28.11.05

Murren i krogene på Center for Politisk Liberalisme?

Denne video er iPod-venlig. Højre/CTRL-klik for at downloade. (3Mb)

24.11.05

Police spokesman Loren McManus said:
"There was inappropriate activity between him and the mannequin. That's the only way I know how to put it."

22.11.05

21.11.05

Så okay, nu er der allerede gået et års tid. I dag er jeg glad for at jeg ikke er forfatter, eller at jeg bare er glad amatør. Hvis jeg var forfatter, ville jeg i hvert fald være blevet meget meget vred over det her. Man skal være Guldkunde hos Berlingske for at læse det nu, så lad mig referere: Kunstrådets 10-mio.kr.pulje er blevet uddelt, eller noget af den er blevet det. Litteraturudvalget har valgt ikke at udbetale to af de ti millioner. Hvorfor? Fordi der ikke var ansøgere nok? Næ, Kunstrådet modtager ca. 2000 om året. Fordi der ikke var kvalificerede ansøgere nok.
»Hvis vi går på akkord med kvalitetskriteriet, så udhuler vi selve kunststøtteordningen. Vi er er fem forskellige mennesker med fem forskellige baggrunde i udvalget, og når vi bedømmer ansøgningerne, er vi faktisk altid enige,« siger Claes Kastholm.
Den åbenlyse konsekvens af den beslutning er jo så at forfatterenes skingre klagen over at der ikke er penge nok til dem, at regeringen har skåret ned på midlerne osv. uden videre må kunne afvises som klynk af en gruppe priviligerede professionelle nassere. Artiklens forfatter er da heller ikke længe om at spørge om der er for mange penge i Kunstrådets kasse.
»Ja, for gennem mange år har det jo lydt fra kultursiden, at der er for få penge. Og vi må sige, at det er ikke tilfældet. Det skal så også tilføjes, at vi har fået en del flere penge. Vi taler en fordobling i direkte støtte i forhold til for bare få år siden. Det er betydelige midler«.

Er der så ligefrem kommet for betydelige midler?

»Jeg vil sige: vi mangler ikke penge. Stærkere, vil jeg ikke sige det,« lyder det fra litteraturformanden.
Og Berlingske var ikke længe om at følge op med en leder, der kræver at endnu færre (men til gengæld større) legater deles ud.
Ak ja, kvalitet. Kvalitet. Hvad skal man sige til det? Hvem kan blive enige om det? Hvordan skal man bedømme det? Man skal have smagsdommere, det kommer man ikke uden om. Men hvordan skal smagsdommerne bedømme? De skal vel se på materialet, læse det igennem, overveje det nøje. Og så beslutte sig. Jeg tvivler på at der er nogen som læser det her, som ikke ved det i forvejen, men lad os lige repetere - hvordan er det Kunstrådets litteraturudvalg afgører hvad der er kvalitet? Ansøgningen til puljen består af et skema, hvor man skal svare på sådan nogle spørgsmål som hvorvidt man har tænkt sig at arbejde på fuld tid, og som vedlægges maks. 2-3 siders tekstprøver.
Så hvis jeg var forfatter ville jeg føle mig ydmyget over at skulle tigge om penge. Dernæst ydmyget over at få afslag. Og endelig ydmyget over at et talentløst magtmenneske og hans håndlangere mener at kunne afskrive folks projekter enhver kvalitet på baggrund af en bedømmelse af et par sider.

17.11.05

Jeg hældte et glas the ud over tastaturet i går. Det betød at det ikke virkede. Eller at nogle af bogstaverne ikke virkede. d og e bl.a. Det gjorde det endnu vanskeligere at fortælle historien om Vatikanet og højenergifysikken, så jeg udskød det. (Ikke at det ikke ville have kunnet lade sig gøre. De forunderligste lipogrammer er jo mulige. Et eller andet sted på nettet ligger en intro til relativitetsteorien der ikke har ord på mere end fire bogstaver. Jeg kan ikke finde den lige nu. Jo, hvis jeg gider kan jeg jo godt. Her er den.)

Okay, her er så min konspirationsteori. Måske er den rigtig, måske er den forkert. Men den er min. Min min min min min.
Jeg deler den op i et par dele:

The Templeton Foundation er en svimlende rig fond, hvis formål er at udforske "området mellem videnskab og religion". Sammen med Vatikanet sponserer fondet en lang række arrangementer under titlen Science, Theology and the Ontological Quest. På grund af skyhøje honorarer formår fondet at få meget velanskrevne fysikere til at bidrage til projektet. I særdeleshed har arrangørerne kastet deres kærlighed på de allernyeste versioner af strengteorierne, som handler om det fysikerne såre poetisk kalder "landskabet", dvs. (og jeg vil på ingen måde påstå at jeg forstår det særligt detaljeret) en ide om at strengteorierne indebærer (noget nær) uendeligt mange muligheder for forskellige supersymmetriske vakua og at intet eksperiment nogen sinde vil kunne sige noget om hvorfor den verden, det univers, vi lever i, ser ud som det gør (hvorfor de fysiske konstanter antager de værdier de gør - de kunne fuldstændigt lige så godt være helt anderledes, ja måske findes der forskellige universer for hver af de mulige værdier). Well, du kan selv læse om det på linket ovenfor.

Det er klart, at det er et alvorligt videnskabeligt problem, hvis de fysiske konstanter forekommer at have antaget helt tilfældigt valgte værdier. Det har så ført nogle fysikere til at genindføre et fortvivlelsens princip, det antropiske: Universet, vores univers, er som det er fordi hvis det var anderledes ville vi ikke være der. Tydeligvis forklarer dette ikke, det forsøger end ikke at forklare hvorfor verden ser ud som den gør, det konstaterer det bare.

Så der er flere og flere der finder en sammenligning mellem strengteorierne og teorier om "intelligent design" uundgåelig. Det er lidt uretfærdigt, men det er let nok at forstå; begge dele hævder at der ligger et uforklarligt princip til grund for verdens indretning og begge dele hævder dette princips principielle uforklarlighed.

11.11.05

Jeg skal væk et par dage. Når vi vender tilbage her, bliver det bl.a. med historien om hvordan Vatikanet er ved at købe den nyeste forskning i fysik.
Jeg kan se at Hvedekorn lader folk downloade Borums kanon. Glimrende. Lad mig dog lige minde om at UDPOSTs læsere stadig kan hente den her. Hvedekorn-udgaven fylder 8Mb, UDPOST-udgaven 50Kb. Men de ser bemærkelsesværdigt ens ud.

8.11.05

Et stykke forholdsvis ligegyldig information:
På� hollandsk hedder et baseballbat �åbenbart en honkbalknuppel.

6.11.05

Det nye Vagant er kommet og, som Susanne skrev i kommentaren nedenfor bl.a. med et interview med Georg Johannesen. Men der er mere og bedre ting end det: Øyvind Berg har skrevet et essay om Tu Fu, hvor han når frem til, at det billede bogen (som han ligesom alle andre elsker) tegner af digteren er det idealiserede billede af en ungkommunist fra DDR anno 1968.
Jeg har vist nævnt det før, men en af mine store drømme (måske mit PROJEKT) er at lave en stor kombineret oversættelse, mono- og biografi. Jeg fandt lige den her gamle note:
Her er to andre digte:

I en båd om Vinteren.

Den røde sol blomstrer i nøgne kviste.
Jeg ror mod strømmen i kold medvind,
op ad floden til bækken, de samme rødder af sten.
Det kolde vand lukker sig som et ar.
De døde kommer aldrig tilbage.
De levende græder, løftede årer drypper.
Floden drejer, jeg ser et svagt lys: Hvor?
Bølgerne bliver urolige før natten.

Vinter på Flodens Dyb.

Blomster og blade kommer frem ved himlens vilje,
Yangtse og bækken deler de samme rødder af sten.
Skyerne bliver tidligt røde og skyggerne dybere,
mens vores båd efterlader et ar i det kolde vand.
Så let at fælde fortvivlede tårer som Yang Tsu
og så svært at hidkalde en flakkende sjæl som Chü Yüan.
Vinden lægger sig ikke før natten. Bølgerne stiger.
Hvem tager imod vore årer? Hvor skal vi lægge til land?

Det første af disse to er Georg Johannesens geniale norske gendigtning, den anden min egen mindre geniale, lidt mere filologisk korrekte. Jo mere jeg læser det første digt jo mere imponerende virker det. Johannesen bytter om på linierne, han fjerner hensynsløst de navne, der må formodes at være norske og danske læsere ubekendte, han fejllæser, omskriver, ignorerer rimene og overtræder stort set alle de regler man kan sætte op for oversættelse med rimelighed. Men hans resultat er ikke alene et meget smukt digt, det er også et digt som har rystet de samme elementer som Tu har brugt sammen på en helt anderledes måde til noget der smager så tæt på originalen som man kan komme. Disse elementer inkluderer den røde himmel, blomster og kviste, floden og bækken, rødder af sten, det kolde vand, et ar, tårer, de dødes fravær, aftenvinden, årerne, nattely, bølgerne, den kommende nat, sorg, usikkerhed om fremtiden. Hvad Johannesen ikke kan oversætte og derfor vælger at se bort fra er den klangbund navnene og de syntaktiske tvetydigheder giver: Yang Chu var ikke bare en grædende mand, han var en prototaoistisk filosof fra det 4. århundrede f.kr. hvis udsagn er samlet i bogen Lieh Tzu. Det fortælles at han engang gav sig til at græde ved en korsvej fordi han vidste at hvadend han valgte den ene eller den anden vej ville det blot lede til nye korsveje med det resultat, at han blev mere og mere fortabt (hvis Robert Frost ikke havde været så stoisk blot at sukke “somewhere ages and ages hence” og var begyndt at tude, kunne en dristig oversætter måske have brugt ham - eller på en eller anden snu måde have lavet Tus allusion om til en til “The Road Not Taken”... efter dette ville man naturligvis være nødt til at finde en tilsvarende snu henvisning man kunne skifte Chü Yüan ud med). Johannesens løsning er mere simpel og direkte. Han gør gråden til sorg over tidens gang og dødens uafvendelighed, og glemslen og fraværet af fortidens spøgelser bliver på samme måde til dødens uigenkaldelighed.

5.11.05

Der er kommet en ny stor, tung og vigtig bog af en fransk forfatter på dansk. Berlingske Tidende anmelder her.

4.11.05

Hvis du stadig tror at "intellektuel ejendomsret" handler om at beskytte kunstneres rettigheder, så læs denne lille historie:
DRM Crippled CD: A bizarre tale in 4 parts
Go Sony!

3.11.05

Forenkling af det danske sprog: Det er ikke længere nødvendigt at tale om rindalisme. Vi kan blot kalde det dahlisme.