29.3.04

Aldrig så jeg så skrækkelig en hjemmeside!

27.3.04

Skyums på mange måder udmærkede anmeldelse af Lars (jeg gider ikke lave et link lige nu, den er let at finde) slutter:
Et andet sted, hvor jeg stod af, var, hvor digteren påstod: »Jeg undgår helst metaforerne«, selv om han ikke bestiller andet end at spytte dem ud på stribe. Lige så letfærdig og løs er optakten til andet afsnit: »Jeg tror ikke på fragmenter«. Her spørger man uvilkårligt: Hvorfor så til stadighed rendyrke dem?
Man bebrejder indimellem litteraturkritikere, at de mangler evne til indlevelse, empati som det kaldes. Men indlevelsen kræver, at der i værket findes et ærligt udspil til oplevelse. En sådan åben gestus savnes i Lars Skinnebachs bog, der for mig at se lukker sig om sig selv – i ren og skær menneskeforagt. Anderledes kan man for mig at se ikke modtage en bog, hvor der står: »Ethvert følelsesudbrud er en degradering af følelsen«. Levede folk efter denne regel, ville vi bebo et dødsrige af lige netop den slags, han foregiver at protestere imod.
Her er kæden selvfølgelig fuldstændig hoppet af når en enkelt sætning pludselig skal fortolkes som en alment gyldig leveregel, som ovenikøbet skal indfange hele digterens livssyn.
I morgen... er en bog som mere end Lars' første benytter sig af det Skyum (fejlagtigt tror jeg, skønt det vil kræve en del energi jeg næppe vil kunne opbyde her midt om natten at forklare det nærmere) kalder fragmenter eller en fragmentarisk diskurs. F.eks.

Føler du dig hjemme? Vi smed de mest vulgære symboler ud
over bord som konkylier, se emaljen!
Jeg deler ikke min smag med andre, kun når det angår
smag for personer og andre ligegyldigheder. Åndedræt
Da han tabte sin form blev han så nærværende i os
Godnat. Godnat og sov godt. Tak i lige måde
Man finder sig selv i en vis åbenhed, gør man ikke?
Da det begyndte at sne, gik vi tur ved stranden
Den folder sig ud som en hvid løber
og nogen holder audiens i et mulighedsfelt
[...]

I et mindeværdigt afsnit har SUT påstået at i lyrikken kan du'et aldrig svare, et digt er altid en monologisk tale. Men her siger nogen jo altså "tak i lige måde" og det er sådan nogen lunde det reneste dialogiske udtryk, man kan forestille sig (nogen må ALTID have sagt noget først for at man kan sige det!). Der er med andre ord skiftende lokutionære positioner i digtet. Hvilket jeg opfatter som en klokkeklart (og meget effektiv*) ÆSTETISK effekt, som et eksempel på den "særlige lethed i et skift". En tanke: Det er også denne lokutionære instabillitet, som gør det muligt for digtene at udbryde sådan nogle almene sætninger som det famøse "Digte er en samfundsmæssig luksus som sker / på bekostning af andre, mere fattige samfund" uden at digteren nødvendigvis må stå til regnskab for dem.


*hvilket er grunden til, hvis jeg må ha lov til at sige det, at jeg var så glad for selv at benytte den ofte i digtet ".tale.".
Første iagttagelse fra Jeppe Brixvolds indledende essay fra Legenda: Jeppe taler om det problem litterære kritikere (=professionelle læsere) har med selvbiografiske indslag i litteraturen.* Hans eksempler: Niels Lyngsø, Erik Skyum-Nielsen og Lars Bukdahl, altså dagspressens anmeldere. Hvor er den mere tilbundsgående litterære kritik af samtidslitteraturen, den akademiske (i ordets bedste betydning) kritik? Findes den ikke? Jo, det gør den jo i små doser rundt omkring, men den er ikke genstand for debat: Vi har ikke nogen akademisk kritiker med samme tyngde (dvs. en som indtager et standpunkt og ihærdigt forsvarer det) eller samme profil som anmelderne. Det er anmelderne der skaber kanon og akademikerne, der kommer halsende efter.
anywayz... Jeppes ærinde er at nærme sig et begreb om skønhed som ikke er et spørgsmål om enten form eller indhold, altså hverken en beskæftigelse med skønne ideer eller alene et resultat af værkets form. I stedet foreslår han en særlig "intens referentialitet", en relation mellem et indhold og en specifik form, som findes i tekstens skønne momenter - "præcisionen i et udtryk, det pludseligt overrumplende billede, den særlige tæthed i en kompositionel del, den særlige lethed i et skift eller en kadence."
Det forekommer mig at være en meget frugtbar måde at se på det - og ikke mindst, hvis man skal læse Lars' bog.


*For en digter må det virkeligt virke underligt at man gør så meget ud af at et selvbiografisk element kan slå ind i litteraturen - '"Poesi er jo for helvede ikke fiktion."'
Og hvis jeg var mere skarp, end jeg er nu, ville jeg prøve at skrive noget sammenhængende om dem alle tre for det ku sagtens lade sig gøre...
bøger modtaget for nylig:
Legenda 4: EG. JAG. JEG
Lars Skinnebach: I morgen findes systemerne igen
Per Aage Brandt: Poesi i udvalg

15.3.04

Hallo! OEI er kommet på nettet!

4.3.04

1.3.04

FJOLLET DIGT JEG LIGE HAR FUNDET PÅ

e
to
tre
fire
fææhm
ssææks
ssssyyv
ååhhhhte
nnnnnnnii
tiiiiiiiii
æææhhhlleve
tåååååhhhhhl
traaahhhhtenn
ffjooooohrtenn
fæææhhhhhmmtenn
sssssaaaahjstenn
sssssøøøøhhhhtenn
aaaaaaahhhhhhhtenn
nnnnnneeeeeeeeetenn
tyyyyyyyyyyyyyyyyyve

(note: ved oplæsning hold hvert bogstav præcis et sekund.)