29.1.04

Sådan. Den hedder udpost@webspeed.dk
Jeg laver lige en emailkonto.
Det hedder FORLAGET UDPOST
Det er hermed startet. Mere information senere.
Og pengeløst.
Jeg har netop besluttet at starte mit eget forlag. Det skal være et papirløst forlag.
Det tyvende århundredes mindste, mest finurlige klassiker.
Thomas Pynchon likes Marge Simpsons first novel - about as much as he loves cameras!

27.1.04

San Francisco Center for the Book
Jeg gad vide om Palle har givet op? Jeg håber det ikke - vil gerne have flere nyheder fra Børsen.
Jeg gad vide om ikke Pejk mener femte symfoni...?

22.1.04

Et eksempel til Pejk:
Patafysikken udgør en slags subversivt og parodisk modsprog til videnskaben - og til kunne man udmærket regne den strukturelle lingvistik og forsøget på at objektivere humanvidenskaberne.
Efter at have skrevet denne sætning måtte jeg rejse mig fra computeren og gå ind i værelset ved siden af.

21.1.04

Lars Bukdahl i Nordisk Tidsskrift. (Jeg citerer et ordentligt stykke, der er alligevel aldrig nogen, der læser det blad.)

Dansk litteratur 2002
I litteraturens verden er der ingen vej udenom at sammenligne Rundetårn og et tordenskrald. Hvad angår dansk skønlitteratur 2002 vil jeg foreslå at stille følgende to væsensforskellige bøger overfor hinanden, Jakob Ejersbos roman Nordkraft og Pia Juuls genreløse Adresser (uddrag af adressebogen). Ejersbos bog er 422 sider lang og udkom på overgrundsforlaget par excellence Gyldendal. Pia Juuls bog er seksten sider kort – hvilket ifølge bibliotekernes kodeks faktisk betyder, at den ikke er en bog, men en pjece – og udkom på undergrundsforlaget Basilisk som et af det sidste bind i serien B16: 16 hæfter – lad os kalde dem det – på hver 16 sider forfattet af purunge danske, norske og svenske digtere plus et par ældre danske (Juul og Per Aage Brandt), som blev udsendt 2001-2002.
Jakob Ejersbos bog blev en både kritisk og kommerciel succes, og hvis jeg ikke tager meget fejl befinder den sig faktisk på bestsellerlisterne endnu her snart et år efter udgivelsen; i efterårssæsonen 2002 var det bogen alle, unge som gamle, bare måtte have; forfatteren selv fik Boghandlernes Gyldne Laurbær og blev indstillet til Weekendavisens Litteraturpris. Han havde tidligere lavet en novellesamling og en roman (i samarbejde med en ven), som ikke fik gjort meget væsen af sig, men han blev fejret, som var han en rigtig Superdebutant ligesom i sin tid Peter Høeg og Jan Sonnergaard. Pia Juuls hæfte er – så vidt jeg kan overskue – slet ikke blevet anmeldt nogen steder (min egen begejstrede anmeldelse forsvandt lige ned i Weekendavisens brokkasse) på trods af hendes status som en af vores fineste og mest respekterede digterinder, og at det angiveligt er nær ved at være udsolgt betyder jo bare, at lidt under 300 har stukket det i lommen, 200 gange færre cirka end unionen af Nordkraft-ejere (som jo ikke uden videre er det samme som læsere). Og selvfølgelig skal Nordkraft også filmatiseres, det skal Adresser ikke (selvom den faktisk har potentialet til at blive en fantastisk tegnefilm). Prisen på Nordkraft var 298 kr., prisen på Adresser en blank tyver.
Nordkraft fik i kritikken lov til at være den store samtidsroman – i Ekstra Bladet talte John Chr. Jørgensen om Radiator i romanform – hvilket er noget af en ære sandelig. At værket genremæssigt og kompositionelt reelt er noget sejlende miskmask var svært at få øje gennem begejstringens tåger. De tre selvstændige afsnit, ”Junkiehunde”, ”Broen”, og ”Begravelse”, foregår henholdsvis 1990, 1992 og 1994 og udspiller sig med delvist sammenfaldende persongalleri i det samme ungdommelige misbrugsmiljø i Aalborg. Først del er en grotesk Tarantino-idyl om en pusher og hans (renhjertede) ”pusherfrau” og deres narkotiserede hunde. Anden del er en følsom kærlighedshistorie krydret med en smule gangsteri med en hjemvendt sømand såret på krop og sjæl i hovedrollen. Tredje del er en flasback-spættet gravøl for den farverige junkie Steso. Det kunne næsten ligne et godartet eksperiment (à la Tarantinos ligeledes tredelte film Pulp Fiction), hvis ikke stilen var så forbandet ordinær, lige-ud-af-motorvejen-realistisk, med frisk dialog og forstående synsvinkling og den dér kulørte tåre i øjenkrogen.
Pia Juuls Adresser (uddrag af Adressebogen) består af femten små tekster uden tegnsætning med årstal eller årstalsintervaller som overskrifter; den særlige Juulske snurrighed er umiskendelig, men det er som om teksterne lige er den grad mere bagvendte end som så, hør denne næstsidste: ”1988-2001/ duksen arbejdede gerne helt alene men med alle roserne som kirkegårdenes jord ødelagde lindredes den sindssyge allestedsnærværende lampefeber langsomt endelig kom ødelæggelsens bevis en nat hvor alle virkede noget ømfindtlige/ – forunderlig er min tilværelse endelig/ – frydefuldt jubler et rigtig durkdrevent eventyr”.
Nøglen er naturligvis ordenes forbogstaver, der tilsammen staver til følgende adresse(r): Dag Hammarskjölds Allé, København, femte, fjerde. Med nøglen i låsen afslører hæftet sig pludselig som en øm og munter føljeton om hjemligheden (og exilet og ferieheden) i barndom, ungdom og voksendom, om at komme forbi og høre til og komme videre. Hvilket vel faktisk også er emnet for Nordkraft, Adresser er bare et så meget mere originalt og elegant og – ved Gud – sammenhængende værk. Af en eller anden dum litteratursociologisk og journalistisk grund er Nordkraft så bare ”bred” litteratur og Adresser ”smal” litteratur, og det er der sikkert ikke noget at gøre ved, men det er for galt alligevel, og for billige penge kunne man vel simpelthen husstandsomdele Adresser.

17.1.04

Det fysiske ubehag ved at skrive noget man ikke kan "stå inde for".

16.1.04

Det kristne budskab i fin indpakning.
(Via Mina Naguib.)
Faktisk har jeg lidt ondt af dem. ("You can write this crap, but you can't speak it.)
(Ja, altså, undskyld, det var ikke bare skuespillerne, jeg tænkte på.)
Har tvunget mig selv til at se et afsnit af det her bras. Hvis jeg havde en krone for hver gang en dansk skuespiller synes han selv skal indskyde et "Ja, ..." foran sin replik! Gud i himlen, hvilken flok glade velbetalte amatører.

12.1.04

Laugesen fortæller historien om SI
OH4:
Oversæt et digt af Peter Nielsen.

9.1.04

OH 3:
Læs Weekendavisen.
OH 2:
Leg med Lewis Carrolls dubletter
Find fx. den korteste vej mellem hvede og brøde (ikke brød på dansk, da ordene skal have lige mange bogstaver). Nå helt ned på 5 links.
OH 1:
gå til Fontifier og installer din egen håndskrift (eller noget mere spændende) på computeren.

8.1.04

Skriver akademia.
Efter talrige udsættelser er det lykkedes at komme i gang, og i dette øjeblik føles det som om, jeg har godt fat om nosserne på det. Og som denne udmærkede metafor dobbeltbundet antyder, er det ikke nødvendigvis en behagelig følelse. Jeg føler mig meget fristet til en
overspringshandling.
Jeg skal også nå at købe mælk.
+ er ved at blive sulten.
Et geni er ankommet

6.1.04

... overspringshandlinger ...
Den seneste forskning har vist, at det er muligt at anbringe ca. 50 stykker sammenkrøllet 80-grams A4-ark i en Rigsarkivæske (A4-format).

4.1.04

Kommakrigen er kommet til England.
Punctuation, in other words, invites you to give careful consideration to the meaning of what you are saying. And people who ignore it, like Marinetti, the futurist, or Gertrude Stein, the_ er_ writer, are generally full of shit....

3.1.04

overspringshandlinger...
En konkurrence er brudt ud på Buffalo Poetics-listen om hvem der kan komme med de mest politisk korrekte årsager til at hade Ringenes Herre. Der er ingen sorte helte. Nogen af de onde har noget på, der ligner noget en araber måske ville gå med. De onde kommer fra øst. Elvere, mennesker, hobbitter og dværge(!) er smukke og hvide allesammen. De onde rider på elefanter (ligesom afrikanere gør!). Det patriarkalske monarki ses som det ideelle samfund. Vold ses som den eneste mulige måde at løse problemer på. Osv. Iøvrigt er både film og bøger kedelige, dårligt skrevet og skuespillerne er rædselsfulde. Det er næsten som at høre en flok kulturradikale beskrive en fodboldlandskamp. Men endnu bedre er selvfølgelig det læserbrev i Weekendavisen i denne uge, som tordner mod Tolkiens totalitære holdning, der får alle personerne i romanen (selv overmennesket Frodo!) til betingelsesløst at lyde deres forfatter uden at gøre oprør...
Pejk har ikke selv lavet et link så her er det:
Brainard & Brainiac.