans. Lars Bukdahls bog om Jac er der, sammen med Første person, anden person. Åh Gud! Så er der en konvolut med et glemt manuskript fra Basilisk. Øverst er der en Weekendavis, John Cages antologi af Notations og Georg Johannesens digte. Men der er håb! I dag kan jeg overføre Michel Butors Tidens Labyrint til dens nye plads på reolen ved siden af 6.810.000 liter vand i sekundet.
Jeg beder min printer udskrive et eksemplar af Noget Sort og den starter med at fylde en hel a4-side med blæk. Som ikke findes i manuskriptet. Spuki.
Har jeg egentlig nogen sinde fået lavet et link til zefrank? Det har jeg i hvert fald nu så.

5.1.06

Irving Layton døde i går. Det siger sikkert ikke så mange særlig meget her, men han var en fin digter, som var nomineret til N-prisen et par gange og måske ikke er så velkendt, som han kunne være i dag fordi "He was a profoundly sexist man, and relentlessly so" (se memorial-bloggen). Jeg oversatte for mange år siden et digt til Den Blå Port (tror jeg), men de ville ikke have det. Det kunne godt bruge en alvorlig revision, men jeg har vist ikke længere originalen, så jeg lader det stå som det er. Kongen er selvfølgelig Knud den Store.

Hvad end andet er poesien frihed

Hvad end andet er poesien frihed.
Glem retorikken, de løgnagtige kneb
Alle digtere før eller siden samler op. Fra floden
Rejser sig som grå kastratsangeres tynde stemmer - disen;
Popler og fyrretræer gror lige, men ege er knudrede;
Gamlinge må tale om døden, drenge smadre vinduer,
Kvinder hvile trofast hos deres mænd til sidst.

Og jeg, der gav min Kate et blåt øje,
Skabte til dets hastigt skiftende farver
En ubegribelig melodisk skala;
Balancerer nu på mine stylter af træ og danser
Og synger derved til de øverste vinduer.
Se hvor elegant jeg bukker i hoften.
Gør plads til disse stylter! Plads eller jeg falder!

Og en krone, siger jeg, til mit narrehoved.
Og dog er jeg ikke mere tåbe end Kong Knud,
Vor stammes hersker, der mønstrede og hånede;
Som halvt bedraget troede; og, som digter, savnede
De første hvide dønninger til at røre hans fødder;
Og derefter fordømte sit hof og den tåbelige proces
Med en mest forbløffende og ukongelig spøg.

Det var disen. Den ligger indeni som en skæbne.
En virkelig Jonas, den ligger rådnende som en lunge.
Og jeg kender mig selv i faldet og er en klovn,
Der bærer en krans af dis som krone;
Dis med lugt af døde æbler,
Dis svævende over sorte tusmørkevande,
Dis fra kirkegårdes broderlige grave.

Den skal få mig til at tigge om føde og til sidst
kaste mig knust og lammet, ved jeg, på vejen;
Som en stor tudse jeg så, hel men død,
Som Tiden havde ætset sort; Åh presset
Mod den fugtige jord bad den om indtræden.
Og jeg skal være den stivnede tudse, for syg af disen
Og omtumlet mærker jeg duften af dødelighed.

Og Tiden flammer op som en petroleumsovn
Og det den brænder, er minutterne jeg lever.
På visse middage har jeg set bilerne
Fjernt herfra bringe mig deres bakspejlssole;
Alt min hånd kunne nå var blå skærme,
Solene udslukte, chauffører med mørke briller
Og jeg måtte tro jeg havde rørt en ligvogn.

Så hvad end andet er poesien frihed. Lad
Langt borte de utålmodige kadencer afsløre
Polstringen på mine åndeløse stylter. Sving dig
O helt, i kødelige lunde, hud og glycerin,
og syng om lyst, solens ledsagende skygge
Som en vampyrvinge, stilheden i de døde fødder -
Din stav bringer genopstandelse, O arrige Konge.