31.8.03

Pejk tilbage på kort visit fra NY
Johannes L Madsen endelig genoplivet (ville lave link til bogen, men Forlaget Arena har ikke noget sted på nettet - amatører!)
Lars Bukdahl stolt med al mulig grund
Christian Dorph holdt fødselsdagstale. 50 år som undergrund. Hmm
Vagn Steen optrådte i rollen som Vagn Steen
Morten Søkilde med flere duovokalistiske digte (Bo Ærenlund læste op af duovokalistisk prosa i går til Litlive-reception - tydeligvis en ny trend som jo UMULIGT kan have sin oprindelse andre steder end i undertegnedes monovokalistiske sonet fra midten af halvfemserne. Duovok-konceptet er nu en meget udspekuleret og dygtig videreudvikling)
Tue gav mig et eksemplar af den splintreste ny Blå Port (som vel så hellere ikke længere har nogen hjemmeside)
Lars Skinnebachs kommende digtsamling - siger rygtet allerede - bliver noget helt specielt
Mikkel mener at Lars skal kvitte sit job og skrive bøger i stedet
Thomas Boberg og Christian Lund har præcis det samme veltilfredse smil
TS Høeg fortalte om hvordan det er optræde om kunst for it-direktører.
Niels læser muligvis dette og vil være frygteligt skuffet hvis han ikke finder sit eget navn
Martin Glaz Serup kom med nogle interessante bemærkninger om forskellen på gymnastik og boldsport
Mette overrasket over at jeg blankt afviste at være bøsse
Pablo arrangerer volleyball i Medborgerhuset, hvilket vil glæde bl.a. Adam og Claus
Hvem har jeg glemt? Lone og Eli og Lene og Mads og Henriette
og vi ses sikkert alle sammen snart igen

29.8.03

Fra Politiken.dk: Gummi-Tarzan mister sit navn
På et eller andet tidspunkt må jeg altså forsøge at finde reglerne om varemærker og intellektuel ejendom, for jeg forstår altså ikke hvordan det er man køber sproget. Hvem køber man det af? Hvem har de købt det af? Jeg forstår det ikke.

28.8.03

Jeg forsøgte at få Information til at bringe en nekrolog over Haroldo de Campos men de har ikke gidet svare. Det er for dårligt.
Lov om pligtaflevering af udgivne værker af 10. juni 1997
    § 1 Stk. 2. Ved et værk forstås en afgrænset mængde af information, som må betragtes som en afsluttet og selvstændig enhed.
    § 4. I ethvert her i landet udgivet værk, jf. § 1, skal udgiveren anføre sit navn eller firma samt hjemsted.
    § 10. Overtrædelse af § 1, stk. 1, § 2 og § 4 straffes med bøde.

26.8.03

"Er det ikke muligt med al den skønhed at æsteticere sig helt på afstand af virkeligheden?" Spørger Krasnik. Jamen andet er jo ikke muligt. Det er jo for helvede det der er hele ideen med kunst. "Distance, rather than absorption..."

25.8.03

"96 per cent of poetry bought by the British public is by dead writers."
The Independent via Ron
Why am I not surprised?

22.8.03

Well, jeg spurgte alligevel:



I Write Poetry Because I Have To

I write poetry because poetry clears the cobwebs from my mind so stories of dark and dismal places can come through.
I write poetry because I love to write poetry.
I write poetry because we're always absurd, no matter what.
I write poetry because I need to find that place.
I write poetry because I speak badly, go for a joke without thought, like Tourette's without the swearing.
I write poetry because I am the voice of dark things unspoken.
I write poetry because it's fun to read, it's fun to write.
I write poetry because I enjoy writing and for expressing the freedom of thought because there has been a lot of pressure in my life.
I write poetry because I want you to suffer.
I write poetry because I have to.
I write poetry because I am so inarticulate.
I write poetry because it serves as a way out of everything else.
I write poetry because I need to share.
I write poetry because it is, to me, a very personal and therapeutic experience.
I write poetry because I love to experiment with the English language.
I write poetry because I like to do it.
I write poetry because i feel it is more of a challenge then writing a story because you have to find certain things to ryme.
I write poetry because its implicit structure gives me a base to work from, in terms of word choice.
I write poetry because I can't help it.
I write poetry because it helps me get my feelings out and I write about whatever comes to mind.
I write poetry because I want the world to pity me.
I write poetry because of my faith.
I write poetry because the English word Inspiration comes from Latin Spiritus, breath, I want to breathe freely.
I write poetry because it seems to say what I cannot in other ways.
I write poetry because I'ma romantic and its a good way to express your true feelings.
I write poetry because so far I have not found something that I can sustain past a few pages.
......


Google - "I write poetry because" (298 hits)
Google - "I publish poetry because" (0 hits)

21.8.03

Spørg aldrig en digter: "Hvorfor skriver du?"
Spørg i stedet: "Hvorfor udgiver du?"
I GAVE MY LIFE

I gave my life to poetry and it felt great.
I gave my life to poetry and it was a joy.
I gave my life to poetry and it has been changed.
I gave my life to poetry and it 's truley a better way.
I gave my life to poetry. And it kin be jist like that for you too, Dad!
I gave my life to poetry and it has not been the same since.
I gave my life to poetry and it is becomeing sooo hard to understand one another.
I gave my life to poetry and it means worship.
I gave my life to poetry and it may appear as a paradox.
I gave my life to poetry and it could be the single largest, mass evangelism effort in history.
I gave my life to poetry and it was answered in the affirmative.
I gave my life to poetry. And it worked… for a while.
I gave my life to poetry and it’s only Wednesday!!
I gave my life to poetry and it is has been confirmed by Jesus as an eternal, non-negotiable COMMANDMENT, which ranks above all others!
I gave my life to poetry and it was not a matter of hatred, but of anger.
I gave my life to poetry and it will all be done with the good fuzzies of Christmas.
I gave my life to poetry and it was restored.

17.8.03

Hvis der er nogen grund til at piske løs på disse døde heste, så er det jo bare fordi, det er sjovt sådan på en paradoksal måde, at der med jævne mellemrum dukker skævbenede zombiekrikker op på (weekend)avisernes sider, der efterlyser realistiske (samtids)romaner. Som selvfølgelig ikke skal være socialrealistiske, uha nej, dem fik vi sandelig nok af i de frygtelige halvfjerdsere, men som bare i det mindste skal handle om rigtige, almindelige, konkrete mennesker i rigtige genkendelige konkrete omgivelser.
Som Gumpel igen og igen siger er denne marxistisk-hegelianske litteraturæstetik afhængig af een ting, nemlig at "virkeligheden" eksisterer som en fast urokkelig og umiddelbart mediérbar størrelse, der lige så lidt kan stilles spørgsmålstegn ved som statens ret til al ejendom. Hun beretter, at den største umiddelbare forskel mellem de lande, man bemærkede når man kørte fra øst til vest, var mængden af reklameskilte overalt i landskabet. Det er selvfølgelig det landskab (i bredest mulige forstand) vi lever i, og er der een ting man kan sige om reklamer, så er det i hvert fald, at de lynhurtigt lærer een at stille spørgsmålstegn ved alle de informationer, man får. Ingen som lever i vores samfund kan tage alle informationer for gode varer. Ingen kan være uvidende om, at reklamernes virkelighed ikke er umedieret.[det var mange negativer i en sætning!] Kan det måske være grunden til at man længes efter en "højere" form for information, en troværdig form, som umiddelbart fortæller sandheden sådan som den virkelig er?
Derudover er der selvfølgelig stor forskel på hvad der mentes med "konkret" digtning i de to lande. I vesten var det den kendte internationale avantgardebevægelse med Gomringer i spidsen. I øst var begrebet "konkret" indskrevet indenfor den Lukácske socialrealismes horisont: Her kan det aldrig være et værks eget struktur, der er "konkret" - konkret er kun virkeligheden og (i kunstens verden) det værk, som tager det på sig via sit indhold at skildre ("mediere") denne virkelighed så præcist som muligt. Ordet skal her forstås i modsætning til abstrakt, som i denne marxistiske tankeverden åbenbart betyder noget subjektivt og spekulativt vrøvl, der ikke korrekt genspejler virkeligheden.
Liselotte Gumpel fortæller i begyndelsen af "Concrete" Poetry from East and West Germany om hvordan sproget i de to tysklande efter krigen langsomt fjernede sig fra hinanden og optog nye ord (182 i Leipziger Duden mod blot 22 i Mannheimer Duden i 1964). Vesttyskerne brugte (og bruger) i stor stil fremmedord hentet fra de to besættelsesmagter England og USA, mens østtyskerne kun i begrænset omfang lod russiske ord komme ind (Agitprop og Kolchos er to eksempler). Mens vesttyskerne beholdt den vante måde at tiltale hinanden på (Herr, Frau, Fräulein) blev disse ord i øst forbeholdt udlændinge samt folk, der ikke var medlem af partiet. I stedet begyndte man at kalde folk "Genosse" (="kammerat") eller "Kollege". Når jeg tænker på ordet "kollega", tænker jeg først og fremmest på politifolk - hvem kalder ellers hinanden det? Men det rimer vel meget godt med, at DDR var en politistat.
Jeg er ved at læse Jerome McGanns Black Riders, som i første omgang handler om William Morris og om hvordan digtekunsten hos ham bliver til bogkunst. "You can't have art without resistance in the materials" citerer McGann Morris for, hvilket jo er en fin pointe. Det fører ham frem til den lidt pudsige påstand, at Gertrude Stein og (fx.) Stanzas im Meditation ikke kunne være skrevet uden bogtrykkerkunstens renaissance i England i anden halvdel af det nittende århundrede:
Don't misread the aesthetic significance of the Renaissance of Printing. Brecht's epic theater and Stein's writing are both part of its legacy. Selfconscious text production like that of Kelmscott and Bodley Head put a frame around romantic writing (as Brecht threw a frame around realistic drama) and thereby brought important constructivist and reflexive elements to the scene of textuality. As a consequence, the (stylistic) conventions of romanticism were sharply modified. Writing lost both its fate and its faith in personal geography-that affective dialogue of spontaneous overflow, on one hand, with internal colloquy and recollection on the other. In a selfconsciously constructed book, the romantic scene discloses itself as a rhetorical display: not the dialogue of the mind with itself, but the theatrical presentation of such a dialogue.
Litteraturen overskred en grænse, da den begyndte at se sig selv som et tekstligt teater. Foucault placerer denne grænse ved Flaubert, McGann altså ved Morris, i det han dog samtidigt gør meget ud af at vise, at osse Emily Dickinsons digte forholder sig meget selvbevidst til deres ikke-typografiske, ikke-trykte natur.
Morris' digte er ligesom Poes eller Baudelaires artificielle og præget mere af kunstfærdighed end af inspiration. Hos Morris løber dette så imidlertid fra det retoriske niveau over i det materielle, i den fysiske præsentation og digtekunst bliver bogkunst. Dermed har Morris overskredet tærsklen til en særlig semiotisk erfaring i det tyvende århundrede - en, der læser bøger ikonisk snarere end symbolsk vel sagtens.
Derefter går McGann videre med at hævde at osse Pounds første Cantos er inderligt forbundne med ovennævnte renaissance (men overbeviser nu ikke mig om andet end, at Pound var optaget af hvordan hans bøger tog sig ud) og med at gennemgå en række senere forfatterskaber og deres forhold til bogens materialitet. Bob Brown udtrykker vel egentlig den semiotiske erfaring (men er den særlig for det tyvende århundrede?) når han siger: "I'm for new methods of reading and writing and I believe the up-to-date reader deserves an eye-ful when he buys something to read." Men pointen med denne "eye-ful" er så ikke at læseren skal fortabe sig i dens skønhed:
We observe here a diverse set of Brechtian texts that emphasize their physicality and constructedness. All (in their different ways) highly materialized and reflexive, these works turn back upon themselves, urging the reader - like the audience of Brecht's epic theatre - toward a correspondent reflexive posture toward the scene of writing. One of postmodern poetry's characteristic gestures is to label itself, to place its texts in quotation marks. In Barrett Watten's useful, epigrammatic formulation: "Distance, rather than absorption, is the intended effect.""
Men hvad vil det så sige?
When the physical aspects of writing - its signifying mechanisms - are made a conscious part of the imagination's activities, writing opens up the subject (and even to a limited extent the possibility) of unalienated work. This was, it seems to me, Morris's greatest artistic insight. As a consequence, writing carried out in this tradition (or frame of reference) is engaged - and often consciously preoccupied - with the question of the social function of writing and the imagination. The "composition" of poetry is not completed - indeed, it has scarcely begun - when the writer scripts words on a page; and even at this initial moment of the imagination's work the scene is a social one. What kind of instrument is the writer using, what kind of paper? And in what social or institutional context is the writing being carried out? It is merely ignorance to think that such questions are peripheral to the work. They are central questions, and entangled with every textual network of meaning.

11.8.03

Interview m. Charles Bernstein

5.8.03

What: Mob Scene. Who: Strangers. Point: None.: "As might be suspected, New York is the acknowledged place where people first used the latest technology to gather and delight in pointlessness. In June, more than 100 people gathered in the rug department of Macy's, claiming to a bewildered clerk that they were looking for a 'love rug' for their suburban commune. "
Pejk og mig i NYTimes!
So. Why have one blog when you can have two? I decided to open up another little booth out here. If you want to come visit, please follow ...this way.

4.8.03

Jeg er nu ved (endelig) at læse 'Nielsen' og den hvide verden. Jeg er ikke så begejstret for den halvpuritanske dyrkelse af hvidheden, som afsnittene om poesien afslører - selv om Nielsen hele tiden påberåber sig sin attituderelativisme og tager sine forbehold og forsøger at undgå hierarkiseringer, så hedder det alligevel fx. om den svenske konkretisme, at den (i modsætning til den tysk/brasilianske) "forfalder" til sensualisme og materialeromantik, at den ikke bevarer den kølige objektivitet man finder hos Gomringer m.fl.
Til gengæld er det meget fint at læse den alt andet end puritanske begejstring alle stykkerne er skrevet på. Der er hele tiden forsøg på at finde og forklare det positive ved de nye muligheder i kunsten og kulturen. Det er ret sjældent. HJNs eksperimenterende holdning er netop det stik modsatte af den klassiske opfattelse af avantgarden som nogen, der er på vild flugt fra noget (traditionen, borgerskabet). I stedet lader Nielsen sig tiltrække af alt, hvad der rummer nye spændende muligheder. Forsøger at gå ind i dette nye felt og orientere sig selv og andre om, hvad det er, der foregår og kan foregå.

3.8.03

Jeg er blevet færdig med og har en temmelig ambivalent følelse hvad angår Systemdigtningen. På den ene side er det cool at SHL er så indforstået med de digtere han skriver om, som vitterligt er nogle af de bedste fra det, der mere og mere forekommer mig at være en slags guldalder, Inger, Højholt, Nordbrandt, El Madsen, HJ Nielsen, Leth, Laugesen, Turell, well, ikke så meget Turèll faktisk og Høeck er lige akkurat ikke kommet med... og den pedantiske systematisering af det hele er, tjah, i hvert fald fri for den slags bullshit, der nu går for at være litteraturvidenskab, væveri om nærvær og fravær og døden og hvad har man. Her handler det om lingvistisk analyse, klassificering af sætningstyper og den slags, skemaer over rim og antallet af linier osv.
På den anden side må man så sige, at det ikke ligefrem præsenterer teksterne som særligt livlige. Jeg har lidt på fornemmelsen at SHL synes, alle de her digte er vildt fede, fordi de er absolutement moderne (og det bør man jo osse være) og så iøvrigt, fordi de så åbenlyst byder sig til for analyse og lader sig forklare. Men hvis den danske sprogdigtning i så høj grad indbyder læseren til at blive en medskabende del af sit udtryk - ja så nytter det jo ikke, at man bare konstaterer det og lader som om, det er dét, der er hele pointen. Så må man jo selv have noget at komme med for at skrive en bog om det.
Well, efterordet er næsten uhyggeligt profetisk:

Efter et foredrag om den nye konkretisme i PEN-klubben i København efteråret 1964 sagde modernisten Bundgård Povlsen, at det var for tidligt at soge nye veje - "modernismen er ikke udtomt endnu"; dermed mente han modernismen anno 1960. Den samme følelse griber iagttageren netop nu: der har været så fantastisk mange ideer i sving og det er gået så utrolig hurtigt i disse sidste år i tresserne, at man ikke kan føle andet end, at der er blevet ruttet med kræfterne: meget er tabt på gulvet, og meget er slet ikke blevet udnyttet af mangel på tid og eftertanke: "systemdigtningen er ikke udtømt endnu".

Men hvis den skulle være forbi, og systemdigtningen allerede nu er blevet et museum, så er der dog noget at vise frem: en række lysende værker med formuleringer af en tids livsfølelse - en række alternativer til gumpetung dansk moderation, uklarhed, antiintellektualisme og moralisme. Tak for de år, venner.
August 1970

1.8.03

mobile

the snow is snow
and it snows
the snow is snow
and it writes
the writing is snow
and it writes
the snow is writing
and it snows
the writing is writing
and it snows
the snow is writing
and it writes








the writing is writing
and it writes


Hans-Jørgen Nielsen 1965
For those occasional english speaking visitors to the outer rim of the blogosphere:

Outside

exit backwards at the top & start from below
back & can’t find any room & must give way &
be placed one by one while we ourselves draw
to go but they’re very hard to fit in & must
are almost finished we only have twelve more
but absolutely packed and completely safe we
yes I mean above they’re thin & very brittle
you know firmer than those on the other side
certainly no less thick but are tighter like
down by the weight of those on top which are
sure are heavy enough especially when pushed
to pick from they’re a little more plump and
mount a foundation for the ones we now start
will enter can we place the lower one & thus
but only when we have made sure that nothing
we start from the bottom and work our way up

Per Højholt 1966
Er ved at læse Steffen Hejlskov Larsens Systemdigtningen fra 1970, som da ærlig talt indtil videre er mest irriterende, ikke midst i de laaange selvfede afsnit, hvor Steffen omhyggeligt gør rede for hvor vanskeligt og hvor vigtigt det var at finde på den helt rigtige betegnelse for modernismens 3. fase. (Tænk hvis man havde skullet nøjes med at kalde den 'sprogdigtning'! ("Betegnelsen er dækkende nok, men ikke tilstrækkelig markant.")) Og helt ærligt, hvad er meningen med konstant at omtale sig selv i tredie person?
Men det er alligevel en fornøjelse at læse om Højholt og Christensen og Nielsen og om en (kort) periode i den danske litteraturhistorie, hvor nogen tillod sig at være reflekterende, avancerede og prætentiøse.